Terminsdatoen kom og gik...

... Og der skete ingenting! Jeg var til litteraturfestival om formiddagen og da jeg blev for træt tog jeg hjem og fik mig en lang lur. Bagefter drak jeg kakao og spiste kanelsnegle sammen med Jakob og en god veninde. Om aftenen fik vi god mad, Jakob drak en øl og bagefter så vi et afsnit af Suits.

Vi var glade og i feststemning fordi vi endelig havde nået terminsdatoen og folk skrev "glædelig terminsdag" og spurgte hvordan vi havde det. Jeg synes det er vildt dejligt når folk skriver og spørger om jeg snart har født, men der er virkelig ikke noget der tyder på det.

I dag er jeg lidt mindre optimistisk. Jeg ved godt, at der ikke er nogen babyer der er blevet derinde: Den kommer ud før eller siden, men hold op hvor må det gerne være snart! Jeg bliver nødt til hele tiden at minde mig selv om at jeg kun er gået én dag over tid, så jeg ikke kommer til at gruble for meget over for-og-imod igangsættelse osv., det bliver jo forhåbentlig slet ikke aktuelt! 

Det lille menneske i min mave vil tydeligvis bare gerne være septemberbarn og det kan jeg sådan set godt forstå. 

Ventehvalen

Nu er der kun godt en uge til terminen og jeg er ligeså stille nået frem til, at når de fleste førstegangsfødende går over tid, så kan det jo egentlig også sagtens gælde for mig.

Der er ikke rigtig optræk til noget, så jeg har besluttet mig for at nyde den sidste del af graviditeten i stedet for at ligge mig ned og have ondt af mig selv som en hval der venter på at blive skyllet tilbage i havet. I stedet gør hvalen rent, går på café og anmelder en bog for Stiften (hold op det er rart at have noget at lave!). 

I weekenden har vi også planer og så længe jeg holder mig beskæftiget føles ventetiden mindre lang. For den kan jo netop godt gå hen at blive lang, hvis terminsdatoen bare kommer og går uden at der sker noget. Jeg har besluttet mig for at lave aftaler og holde mig beskæftiget lige indtil den dag fødslen går i gang - sådan holder hvalen utålmodigheden på afstand. 

Den der frygt

Det jeg frygter allermest er ikke fødslen; jeg frygter at jeg mister forstanden når babyen kommer og lige pludselig glemmer alle de kloge ting jeg har tænkt (og sagt og læst) de sidste mange måneder som gravid, at jeg glemmer den ro og styrke, som jeg ved jeg får brug for og lige pludselig slet ikke er så cool omkring det hele, som jeg ellers synes jeg er. Ligesom når man står op om natten for at skrive ting ned man skal huske, fordi man dybest set er bange for, at ens hukommelse pludselig forsvinder (samme frygt).

Jeg har læst om spædbarnspleje som om mit liv afhang af det (sådan føles det også). Jeg har set amerikanske youtube-videoer om amning og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har gennemlæst sundhedsstyrelsens baby-app. Jeg er rædselsslagen for, at det hele er enten forsvundet eller ubrugeligt, når jeg ligger med babyen i armene. For selvom jeg er litteraturhistoriker, så ved jeg jo inderst inde godt, at det ikke er alting, man kan læse sig til.

Men hvis jeg ikke kan bevare roen, hvis jeg mister forstanden, så er jeg hjælpeløs. Jeg vil egentlig hellere beholde min egen sunde fornuft, end jeg vil overlade hele ansvaret til et hold af sundhedsplejersker og jordemødre. Især når vi risikerer at blive sendt hjem ambulant.

Jeg frygter allermest, at jeg efter fødslen lige pludselig ikke længere er mig. Selvfølgelig er det en livsændrende begivenhed at få et barn, men er den også personlighedsændrende? I så fald har jeg allerede ændret mig. Jeg har være mor i bange måneder nu; vores barn er bare stadig inde i min mave og lige nu i fuld gang med at undersøge, om det kan skabe plads (en lille ingeniør?) ved at skubbe sin bagdel så tæt på mine ribben som overhovedet muligt.

Det jeg i virkeligheden prøver at formulere er vel, at jeg håber at troen på at vi sagtens kan klare det, stadig er der når vi rigtig skal bruge den.

Bekendelser fra en højgravid

Jeg prøver på ikke at have ondt af mig selv, men det bliver sværere og sværere. Især når jeg ikke engang kan nå mine egne fødder. Jeg går og lurer lidt på, om jeg kan vente med at klippe tånegle til jeg har født. Men så skal jeg virkelig føde snart – og det er lidt usandsynligt. Chancen er der dog! På lørdag er der tre uger til termin og så er det ”helt OK at føde”, som de siger ude på jordemodercentret. Det er, som bekendt, lettere sagt end gjort.

