Som taget ud af en film

Ved to lejligheder, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her, har jeg flygtigt hilst på en mor og hendes søn. Efter begge "møder" har jeg haft følelsen af, at de virkelig mindede mig om nogen eller noget. I dag gik det så op for mig hvem det var - og det var da simpelthen de her to...

 ... Fra filmen "About a boy" (2002).
Hold op, hvor er hjernen bare kludret nogle gange.

Festuge-flashbacks

Hver gang jeg har været inde til Aarhus Festuge, efter jeg er flyttet til Aarhus, er jeg blevet ramt af insisterende flashbacks. Jeg ser mig selv sidde på Clemens Bro i hullede bukser og sort sweatshirt. En spinkel teenagekrop med dåseøl fra 7eleven og en masse spraglede efterskolevenner omkring sig.

Fjollet dans til festuge-indianernes playbacktoner.

Pludselig husker jeg den bagstive morgen hvor jeg spontant fik lavet det tredje hul i mit højre øre og jeg husker en sen natbus til Silkeborg. Alle de gange jeg frekventerede festugen som teenager filtrer sig sammen til ét stort minde fyldt med gensyn, forvirring og fest. Nu virker det som så længe siden, at jeg aldrig kan lade være med at blive overrasket over, at festugen, som den var dengang, stadig findes. Når nu mit spinkle teenage-jeg for længst er historie.

Litterær krigskorrespondent

I flere uger har jeg sovet med Lonely Planets guide til Tyrkiet ved siden af mig.

Siden i vinters har jeg drømt om sol, smukke ruiner, eksotisk mad og hvirvlende sufier.

Jeg har sat mig ind i tyrkisk geografi for første gang i mit liv og ved nu, hvor steder som Ephesus, Pamukkale og Amasra befinder sig på landkortet. 

Jeg har udspurgt folk jeg regner for at vide noget om Tyrkiet (hvis du ved noget og jeg ikke har spurgt dig om noget, så bare vent).

I går sad jeg i sofaen og købte en bog med digte af Rumi - en digter og mystiker fra det 13. århundrede, der boede i byen Konya. Som vi naturligvis også skal besøge.

Hvis man læser "On the Road" af Jack Kerouac, mens man rejser USA tynd, så læser man da Rumi i Konya.

Ikke? 

Tyrkiet, tænker du nu, der er jo så meget ballade!! 

Lidt ekstra krydderi til en allerede godt krydret rejse - eller en total katastrofe? 

Jeg bliver jo nødt til at tro det første og lave sjove parodier på Rasmus Tantholdt og Ulla Terkelsen undervejs.  Jakob laver desuden verdens sjoveste parodi på Steffen Jensen. 

PS. Jeg læser nok også noget Orhan Pamuk. 

PPS. Jeg snakker nok også med de unge tyrkere om, hvordan det går med deres stakkels demokrati og prøver at være moralsk støtte. 

Et ord jeg aldrig troede jeg skulle høre

"Jeg har tænkt på noget" sagde Jakob meget alvorligt en aften,

"Hvad er det?" spurgte jeg halv-uroligt,

"Når vi skal ud at rejse..." sagde han "hvad gør vi så med surdejen?"

Vi smider den ud og laver en ny når vi kommer hjem, tænkte jeg, men jeg kunne godt fornemme på situationen, at det ville være taktløst.
Så jeg sagde:

"Måske kan vi finde nogen der vil passe den?"

Og tænkte at det nok ikke bliver ligeså nemt, som at finde en barnepige til orkidéen.

"Ja" svarede Jakob tænksomt "I Sverige har de faktisk et surdejspensionat..."

"Man SKAL kunne regne, man SKAL kunne læse"

- sagde formanden for Danske Skoleelever fredag morgen - og det kan hun jo sådan set have ret i. Det er i hvert fald det smarteste. Hun sagde det alt imens at hun erklærede sig enig i forslaget om, at alle skal bestå både dansk og matematik i 9. klasse, for at komme videre på en ungdomsuddannelse. Hvilket jo sådan set også giver god nok mening.

Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle mig en anelse ramt.
Jeg kan nemlig (stort set) ikke regne.

