Oreo/marshmallow hook-up i mit køkken

Et tilfældigt besøg på en ret cool madblog gav anledning til et nyt lille projekt - eller rettere: Vækkede min lækkersult.

Oreo/marshmalllow-bidder overtrukket med hvid chokolade. Helt ærligt - man skal være meget streng med sin sundhedsfornuft, hvis ikke det bringer mundvandet bare en lille smule ud af kontrol.

Det viste sig bare at være en sej kamp at tilberede dem. Indlægget kunne have endt med at lyde sådan her:

Det var en katastrofe i køkkenet. Jeg advarer jer: Skumfiduser smelter ikke til en fin masse sammen med smør, de forvandler sig en klam, elastisk, klistret bolle der er fuldstændig umulig at røre hakkede oreos ind i - for slet ikke at tale om vaniljesukker!

Det var et håbløst projekt.

Der var brændt skumfidus fast i bunden af skålen, som jeg måtte stå og pille af med neglene, der var hakkede oreos ud over hele køkkengulvet og jeg glemte at komme havregryn i blandingen...

Jeg var sikker på at det jeg havde lavet var helt uspiseligt.

MEN det endte heldigvis godt (og lækkert!) til sidst...

 

 ... og på spritnye KÄHLER tallerkner som jeg har fået i fødselsdagsgave - og med kakao ovenpå. Hurra! De er blevet så lækre, at det simpelthen var alle anstrengelserne værd alligevel!

PS. Find opskriften (og flottere billeder) HER.

Jeg udtaler mig normalt ikke om cykelsport...

Men nu må I da lige medgive mig, at dopingskandaler da virkelig giver både omtale, drama og mystik til en ellers ret ensformig sport. Det er jo desværre ikke alle lande i verden, der er begavet med Jørgen Leth som kommentator.

Var Jørgen Leth også kommentator i resten af verden ville der slet ikke være behov for det her ekstra touch eller pift af drama og mystik, for så ville cykelsportens sande poesi naturligvis åbenbare sig for alle.

Ikke?

Og som Bjarne siger, så vinder man jo ikke et cykelløb på doping alene. Tror da f.eks. ikke jeg kunne køre noget der bare tilnærmelsesvis lignede Touren uanset hvor dopet jeg så var - kunne du?

Så tror lige dem der mener at bestemme i cykelsporten skulle fjerne blikket fra Lance Armstrong et øjeblik og skue lidt på egen vom. Selvfølgelig er det aldrig fedt når nogen snyder - men helt ærligt, noget har manden da udrettet alligevel og lur mig om ikke der også var andre rådne æbler i kurven de år.

Og det var hvad jeg havde at sige om det. Skal vi snakke om noget andet?

Mission Margaritas

Det er ikke fordi, jeg ikke interesserer mig for verdenssituationen. Men nogle gange bliver jeg bare temmelig opslugt, af mine egne små projekter - du husker måske da jeg lavede macaroons i lange baner?

I sidste uge havde jeg så fundet på, at der skulle være margaritas som velkomstdrinks til min fødselsdagsfest, fordi noget af det jeg (blandt 1000 andre ting) savner ved USA er stemningen i New Mexico med den sjove mexicanske arkitektur, lækre mexicanske mad og mit første møde med margaritaen.

Så et lille (New) Mexico-tema kunne vi altså ikke komme udenom. Slet ikke når nu festen endda var lagt på sommerens sidste dag (overgangen til vintertid).

Margaritas, tænker du, hvor svært kan det egentlig være? Ikke særlig svært.

Fredag var jeg i Bazar Vest og købe en hel kasse lime til 25 kr. Det var hyggeligt og prisen var lige til at overkomme.

Tidligere på ugen havde jeg været i Fakta efter tequila og i IKEA efter cocktailglas og citruspresser. 

Jeg pressede usandsynligt mange limefrugter, indtil det endelig lykkedes mig at fylde en hel kande med den flotteste, lækreste limejuice.

Det viste sig, at vi ikke engang skulle bruge halvdelen af de mængder her, men Jakob bruger det som saftevand nu. 

Blande, blande, blande og voila! Så var der drinks til de søde gæster.