Jeg er begyndt at gå og håbe at vandet pludselig går. Fx når jeg lige har været i bad eller når jeg står op om natten for at tisse. Jeg forestiller mig altid, at der kommer den samme flotte lyd, som når man åbner en god flaske rom - og så går det hele i gang. Stille og roligt. Jeg ved godt at det er fuldstændig langt ude. Især det med lyden. 

Jeg har egentlig ikke lyst til at være pivet, men jeg har flere gange vækket Jakob om natten i frustration over, at jeg ikke kunne få det dynebetræk, jeg sover med, til at nå ned over mine fødder, fordi det vender forkert. Og det er altså svært at gøre noget ved, når man er ligeså mobil som en skildpadde der ligger på ryggen, når man ligger ned. Ja. Vi får begge to trænet vores tålmodighed i de her dage.

Men jeg prøver på ikke at have alt for ondt af mig selv og indstille mig på, at der godt kan gå op til 5 uger før der sker noget. 5 uger hvor jeg bare bliver mere og mere tyk, træt, utålmodig og immobil. Og folk må godt lade være med at sige sådan noget med, at det nok ikke bliver bedre når babyen kommer ud. For når babyen kommer ud, så er ventetiden forbi og det nye liv begynder (på godt og ondt). Hallo! Selvfølgelig er det bedre! Alt er bedre end purgatorium.

Bryllup og "tømmermænd"

I lørdags var vi til et meget, meget smukt bryllup for min ældste fætter og hans udkårne. Det var en flot og festlig dag og det var skønt at se hele familien. Men ligesom jeg havde undervurderet hvor hårdt det er at være sommergravid, så havde jeg også undervurderet hvor mange kræfter det ville kræve af mig, at blive fragtet til Roslev i Nordjylland, være til bryllup hele dagen og efterfølgende overnatte i en fremmed seng med en krop der i forvejen var så mørbanket, at jeg næsten ikke kunne bevæge mig. Av siger jeg bare.

Morgenen efter vågnede jeg ikke fordi jeg var udhvilet, men fordi stort set hver eneste millimeter af min krop var øm. Man skulle dælme tro at jeg havde danset hele natten - og det ville jeg også hellere have gjort, men det kunne jeg af gode grunde ikke. Men sikke en bryllupsfest så længe det varede! 

Dagen derpå tillod jeg mig selv en "tømmermandsdag" da vi kom hjem til Aarhus. Først tog jeg en lur på flere timer og dernæst sad jeg i sengen og spiste vingummi og chokolade, mens jeg læste i en god bog. Jeg var så groggy, at jeg ikke engang orkede at svare på beskeder. Så i dag vågnede jeg op til en fin lille liste over hvem jeg skulle huske at svare eller skrive til. 

I dag er jeg til gengæld ramt af en virketrang som meget nemt kunne blive rastløshed, for der er ikke meget af det jeg gerne vil som jeg rigtig kan i øjeblikket. Jeg havde aldrig troet at man kunne savne så meget at bruge sin krop fuldt ud. Men inden frokost havde jeg til gengæld både nået at skifte mobilabonnement (sparer 70 kr!) og at købe fødselsdagsgave til min mor. Uden at rejse mig fra skrivebordsstolen selvfølgelig. 

Men... Hvornår?

Jeg bruger enormt meget tid på at spekulere over, gætte på og tale om hvornår jeg mon føder. Om godt en uge er jeg 37 uger henne og så kan det i princippet ske hvert øjeblik det skal være - 5 uger frem. Det er så vildt! Og det er skørt at skulle lave alle aftaler med det forbehold at jeg måske føder.

Jeg tror jeg har set højgravid ud længe, for selvom jeg synes at jeg har gjort et stort nummer ud af at fortælle folk, at terminen altså er 30. august, så vrimler det alligevel med kommentarer ála "nu sker det nok lige om lidt!" og "næste gang vi ses har du sikker født" - sådan har der været i over en måned. Især hos min frisør, hvor det efterhånden er blevet helt akavet stadig at være gravid, hver gang jeg kommer. Men mit pandehår er altså hurtigere til at gro ned i øjnene på mig, end babyen i maven er om at blive klar. 

Selvom de fleste førstegangsfødende går over tid, så har jeg alligevel en fornemmelse af, at jeg føder før terminen. Så det skal nok passe at jeg ender med at gå 14 dage over eller sådan noget. Jeg må hellere arbejde lidt med min tålmodighed...

Klar, parat ... ventetid!

