Fristet kattedame

Jeg er potentiel kattedame. Jeg elsker, elsker, elsker katte - og det gør Jakob heldigvis også! Derfor skal vi selvfølgelig have kat en dag, men det bliver desværre ikke mens vi bor her i rækkehuset, for man må ikke have husdyr her. Argh! Jeg har ellers altid sagt, at jeg kun ville flytte i rækkehus, hvis jeg måtte få en kat, men sådan ændrer tingene sig jo hele tiden (eller i hvert fald når man får en baby, hæ).

Katte har jo ry for at gå deres egne veje og være ret ligeglade med diverse husordner og regler, så halvanden uge efter indflytning, stod der en kæmpe kat på vores terrasse og gav meget bestemt udtryk for, at den altså hører til her. Den ville ind - og det kan jeg egentlig godt forstå, for det regnede. Sådan er katte nogle luksusdyr.

Jeg lukkede den ikke ind. Jeg er alt for autoritetstro.
Og den er desværre ikke min.

Livet på landet

Jeg bliver nødt til at blogge lidt, selvom jeg egentlig er alt for træt. Vi er rykket ud af byen og har lejet et rækkehus i en lille landsby udenfor Aarhus. Her er stille, men her er dejligt og vi nyder virkelig at have fået så meget mere plads. Jeg har - i frygt for at komme til at kede mig - fra starten været meget opsat på at integrere mig i lokalsamfundet.

Jeg er...

- Troppet op til "ammestue" i den lokale sognegård. Som den eneste.

- Blevet klippet hos den lokale frisør, som efter kl. 16 om eftermiddagen åbenbart ikke havde smalltalk med i prisen. Aldrig har jeg oplevet en mere tavs frisør. Udover mig var der også en ældre mand i salonen og en teenagepige, der skulle have farvet håret lilla....

- Blevet medlem af byens facebookgruppe, fordi jeg troede at man her kunne finde info om *alle* de spændende ting, der sikkert sker i sådan et hyggeligt lokalsamfund. Det der sker i facebookgruppen (som FYI har over 1000 medlemmer) er hadefulde diskussioner om kæledyr - og især deres afføring.

- Blevet beta-tester på reshopper-app'en til Android, så jeg kunne få den på min telefon (som pt er min eneste internetadgang) og sætte min søgeradius til 2 km. En af mine yndlingsbeskæftigelser er, at købe brugt børnetøj privat - og det kan forhåbentlig bringe mig lidt rundt i byen.

Som I kan se, har min mission ikke kastet vilde resultater - i form af kaffedates med andre mødre - af sig indtil videre, men jeg lover at blive ved. Fortsættelse følger.

Tropenætter og en jungle i baghaven

Det er tropenætter vi oplever for tiden, har jeg hørt og jeg burde have vidst det, for jeg har sovet dårligt på grund af varmen i adskillelige nætter. Jeg har ligget der og vendt og drejet mig (så godt jeg nu kan) og tænkt underlige tanker og drømt underlige drømme. Jeg har hørt, at det hjælper at være længe oppe, så man er ægte træt når man skal sove, så igår holdt jeg mig vågen til kl. 23 - ikke så meget pga. det ellers udmærkede råd, men fordi jeg er ved at læse "The Silkworm" af Robert Galbraith (J.K. Rowling) og den er altså svær sådan lige at ligge fra sig, når man først er gået i gang!

Apropos varmen så har jeg også hørt, at gravide oplever temperaturen som 8-10 grader højere end den egentlig er. Jeg ved ikke om det passer, men det forklarer en hel del, hvis det gør! Jeg har det - uden pis - som om jeg befinder mig i Grækenland eller Kroatien eller et andet dejligt sydeuropæisk land i øjeblikket.

Ikke desto mindre havnede jeg pludselig i Aarhus' egen bette jungle i går, da mig og min veninde skulle "drikke kaffe" (læs: spise is og drikke iskold hyldeblomstsaft) i Væksthuset i Botanisk Have, hvor de har en skøn lille café - og naturligvis også en lille jungle:

Så der gik vi og svedte mellem tropiske planter og sommerfugle, der lignede noget fra en tegnefilm (og overgearede svenske børn, der helt sikkert ikke havde været i Randers Regnskov endnu, men Væksthuset er jo også gratis). Det var herligt at være derinde, men også herligt at komme ud i et lidt mere udholdeligt klima igen bagefter.

Sprunget på økovognen

De to streger på graviditetstesten blev en kærkommen lejlighed til at gøre noget, som jeg egentlig gerne har villet gøre længe; nemlig at begynde at bruge økologisk make-up og købe parfume- og parabenefri skønhedsprodukter, der - så vidt muligt - er økologiske.