(Men bare rolig - det var ikke det eneste jeg brugte mit liv på i sidste uge)

Den bedste kur mod burger-trang

Nu er det to måneder siden vi vendte hjem fra USA og jeg får stadig kvalme ved tanken om burger. Sidst jeg havde det sådan med noget, var da mig og min veninde havde været i Asien, og der lige gik et par år før lysten til at spise asiatisk mad vendte tilbage igen.

Jeg var simpelthen blevet afvænnet ved at have indtaget for meget af det.

Sådan er det også gået med burgerne. For når man er en fattigrøv der rejser rundt i staterne, så vil der simpelthen være tidspunkter, hvor valget står mellem Mc'Donalds, Burger King og KFC - især, hvis man kører med Greyhound-bus om aftenen og det er det udvalg som aftensmads-stoppet har at tilbyde.

Et sted var der også Pizza Hut.

Desuden er Fastfood (sjovt nok) det billigste mad man kan få og endelig er burgeren jo, som bekendt, også amerikanernes nationalspise. De elsker det. Over det hele. Vi har fået serveret burgere i alle afskygninger, størrelser, kvaliteter og prisklasser.

Præmien for den mest opfindsomme burger, går til caféen med "rejeburgeren" i New Orleans, præmien for den mest kedelige burger går til Mc'Donalds for deres Mc'Double og præmien for den bedste burger går (vidst nok) til Huey's i Memphis.

Hvis den friturestegte sandwich man serverede for mig i Texas kan klemmes ind under den, i USA, ret brede betegnelse "burger" så er den også faretruende tæt på en førsteplads.

Præmien for bedste hjemmelavede burger deles mellem Bon Paul & Sharky's hostel i Asheville for deres 4. juli hamburger og familien i Albuquerque for deres "traditional american hamburgers".  

Kan I huske, hvordan Mc'Donalds restauranterne så ud i slut-90'erne? Med skinnende røde plastiksæder og happy meal og Ronald Mc'Donald over det hele? Jep. Sådan ser de stadig ud mange steder i USA. Burger-festen vil ingen ende tage. Æd til du skammer dig.

Jeg var vild med at rejse rundt derovre. Det var uendelig fedt! Men burger hænger mig langt ud af halsen. Jeg er i hvert fald vænnet fra i et par år. Det har været en kamp at skrive det her indlæg.

Tilgengæld har Jakob fået det lige omvendt - han har abstinenser...

Tequila involveret i komisk cykelstyrt

Okay så havde jeg været i Fakta, ikke? Og jeg havde købt frugt og tequila (nej, til i morgen aften) og puttet det hele pænt ned i min taske. Jeg havde puttet tasken pænt ned i cykelkurven og pænt trukket min cykel hen til den vej jeg skulle cykle på.

Inden jeg kunne begynde at cykle, skulle jeg dog krydse en anden vej. Jeg trådte forsigtigt og elegant et par skridt frem og kiggede mellem et par parkerede biler om der var fri bane. Det var der ikke. Slet ikke. Jeg trådte forskrækket et par skridt tilbage, da en bil kom kørende hurtigt ned af gaden.

Cyklen væltede med et brag. Jeg mistede balancen og landede ovenpå cyklen med et brag. Min taske fløj ud af cykelkurven og indholdet spredte sig udover fortovet.

Da jeg et par minutter senere sad på kantstenen med den, stadig, væltede cykel foran mig og samlede min ejendele op fra jorden mens jeg sundede mig lidt, kom en dame hen til mig.

Hun: Er du okay?
Jeg: Ja, det tror jeg (snøft, snøft)
Hun: Hvad skete der?
Jeg: Ja, altså, jeg faldt... Over cyklen...

Behøver nemlig ikke andres indblanding for at være uheldig i trafikken. Det der med at styrte på cyklen det klarer jeg fint alene - også uden overhovedet at sidde på den.

PS. Overskriften er vidst Ekstra Bladet værdig.

Bambambam baaaaam

Vi overvejede at være tekniske og finde en smart tingest på nettet der helt sterilt kunne kaste et tilfældigt nummer mellem 1 og 16 efter os.