Vi forbereder os på babyboblen på mange forskellige måder - ikke bare ved at fylde fryseren med lækre retter vi kan tø op når vi eftersigende intet andet magter, men også ved at få set en masse til vores venner, som vi eftersigende ikke kommer til at se noget til de næste 18-20 år og så ikke mindst slappe en hel masse af, for når babyen først har meldt sin entré kommer vi eftersigende aldrig til at lukke et øje igen.

Jeg kan ikke sove længe og jeg sover i det hele taget fuldstændig elendigt om natten - hvilket ikke er så underligt når der kun er to måder man kan ligge på og det er en kamp at skifte mellem dem. Til gengæld har jeg indført konceptet morgenlur - som går ud på at tage en lang lur et par timer efter at man er stået op. Bare for lige at indhente det forsømte.

"Babystationen" i soveværelset er også ved at være klar:

... Og jeg kan slet ikke få armene ned over hvor fint det er blevet!

Brok, travlhed og rettidig omhu

Nu er der seks uger til termin og hvis jeg ikke var der før, så er jeg der nu: Dér hvor jeg gerne bare vil have at ALT skal være klar NU! I forgårs skrev jeg en pakkeliste over ting vi skal have med ud på sygehuset når jeg skal føde og igår begyndte jeg ligeså stille at finde de ting frem som kan pakkes allerede nu. Jakob synes jeg stresser lidt, men selv synes jeg, at jeg udviser rettidig omhu. Måske har jeg også så travlt, fordi jeg selv er født tre uger før termin, så jeg ved, at det altså ikke er alle førstegangsfødende, der går over tid.

Jeg blev lidt nervøs for fødslen og især tiden efter fødslen, da jeg læste DEN HER artikel om hvordan førstegangsfødende sendes direkte hjem efter fødslen udefra Skejby pga. travlhed. Den slags troede jeg (måske naivt) ikke kunne ske derude. Jeg synes det er underligt at skulle gå at pakke tøj til flere dage til både mig, Jakob og babyen, hvis vi alligevel risikerer at blive sendt hjem med det samme.

Nogle gange tænker jeg, at det måske alligevel ville være nemmere at føde herhjemme, når vi alligevel skal slæbe alt hvad vi skal bruge lige fra tøj til at føde i til mad og bleer med ud på fødegangen og så ikke bare risikerer at blive sendt frem og tilbage mens veerne er igang, men også risikerer at blive sendt hjem lige når fødslen er overstået. Det kan da ikke være meningen, at man sådan skal fare rundt når man er igang med at føde eller lige har gjort det?

Æv.

Jeg bliver så sur over det system. Jeg bliver usikker og bange for bristninger, bange for at de vil give mig vedrop bare for at få fødslen til at gå hurtigere, fordi de har travlt, og bange for at komme forkert i gang med amningen bagefter.

Alligevel har jeg gået og moret mig lidt over, hvordan jeg vil reagere, hvis jeg er uendeligt udmattet og der kommer én og foreslår, at jeg skal tage hjem med det samme. Enten kommer jeg til at tude som et vandfald eller også, haps, så bider jeg hovedet af staklen. Verbalt.

Det er OK at have en træt dag

I dag har jeg haft sådan en dag, hvor jeg ikke rigtig har kunnet vågne. Hele dagen har føltes som om, at det var midt om natten. Jeg er gået rundt i zombie-tilstand og har slet ikke kunnet yde det, som jeg gerne vil. Dybt frustrerende.

Jeg kom for sent i seng i går (klokken var over 23), *nogen* havde en fest inde i min mave hele natten, jeg måtte ud og tisse fire gange og så lå jeg også lige vågen i over en time - ude af mig selv af bekymring - fordi jeg havde haft to plukveer lige i træk. Så alt i alt en fantastisk nat.

Jeg skulle have skrevet et fuldstændig genialt diskussionsafsnit på min eksamensopgave i dag, men i stedet er det blevet et middelmådigt (og halvfærdigt) diskussionsafsnit. Det er godt, at jeg er i god tid med opgaven, for sådan nogle dage her kan bare ikke forudsiges. Og der er ikke noget at gøre ved dem. Jeg må bare erkende, at den her dag gled forbi mig... (det er lidt ligesom at have tømmermænd, ikke?)

Min yndlingsbeskæftigelse på sådan en dag - og alle andre dage også faktisk - er at ligge i sengen med bar mave og begge hænder på maven og mærke babyen sparke derinde, mens jeg snakker og snakker til Jakob, den stakkel, som prøver at læse til eksamen. Hæ. I dag fik jeg valuta for pengene: Mens Jakob kiggede gav den et spark, der var så kraftigt at min mave nærmest hoppede. Jeg mærker den mere og mere, tydeligere og tydeligere for hver dag der går og jeg kan. ikke. få. nok af det!