Jovist, jeg bestod afgangsprøven i matematik i både 9. og 10. klasse - godt reddet af gruppeeksamner og simpelt gætteri (gad vide om man skal gange eller dividere her? Okkergokker...). En rar småkommunistisk matematiklærer lod mig bestå matematik C i gymnasiet af ren medlidenhed.

Til gengæld er det gået forbløffende godt med at læse litteraturhistorie på universitet.
Med andre ord: Det ene udelukker ikke det andet.

Jeg har det sådan lidt stramt med, hvis vi, i det her samfund, bilder vores børn ind, at man overhovedet ikke kan blive til noget, hvis man ikke er særlig bogligt eller matematisk begavet.

Det er et snæversynet og fattigt samfund, der gør sådan noget.
Et samfund hvor der ikke er nok plads til forskelligheder, kreativitet og (læringsmæssigt) late bloomers.
Sådan et samfund gider vi ikke være, vel?

Vi skal da være sådan et samfund, hvor vi  godt ved at alle kan noget. Alle har noget de er dygtige til - og selvfølgelig er der intet af det vi kan undvære i det store fællesskab som udgør vores (forhåbentligt favnende og mangfoldige) samfund.

Hippien har talt.

Det hyggeligste indspark til konflikten

... Må helt sikkert være den her lille protestsang, som Son of Ceasar sang i DR2 Morgen fredag morgen.

PS. Ja jeg ser DR2 Morgen. 

PPS. Mere Bob Dylan på skoleskemaet! 

De bedste bøger jeg læste i 2012

I forbindelse med årsskiftet fik jeg slet ikke lavet nogle skøre lister om, hvordan 2012 forløb eller hvordan jeg forventer at 2013 kommer til at forløbe. I 2013 kommer jeg i hvert fald til at holde bedre styr på, hvilke bøger jeg har læst - for det var ret kaotisk at tænke tilbage på, hvilke bøger jeg læste i 2012, så jeg kunne finde de allerbedste og anbefale dem til jer. Altså en lidt forsinket nytårsliste.

Jeg har udvalgt 5 læseoplevelser som står klarest og i bedst lys i min (åbenbart ret ringe) hukommelse. En lille "top 5", om I vil.

F. Scott Fitzgerald "The Great Gatsby" 

Jeg var forelsket i det her værk fra allerførste linje. Man er aldrig i tvivl når man sidder med virkelig stor litteratur mellem hænderne. Pludselig er man bare tryllebundet på et helt andet niveau og jeg havde meget svært ved at slippe "The Great Gatsby" da vi var i New Orleans. 

Jack Kerouac "On the Road"

Jeg læste "On the Road", mens vi krydsede USA. Jeg har siddet med den på en strand i Californien, hvor en flippet gammel dame passerede mig med ordene "crazy book" - en meget rammende beskrivelse faktisk. Jeg har læst i den på toget mellem San Francisco og New York, jeg har læst i den i Chicago og på caféer i New York og den tilførte et metaplan til de steder, som kun bøger kan. Fantastisk. Den sætter mange fuldstændigt rigtige ord på USA og ungdom.

Paul Auster "Orakelnat"

2012 blev året hvor jeg fik taget hul på Paul Auster. Jeg har foreløbig læst 3 bøger af ham og fik endnu en i julegave, som er på venteliste. "Orakelnat" er dog stadig den af dem, som jeg har været allermest grebet af.

 
Dy Plambeck "Gudfar" 

Jeg hørte Dy Plambeck læse højt til Vild med Ord og blev straks forelsket i hendes gribende beskrivelser og hendes eminente evne til at skildre et liv der ligger lidt på tværs af "det normale" på en troværdig og overbevisende måde. 

Christina Hagen "White Girl" 

Et stykke provokerende og tankevækkende eksperimenterende litteratur, der sætter spørgsmålstegn ved vores forkælede vestlige attitude overfor resten af verden. Leveret med humor, bandeord og uhyggelig identifikation. 

California dreaming

Da vi nåede så langt som til Californien, på sommerens rundrejse i USA, havde jeg fuldstændig sluppet alle bekymringer der relaterede sig til mit liv her i Danmark. Jeg syntes, at de ting jeg plejede at foretage mig, som f.eks. at blogge, var totalt ligegyldige. Jeg havde, for første gang nogensinde, en realistisk fornemmelse af, hvor lidt vi hver især fylder i verden.