Alligevel besluttede vi os for, for en gangs skyld, at være lidt analoge (mest fordi vi ikke kunne finde ud af det andet) og trække vinderen af min give-away ved hjælp af (tadaaa) en hat skål og et iturevet stykke papir.

Jakob gør klar til at trække vinderen

Den metode holder altid.

Og den heldige vinder er... *indsæt trommesolo*

 ... KatrineB!

Stort tillykke! Smid hurtigst muligt en mail med navn og adresse til tilsyvende@gmail.com, så sørger jeg for, at OhDeer sender de fine øreringe til dig.

Lad dog barnet...

"Vores børn bliver selvfølgelig ikke sådan nogen der larmer" sagde jeg til Jakob den anden dag.

Vores kommende børn er nemlig perfekte: De larmer ikke eller holder os vågne om natten. De er ikke opmærksomhedskrævende, de spilder aldrig og de gør altid hvad der bliver sagt.

Vi kommer aldrig til at opleve sådan noget med nætter fyldt med babygråd og unger der tisser i sengen, vækker os kl. lort om morgenen og bliver hysteriske hvis der er noget de ikke må. Vi kommer heller ikke til at rende rundt som søvnmangel-zombier med babygylp på tøjet. 

Næh-nej. 

Lyder det urealistisk? Lyder det som om at jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad det egentlig er for et liv jeg går og drømmer om at få engang?

Måske...

Men jeg er træt af kun at høre om hvor hårdt det er. Åååh lad mig nu bare leve lidt i drømmen. Ellers kan det være vi ikke gør alvor af tanken.

Ja det var en trussel. 

Storbyliv i Danmark?

En veninde fortalte mig engang, at hun syntes Aarhus var begyndt at føles så lille, man rendte ind i de samme mennesker hele tiden og kom hele tiden de samme steder hen. Jeg kunne slet ikke følge hende. Dengang tænkte jeg stadig at Aarhus var, hvis ikke en storby, så i hvert fald en stor by.

Nu, efter vi er kommet hjem fra USA, har jeg så langt om længe indset at Danmark egentlig er et meget lille land og Aarhus ikke en særlig stor by.

Jakob har lige regnet ud af vi sammenlagt kørte 13 100 km i USA i bus, bil og tog. Man kommer ret langt rundt i Danmark (og USA for den sags skyld) med 13 100 km.

Efter at have besøgt skønne storbyer som New York, Washington, Montgomery, New Orleans, Albuquerque og San Francisco virker Aarhus lidt som en landsby. En virkelig hyggelig landsby, men stadig.

Her kan næsten være for trængt. Nærmest Korsbæk-klaustrofobisk.

Jeg er lige ved at tro, at København også ville virke temmelig lille, men så meget kender jeg slet ikke til hovedstaden. Den har jeg forsømt temmelig groft må jeg indrømme. 

Sidst jeg var i København var da mig og min veninde skulle til Roger Waters koncert i Parken.

Så vidt jeg husker så vi Kongens Have, en Christiania-demonstration og noget vi mente måtte være Nyboder på vores lille hjemmelavede "tourist-walk", mens vi tænkte: Jow-jow her er alt jo ved det gamle... Æ så møj nyt...

Storbylivet er fristende, synes jeg, men jeg er ret glad for, at jeg dybest set slet ikke er et storbymenneske.

... Storby-situationen i Danmark taget i betragtning.


PS. Du kan stadig nå at deltage i min give-away - lige HER. 

Jobsøgning er ikke kun X-factor og glamour

Godt. Jeg starter ugen med et surt opstød. Så er du advaret.

Here we go: 

Der er allerede en masse kloge mennesker, der har kommenteret på DR's nye program "Jobmatch", som jeg ikke har set, men endnu kun har læst om (bl.a. HER) og jeg vil egentlig bare give debattørerne ret.

Jeg synes ikke at arbejdsløshed (hvad jeg egentlig er holdt op med at kalde det, fordi jeg har så meget at lave) er særlig god underholdning.

Det er det i hvert fald ikke i mit liv som jobsøgende akademiker.

Det er det heller ikke, for de mennesker som ikke kommer fra en tilværelse som studerende, men som har hus, bil og børn og skal prøve at få et liv og en hverdag til at hænge sammen i en rigtig ubehagelig situation.