Som I kan se, så har jeg ikke været særlig konsekvent, men købt alle mulige forskellige mærker, der på hver sin måde lige passede godt til mig. Der mangler også en balsam og lidt forskellige andre ting. Det skyldes at jeg går frem efter det princip, at jeg bruger det jeg har, før jeg erstatter det med noget øko - og lige netop balsam har jeg altså en ordentlig dunk stående af.  Jeg er med andre ord altså ikke blevet fanatisk på en nat, men bare mere bevidst. 

Jeg kommer til at skulle blive ved med at prøve mig frem, fx så klumper økomascaraen fra Anne Marie Børlind helt vildt meget, så det her indlæg skal bestemt ikke tages som en anbefaling af produkterne, men som en anbefaling til generelt at tænke over hvilke kemikalier, man udsætter sin krop for - gravid eller ej. 

Forårskoen

I lørdags følte jeg mig sur og irritabel og rundt på gulvet. Jeg kunne slet ikke finde mig til rette nogen steder og overhovedet ikke finde ud af hvad jeg ville. Det kan da ikke være pms, tænkte jeg, mens hedeturen væltede ind over mig. Jeg åbnede vinduerne på vid gab og tjekkede at alle radiatorer var slukket. Nej det var for tidligt, det var for galt.

Jeg burde have tænkt tanken allerede da jeg opdagede, at det hjalp at gøre rent. Bare det at foretage sig et eller andet gjorde det meget mere udholdeligt.

Alligevel var det først, da jeg senere på dagen sad på sengen og stenede lidt ud af det stadigt åbne vindue, at det gik op for mig, hvad der var sket. Ved et tilfælde kom jeg til at høre fuglekvidren gennem alle byens mange lyde.

Det er blevet forår.
Og den er stensikker hvert år. Jeg bliver ikke allergi-agtig med stoppet næse og øjne der løber i vand. Når jeg cykler, indånder jeg forårets duftende luft, som om det var det sidste luft der fandtes. Jeg skovler den ned i mine lunger. Inhalerer den. Grådigt.
Det er ikke det der er galt.

Jeg bliver heller ikke mærkbart forårskuldret og render ikke rundt som en idiot og griner fjoget (kun når ingen ser det, shh).

Nej. Jeg bliver forårsrastløs - og aner ikke hvilket ben jeg skal stå på. Det kribler i hele min krop. Jeg får lyst til at der dødogpineogforpokkerdaogså skal ske noget lige nu, men jeg ved bare ikke hvad det er.

Jeg ved bare, at det er enormt irriterende at gå rundt i over en måned og have det som - jeg ved det ikke - en ko der lige om lidt skal på græs men ikke ved det og så lidt alligevel, måske?

Samlertyper

Da mig og Jakob gik langs stranden ovre på Fur og lige pludselig havde lommerne fyldt med sten og små konkylier gik det op for os, at vi måske lidt er nogle samlertyper. Vi kunne ikke lade være med lige at finkæmme et større område af stranden for søde små konkylier, vi havde fået øje på.

Nu ligger dét her så i vores entré...

... og vi aner ikke hvad vi skal bruge det til.

Ikke desto mindre var der stor begejstring, da jeg havde været på loppemarked i weekenden og gjort nogle uomtvistelige kup. Bl.a. et skab som vi lige skal blive enige om, hvor vi overhovedet har plads til at hænge op.

Jakob var da også mest begejstret for kaffefilterholderen - for sådan en manglede vi rent faktisk. Indtil videre er den også det eneste af loppefundene, der rent faktisk har fået en plads i lejligheden...

Flot ser det ud!

Tour de Fur

Jeg har ikke været en særlig aktiv blogger den sidste uges tid. Måske skyldes det, at jeg ikke har særlig meget at blogge om, medmindre I synes det er spændende at høre om, hvor mange burgere endomondo mener, jeg har forbrændt eller at træet foran mit vindue har valgt det helt rigtige tidspunkt at springe ud på. Eller også skyldes det, at jeg bruger enormt meget tid på et andet skriveprojekt som jeg ikke vil løfte sløret for endnu. Eller også skyldes det, at jeg har tilbragt storbededagsferien på Fur, sammen med nogle skønne venner. Mange af dem har jeg kendt siden efterskoletiden. Jakob var selvfølgelig også med.

Her er lidt stemningsbilleder:

Jakob slår smut

Det særlige ler på Fur: Moler

Sofahygge

Sommerfuglebog

Rendyrket nostalgi

Jeg blev lidt forelsket i udkantsdanmark må jeg indrømme. Faktisk undertrykker jeg tit en lyst til at flytte ud hvor kragerne vender (fx en lille ø som Fur) og leve halvvejs i isolation mens jeg bader i havet hver morgen året rundt og skriver en bog. Jeg kom endda til at stå og kigge lidt på opslag i ejendomsmæglerens vindue. Skulle bare lige se hvor meget man kan få for pengene derude. Meget.

Men bare rolig. Jeg lover at blive indenfor "civilisationens grænse" (også kendt som 3G net). Foreløbig i hvert fald.

PS. Ja jeg var i vandet i morges. Ja det var koldt.