Det var faktisk en befrielse.

Nu er jeg hjemme igen og tæsker rundt i min tilværelse, som en eller anden tosse der tror, at det jeg foretager mig virkelig batter noget i det store billede. Jeg savner den ro jeg fandt i Californien. Jeg går og drømmer om den tid, hvor vi kørte rundt mellem vinmarkerne i Santa Ynez, med backpackerrygsække og en rejseguitar, eller stod ude ved havet i Santa Barbara.

Jeg savner at sidde på stranden i løst tøj og læse "On the Road" og være fri fra alle de bånd der i virkeligheden binder os herhjemme. Alle de pligter og forventninger og, ikke mindst, alt det jantelov vi må kæmpe med hver dag.

Selvfølgelig er det svært at synes, at det jeg foretager mig er ligegyldigt lige nu, lige her. Jeg savner bare at kunne give sådan lidt (Californien-)slip på det hele.

Og stikke af.

(Jeg er plaget af tiltagende udlængsel)

6 timer for verdensfreden

Jeg elsker flippede mennesker. Så er det sagt. Jo nærmere vi kommer fordums hippier og Jesus-lignende flippere i hjemmelavet tøj og lædersandaler, jo bedre. Sådan er jeg ikke selv. Det er min kæreste heller ikke. Så det har ikke noget med det at gøre. Det er nok fordi jeg bare generelt godt kan lide mennesker der tror på andet end markedsøkonomien og parcelhuset. Det er fascinerende, inspirerende og også lidt utroligt, at der er nogen der lever den helt ud, ideologien, så meget at det næsten, men også kun næsten, bliver komisk.

Og man skulle ikke tro det, men i staterne fik vi virkelig valuta for pengene på det punkt. Særligt i Asheville, North Carolina der nærmest svømmede over med hipstere, flippere og hippier i alle afskygninger. I hvert fald på vores hostel med langskægget hipster-svensker, punkede tyskere, Jesus-fyren der begejstret udbredte sig om walk-in yoga nede i byen og der var selvfølgelig også veganere. Og et solopvarmet udendørs bad, en køkkenhave og en omfattende affaldssortering.

Det var her vi første gang stiftede bekendtskab med det fænomen at, selvom det bliver regnet for meget flippet, er der mange amerikanere som går op i bæredygtighed. Alt skal være lokalt, glutenfrit, økologisk, miljørigtigt osv. Det er så sødt. Men det kommer på en måde til at virke utroværdigt når holdningernes ophavsmennesker kører rundt i kæmpe biler.

Hermed et uddrag fra logbogen:

"Er jeg en lille smule træt af hykleriske, blomsterfanatiske, køkkenhaveelskende hippier der alligevel viser sig at køre rundt i store biler? Ja. Det er jeg måske" 

Og så er vi fremme ved det jeg vil fortælle: Ude foran et hul i jorden af en Greyhound-station i Asheville sad jeg og ventede på en bænk mens Jakob stod i kø for at stille et spørgsmål. Ved siden af mig sad to flippere på min egen alder med meget intense øjne og meget farvestrålende, laset tøj. De gav sig til at fortælle mig alt om en fantastisk skovfestival de lige have været på. Sammen med hundredvis af andre skovelskere havde de boet ude i skoven i en uge for at blive et med naturen, meditere, udveksle erfaringer og dyrke yoga.

Den sidste dag havde samtlige deltagere (og her toppede begejstringsniveauet i fortællingen) i tavshed og uden hverken mad eller drikke mediteret uafbrudt i 6 timer for verdensfreden. ... ...

Hvad siger man?

"I'm sure it helps"? Nah...

Men søde var de. Endnu et uddrag fra logbogen:

"Wow. Der er lige nogle hippier der har fortalt mig at de kommer direkte fra en skov-festival, hvor de bl.a. har mediteret 6 timer for verdensfreden! ... Folk her er sindssyge. Nogle gange ville jeg ønske at jeg var ligesom dem. Mindre rationel - mere idealistisk."