At der overhovedet er jobsøgende der vil stille op til sådan et program, viser den desperation og panik, som jeg for alt i verden synes at vi skal undgå (hvilket jeg har skrevet om HER).

Jeg er bange for, at folk kommer til at tro, at de bliver nødt til at gøre noget drastisk, bliver nødt til at gøre sig selv til grin på landsdækkende TV, for at have en chance på jobmarkedet.

Sådan skal det ikke være, vel?

Hvis der er arbejdsgivere der mener det, så er jeg ikke sikker på, at det er nogen jeg har lyst til at arbejde for. Ja. Det er mega flabet at sige sådan i disse tider - I know. Men jeg synes (!) at der er grænser for, hvad man skal stå model til.

Måske er jeg sårbar, fordi jeg ved hvor uoverskueligt et liv som jobsøgende ser ud, men jeg får altså en rigtig dårlig smag i munden, når jeg læser om "Jobmatch".

Ad.

Puden

Vi har alle sammen hørt om de mennesker, der har pakket deres flotte egetræskøkkenbord ind i plastik, nærmest lader al emballagen blive siddende på deres mobil/Ipad/computer og hvis gulv man knap tør betræde uden de der blå plastikdimser man tager udenpå skoene.

Sådan en person har jeg aldrig set mig selv som.

Jeg plejer faktisk at få lidt mentalt udslæt hvis folk ikke har forstået, at tingene altså skal bruges. Nu. Og ikke om 15 år når de er gamle og umoderne og man endelig fjerner plastikbelægningen.

Men det var før jeg fik puden.

Puden som lige er en klasse over alle andre puder i sofaen. Puden som jeg kan bruge lidt for lang tid på at snakke om/glatte ud/flytte rundt.

Jakob bliver ved med at spørge, hvornår man egentlig må sætte sig op af puden. Det må man ikke endnu. Jeg er ikke klar til det endnu. Jeg vil lige beundre den i 100% ny stand først.

Men jeg krydser fingre for, at jeg snart begynder at glæde mig over, at en af de dyreste genstande i vores stue rent faktisk bliver brugt og at det ikke går den anden vej. Den vej hvor puden bliver pakket ind i plastik og lagt ned i en skuffe...

Det er noget jeg arbejder med. 

Snakker jeg for meget om ting du synes er kedeligt?

Sådan spurgte jeg, med store halvbange øjne, Jakob den anden dag, hvor jeg for hundredesyttende gang havde forsøgt at få ham til at have en holdning til vores nye pyntepude og det stadig ikke var lykkes at få ham til at sige andet end "den er fin".

"Synes du ikke bare den er flot?"
"Den er fin"

Forinden havde jeg vidst også forsøgt at vriste meninger ud af ham om de nye dækkeservietter og om ikke det var bedst, at de kun kom på når der var gæster, for jeg spilder jo alligevel så meget når jeg spiser...

Nu jeg tænker efter havde jeg vidst også snakket lidt om hvor vores nye vinglas skulle stå og hvorvidt jeg turde putte dem i opvaskemaskinen når nu glasset var så tyndt og de ikke ligefrem var fra Ikea...

Det var der det pludselig gik op for mig, at en ny og ukendt side af mig selv havde sneget sig lidt for langt frem fra sit skjul og snakkede ud gennem min mund med ord som "designerpude" og "grafisk print".

For slet ikke at tale om sætninger som "det gør ikke noget at vi ikke selv har råd til de glas, så har vi jo også noget at samle på".

Jeg skulle lige til at dele mine overvejelser om hvorvidt jeg skulle stryge dækkeservietterne, inden jeg lagde dem i dækketøjsskabet, da spørgsmålet trængte sig på:

"Snakker jeg for meget om ting du synes er kedeligt?"

Han behøvede ikke engang sige ja: Vi knækkede begge to sammen af grin. 

Et sjældent syn

Hvad har to anerkendte danske kvindelige forfattere tilfælles med den kiksede (og fiktive) Bridget Jones?

Hæ. Man skulle ikke tro det, men i denne måneds Woman-magasin kan man finde ingen mindre end Karen Blixen, Lise Nørgaard og Bridget Jones klasket op ved siden af hinanden under titlen "5 seje og selvstændige singlekvinder"

De sidste to singlegirls er Carrie Bradshaw og Tyra Banks.

Hvis man ser bort fra, at valget af eksempler på singlekvinder er komisk stilforvirret, så er jeg også en lille smule foruroliget på mine singleveninders vegne... - over at to af de fremhævede eksempler på seje singlekvinder er fiktive figurer!

Heldigvis findes der seje (og ægte) singlekvinder i min egen omgangskreds - fortvivl ej, de findes out there. 

Womans eksempler byder i hvert fald på lidt for enhver smag. Vil man være den succesfulde Blixen der rejste fra sin utro mand (og Afrika), den småfeministiske og rapkæftede enke Lise Nørgaard eller den fiktive, men stereotypiske og klodsede, Bridget Jones?

Ved godt hvad jeg ville vælge. 

PS. Pssst - du kan stadig nå at være med i min give-away HER. 

Allerførste give-away!

Vind lækkerier fra Oh Deer!

Sammen med Oh Deer udlodder jeg disse to par flotte stjerneøreringe til en heldig læser:

Jeg faldt for deres lækre håndlavede smykker, da jeg mødte dem til loppemarked i Mølleparken og jeg er ret beæret over, at få mulighed for at forære nogle af deres fine produkter væk til en af mine søde læsere.

Alt du skal gøre er at smide en kommentar til indlægget, så deltager du i lodtrækningen.

Og om en uge udtrækker matematik-kyndige (og uvildige) Jakob den heldige vinder for mig.

Held og lykke til jer alle sammen!

Undskyld, men jeg har det faktisk godt

Det værste ved at være jobsøgende er, at man helt uvilkårligt får dårlig samvittighed, hvis man lige pludselig tillader sig at føle at man har det godt.

"Hvordan har du det?" spørger folk som om de forventer at jeg har det ad helvede til og kigger på mig som om jeg lider af en livstruende sygdom.

Det er som om det forventes at jeg skal gå rundt i en desperat og panisk undtagelsestilstand indtil jeg har fundet et job og igen er blevet ligesom normale mennesker.

Det er der bare ingen der kan holde til.

Så jeg beklager meget, og begynd nu endelig ikke at kalde mig Dovne Robert, men jeg har det faktisk utrolig godt.

Selvfølgelig vil jeg enormt gerne have et job - det første jeg gør om morgenen er at tjekke jobopslag og sende ansøgninger af sted - men jeg gider ikke gå i spåner, fordi jeg ikke har fået noget job endnu.

I stedet vil jeg prøve at bruge min ledighedsperiode på noget fornuftigt - altså noget der giver mening for mig. Jeg får skrevet på nogle projekter jeg aldrig troede jeg skulle komme videre med og der er mange flere spændende projekter på vej det kommende stykke tid.

Jeg keder mig ikke, tværtimod.

Jeg tilhører den fløj der mener, at man ikke skal give de ledige skylden for finanskrisen.

(Der har godt nok været finanskrise lige siden jeg blev student og lige siden mig og Jakob blev kærester, men jeg tvivler på, at det har noget med finanskrisen at gøre, ærlig talt.)

Alligevel forstår jeg godt, hvorfor der er mange jobsøgende der ender med en diagnose på stress eller depression i stedet for et fast arbejde.

Det er et kæmpe pres at være udenfor arbejdsmarkedet og man har uden pis dårlig samvittighed hele tiden. Man bliver flov over sig selv og ja, føler ikke at man kan tillade sig at nyde, at have tid til at gøre det man synes er fedt her i livet - hvilket for mit vedkommende er at skrive.

De fleste mennesker kommer på et tidspunkt i deres liv til at opleve en "ledighedsperiode" og jeg er oprigtigt bange for, at der er mange der kommer til at spilde sådan en periode med bekymringer, stress og dårligt selvværd i stedet for at se det som en chance for at dyrke de ting man er god til og holder af - når det nu alligevel skal være.  

Mere optimisme og færre skeptiske blikke, tak.

Hvor jeg var i lørdags?

Siden du måtte undvære et blogindlæg?

Jamen jeg var da gået i barndom her:

I Legoland-land.

Det bliver man aldrig for gammel til.

Motionsdag er latterligt

Jeg kan fornemme, at folkeskolerne stadig afholder den årlige motionsdag. Det er der sikkert nogen der synes er en dejlig tradition. Specielt de lærere der skal stå på ruten og krydse lister af med en pose lakrids i lommen og timeløn.

Personligt har jeg altid ment, at motionsdag er fuldstændig latterligt (pyh, så slap det ud). Jeg har i hvert fald ment det temmelig intenst siden jeg var ca. 10 år.

For det første, så ved vi jo alle sammen godt, at det (desværre) ikke batter noget kun at dyrke motion en gang om året.

Man skal ud og have pulsen op hver dag skal man. Så de børn der går til sport og dyrker masser af motion i fritiden, synes motionsdag er nemt og suser igennem det hele. 

De børn der går til billedkunst, kor og klaver i fritiden synes motionsdag er helvede på jorden.

Så jeg er ked af at sige det, men argumentet om, at motionsdag kan motivere de ikke-sporty børn og give dem lyst til at dyrke motion, falder totalt til jorden. Totalt.

Jeg har aldrig oplevet noget mere demotiverende i mit liv end folkeskoletidens ulidelige motionsdage. 

Det er en lang, ydmygende og unødvendig pine for at alle andre end lærerne. (Eller måske er det det også for dem, who knows?)

Stop det så!

Og lav noget sjov motion med børnene til hverdag i stedet. En hel dag med motion er for meget. Lidt motion hver dag er godt.

Idélageret vokser

Jeg er jo begyndt at skrive opgaveidéer ned - ikke fordi jeg tror at særlig mange af dem nogensinde bliver til noget. Slet ikke. Men fordi jeg vil gerne være bedre til at finde på.

Og jeg tager det altså som et tegn på, at jeg nok alligevel glæder mig en lille smule til kandidaten, når jeg ligger og er ved at falde i søvn, for så at flyve op og notere det her på mobilen:

Eller også er jeg bare allerede skræmt af specialet.

I hvert fald har jeg blogs på hjernen. 

Jeg føler mig ikke specielt meget som Mette Blomsterberg, når...

- Jeg tager mine strømper af, for at finde ud af om det er dem eller køkkengulvet der klistrer (det var køkkengulvet).

-Jeg lige står og slikker skålen ren efter jeg har lavet chokoladeganache.

- Karamellen er ved at skille og jeg kommer til at skolde min ene finger med den.

Der var flormelis überalles, men jeg endte heldigvis med  at være ret godt tilfreds med min amatør-præstation alligevel.

Og jeg er jo, heldigvis havde jeg nær sagt, heller ikke Mette Blomsterberg.

PS. Jeg lover at der ikke kommer flere billeder af macaroons lige foreløbig. 

24

I dag fylder jeg 24.

Det kalder næsten på et babybillede:

(Måtte lige finde et billede der kun indeholder baby-Mette, så jeg ikke flasher mine forældres, iøvrigt flotte, slut-80'er looks) (derfor er det ikke fra en fødselsdag)

Min søde mor var 24 da hun fik mig.

Så ubevidst har jeg nok altid forestillet mig, at nogen skulle komme dumpende og overrække mig en udvidet ansvarsfølelse og et diplom med teksten "Tillykke, NU er du voksen!", når jeg fyldte 24.

Så jeg venter spændt! Imens står den på gaver, macaroons og asti. Min fødselsdag er altid den dejligste dag på året! (Synes jeg).

Også selvom jeg bliver ældre (og med årene er blevet knap så glad for bolde).

Hurra alle sammen!

642 things to write about

Jeg forelskede mig i den da jeg så den i Urban Outfitters i New Orleans.

Jeg vidste også med det samme, at jeg ikke kunne slæbe den med i min rygsæk resten af vejen tværs over USA og hele vejen tilbage igen.

Så jeg måtte nøjes med at tage et billede af den...

I går fandt jeg den så i min postkasse:

Gudskelov for internettet

- and keep writing!

Festkøen i Netto

I fredags havnede jeg, for anden fredag i træk, i festkøen i Netto.

Ugens mest velduftende og højrystede kø, tør jeg nok påstå. Folk rundt omkring mig skulle have øl, chips, frysepizzaer og cola - de sidste to ting var sandsynligvis et forsøg på at undgå tømmermandskøen i Netto den følgende morgen.

Festkøen starter fredag eftermiddag og rykker først over på tanken når Netto lukker.

Nogen var allerede fulde og råbte på hinanden, "Dennis, du skal betale!" og cigaretautomaten var på overarbejde og spyttede Blå Kings ud i en hulens fart.

Den ene fredag så jeg en fyr cykle forbi mig med tonic og en pose peanuts under armen, allerede da jeg kom ud af min hoveddør. Jeg kunne lige se situationen for mig. "Vi har GIN!" har hans venner garanteret skrevet til ham "Ta' tonic og snacks med".

Jeg burde have vidst hvad der ventede mig i Netto.

Alle var på vej til fest, virkede det til, undtagen mig. Selv stod jeg der i mine orange gummistøvler og skulle hverken have Mokai eller billig hvidvin. Jeg skulle have speltkerner og solsikkekerner til rugbrødsdejen derhjemme.

Følte mig rimelig malplaceret. Og temmelig lille mellem alle fyrene og stiletterne.

Trænger virkelig snart til at komme ud og feste igen... Party on, Aarhus.

Tapas & love (+ vin)

Min svaghed for homemade tapas betød at mit liv så sådan her ud to gange i september på trods af, at jeg er jobsøgende:

Alle fortjener sådan en aften! (Og ja, jeg er typen der (nogle gange) fotograferer min mad)

Om at lave aftaler med sig selv

Når man er jobsøgende i et velfærdssamfund, ikke? Så befinder man sig i en regel-jungle, men det er ikke det, det skal handle om.

Det skal nemlig handle om mine egne regler (igen) (jeg har skrevet om det før HER). For hvordan går det egentlig, med de regler jeg har sat op for mig selv?

Overraskende godt.

I ved: Sådan noget med, at lave en aftale med sig selv om, at man skal tage 50 mavebøjninger to gange om dagen og sårn, det plejer rimelig hurtigt at løbe ud i sandet.

Hvorfor det? Fordi det er en lorte-aftale. Man skal ikke lave regler for sig selv, som man ved, at man ikke kan overholde. Dårlig idé. 

Derfor går det heller ikke særlig godt med at få løbet og det er meget svært kun at spise slik i weekenderne.

Tilgengæld går det OK med at stå tidligt op, fordi jeg kan sige til Jakob, at han skal tænde lyset når han vækker mig kl. 7, og det går strygende med at tjekke jobopslag, skrive ansøgninger  og i det hele taget bare skrive og læse hver dag.

Jeg skriver og læser som aldrig før - og det siger saftsuseme ikke så lidt.

Desuden er der kommet to nye, hjemmebryggede aftaler/regler/retningslinjer på stammen og dem er jeg selv ret begejstret for:

- Skriv logbog hver morgen
- Skriv mindst én idé til en akademisk opgave ned hver aften. (Så jeg har et idé-lager, når jeg starter på kandidaten) (ambitiøst).

En ugle med posten

Eller bare det forsinkede loppefund...

På loppemarked i Mølleparken (se HER), mødte jeg en kreativ dame, som solgte flotte, hjemmesyede mobil-ugler.

Desværre var den ugle, jeg allerbedst kunne lide, alt for lille til min kæmpe-klods af en iphone 3G. Men damen forbarmede sig over mig og tilbød at sy en større ugle magen til og sende den til mig! Om jeg blev glad!

Den anden dag kunne jeg så (i ægte Harry Potter-stil, hæ) modtage en ugle med posten:

  

Billedet er ikke helt tro mod den varme, brune farve som uglen egentlig har, den er endnu flottere i virkeligheden og min mobil er flot klædt på til næste sæson. Selvom man er gammel, kan man jo godt være smart.

Besøg den kreative dames hjemmeside HER, hvis du selv står og mangler en ugle at gå vinteren i møde med.

Lagkagesæson

Tænk hvis der var en bestemt måned på året, hvor man fejrede fødselsdag hele tiden, spiste kagemand, pakkede gaver ud, gav gaver og gik lange ture i efterårsskoven?

Hæ. Det er der i min familie.

Inde i mit hoved har oktobermåned aldrig heddet andet end fødselsdagsmåneden eller lagkagemåneden:

Mig og mine to søskende har nemlig fødselsdag i oktober.

Det er fedt.

Selvom jeg også nogle gange føler mig fristet til at døbe min oktober "lille-december", med alt gave-køberiet og alle datoerne der skal gå op.

Men når jeg tænker tilbage på min barndoms oktobermåneder er det sådan et halv-utydeligt, lykkeligt sammensurium af flag, kagemænd, fødselsdagssange, fællesfødselsdage, børnefødselsdage, skattejagt, boller, varm kakao, lagkagelys der pustes ud, gaver der gemmes, pakkes ind, pakkes op osv. i en uendelighed.

Jeg elsker det! Og jeg glæder mig til alt det fødselsdagsfejring den kommende måned byder på.

Hip hip hurra!

Hvornår må man egentlig begynde at samle?

Nu hvor vi allerede er ved det der med skønne miljøvenlige produkter af naturlige materialer (se indlægget fra i går HER), så har jeg altså haft lyst til at købe Natursutten lige siden jeg så sidste afsnit af dokumentarserien "Hængt ud på forsiden".

Hvad Mette!? Du har jo ingen børn?

Nej det er rigtigt. Så det er måske også lidt dumt, men jeg fik bare så ondt af hende direktøren, der havde fået sin virksomhed næsten ødelagt, fordi Søndagsavisen løj om hendes produkt.

Jeg blev grebet af stor sympati for projektet og så er det jo bare en mega flot sut.

Selv har jeg aldrig rigtig brugt sut og derfor har jeg nok altid gået og tænkt, at det har mine kommende børn nok heller ikke lyst til. Men hvis de alligevel skulle føle trangen, så bliver det altså natursutten, de får fornøjelsen af. Basta.

Så jeg overvejede lidt om jeg skulle købe den og så lige gemme den de par år eller fem.

Overfor mig selv kom jeg til at sammenligne det lidt med de piger, der begyndte at samle på spisestel allerede til deres konfirmation.

Jamen... Det er da det samme?

Tror nu alligevel jeg venter. Har heller aldrig været tallerken-samler. Håber bare der er nogen med babyer, der har fået samme købe-trang som mig, så den rare øko-iværksætter kan få fut i sin virksomhed igen.

Gave i postkassen

I weekenden modtog jeg denne fikse lille pakke med posten:

Ja. Det er en menstruationskop kan jeg afsløre - eller rettere: En OrganiCup. Det miljørigtige alternativ til bind og tamponer.

Jeg har fået den tilsendt, fordi jeg skal afprøve den ved lejlighed og fortælle jer om det er noget der er værd at bruge penge på.

Spændende ikke?

Det synes jeg i hvert fald.

Blåt glimmer til drengene

Jeg er i bagehumør. Så den anden dag sad jeg og lavede lidt research på spiseligt glimmer. Meget hyggeligt egentlig. Men jeg må indrømme, at jeg blev lidt forarget på kønsdebattørernes vegne da jeg så DET HER hos Dr. Oetker.

Glimmer skal åbenbart være blåt for at drengene må elske det? Eller? 

Er jeg den eneste der synes teksten er bare en lille smule politisk ukorrekt? Hvad hvis der er en lille fyr der bare elsker lyserød eller en lille pige, der synes blå er for fedt?

Jeg har godt hørt om fødselsdagsfester i børnehaver, hvor der var blå cupcakes til drengene og lyserøde til pigerne, så de rigtig kan blive placeret i nogle stereotype kønsroller.

Men det der med drengefarver og pigefarver er bare so last year, Dr. Oetker. Måske man bare skulle prøve at lade være med at blande kønsopfattelser ind i glimmersalget...

Det er med til at fastholde nogle forældede kønsopfattelser. Jeg kan selv huske hvor forarget jeg engang blev som barn, da en veninde betroede mig, at hendes yndlingsfarve var blå.

Er vi virkelig ikke kommet videre?

Kikset  forsøg på at få drenge til at elske glimmer.
Men respekt for dem der gør. I alle farver.