Det uforudsigelige

Der er simpelthen ikke noget der kan sammenlignes med det her. Jeg har aldrig været så spændt på noget eller glædet mig så meget til noget, som til at den lille guldklump kommer til verden! I dag er der nøjagtig 5 uger til terminsdatoen og det er utrolig lang tid og utrolig kort tid på én gang! Vi er stort set klar til at tage imod babyen og igår til jordemoder fik vi at vide, at den har vendt sig med hovedet nedad og er ved at sætte sig godt fast. Stille og roligt bliver den klar til at blive født.

For en kontrolfreak som mig er det en udfordring at skulle vænne sig til det uforudsigelige. Først det at jeg ikke ved hvor, hvornår og hvordan fødslen kommer til at finde sted og bagefter livet med et lille barn. Jeg ved at jeg nok skal klare det hele uden problemer, men jeg skal på en eller anden måde have min hjerne til at stoppe med at gå amok i udarbejdelse af plan A, B, C, D, E osv. til enhver tænkelig (og utænkelig) situation. Især når jeg skal sove. For det kan jo for pokker ikke lade sig gøre. Jeg bliver nødt til at overgive mig, forberede mig så godt jeg kan og tage tingene som de kommer.

Hos jordemoderen fik vi også at vide, at vi skal forberede os på at blive sendt hjem lige efter fødslen hvis den ellers går som den skal. Også selvom jeg er førstegangsfødende. Det har ikke fået min hjerne til at gå mindre i selvsving. Selvfølgelig håber vi jo at alting går lige præcis som det skal - hvem gør ikke det? Men på den anden side, så frygter jeg at blive sat ud i en taxa midt om natten med en nyfødt baby og jeg frygter især at det kommer til at gå ud over amningen. Og igen er det uforudsigeligheden der er det værste, det med at jeg ikke hvornår, hvordan og hvor hurtigt. Samtidig med at jeg slet ikke er i tvivl om, at så skal vi også nok klare dét.

Brok, travlhed og rettidig omhu

Nu er der seks uger til termin og hvis jeg ikke var der før, så er jeg der nu: Dér hvor jeg gerne bare vil have at ALT skal være klar NU! I forgårs skrev jeg en pakkeliste over ting vi skal have med ud på sygehuset når jeg skal føde og igår begyndte jeg ligeså stille at finde de ting frem som kan pakkes allerede nu. Jakob synes jeg stresser lidt, men selv synes jeg, at jeg udviser rettidig omhu. Måske har jeg også så travlt, fordi jeg selv er født tre uger før termin, så jeg ved, at det altså ikke er alle førstegangsfødende, der går over tid.

Jeg blev lidt nervøs for fødslen og især tiden efter fødslen, da jeg læste DEN HER artikel om hvordan førstegangsfødende sendes direkte hjem efter fødslen udefra Skejby pga. travlhed. Den slags troede jeg (måske naivt) ikke kunne ske derude. Jeg synes det er underligt at skulle gå at pakke tøj til flere dage til både mig, Jakob og babyen, hvis vi alligevel risikerer at blive sendt hjem med det samme.

Nogle gange tænker jeg, at det måske alligevel ville være nemmere at føde herhjemme, når vi alligevel skal slæbe alt hvad vi skal bruge lige fra tøj til at føde i til mad og bleer med ud på fødegangen og så ikke bare risikerer at blive sendt frem og tilbage mens veerne er igang, men også risikerer at blive sendt hjem lige når fødslen er overstået. Det kan da ikke være meningen, at man sådan skal fare rundt når man er igang med at føde eller lige har gjort det?

Æv.

Jeg bliver så sur over det system. Jeg bliver usikker og bange for bristninger, bange for at de vil give mig vedrop bare for at få fødslen til at gå hurtigere, fordi de har travlt, og bange for at komme forkert i gang med amningen bagefter.

Alligevel har jeg gået og moret mig lidt over, hvordan jeg vil reagere, hvis jeg er uendeligt udmattet og der kommer én og foreslår, at jeg skal tage hjem med det samme. Enten kommer jeg til at tude som et vandfald eller også, haps, så bider jeg hovedet af staklen. Verbalt.

Sløjhed

Bare fordi ens krop er ved at gro en baby skal den åbenbart ikke snydes for en lille forårsforkølele. Igår kunne jeg næsten ikke være i mig selv for hovedpine - og feber havde jeg også (ak!). I dag går det heldigvis allerede lidt bedre.

Det er især godt at have det bedre, fordi der er nøjagtig en uge til jeg starter på en 10-dagseksamen og hvis jeg orkede kunne jeg vise jer et billede at et bogbjerg, der kan få selv den mest veldresserede læsehest til at blegne en lille smule. Jeg er lidt overrasket over at bogbjerg og sløjhed ikke har fået mig til at krakelere fuldstændig, men måske er det fordi at mundfulden er så stor, at jeg slet ikke ved hvor jeg skal starte med at blive hysterisk (selvom beskeden om, at jeg også lige skal skrive en anmeldelse med deadline næste torsdag klart er et godt bud).

Så er det alligevel nemmere at blive rød i hovedet af anstrengelse og vrede over en kammerjunke, der bare ikke vil knækkes over, eller begynde at skrige af raseri fordi ens rygsæk bliver ved med at vælte, når man sætter den på kommoden, og ens pandehår iøvrigt er grimt. Nej foreløbig kan man ikke påstå, at graviditeten har gjort mig mere moden. Men der måtte jo dukke et lille raserianfald (eller to) op, når alle de hormoner vælter rundt i kroppen.

Blærebetændelse og endnu et forsømt forår

I de her dage går jeg og håber, at foråret bliver ligeså varmt og lækkert i 2015, hvor jeg er på barsel. Jeg har sådan en idé om, at det bliver nemmere at komme ud og nyde det gode vejr, når to ondskabsfulde eksamensopgaver er skiftet ud med ansvaret for en baby. Det skal det være! Jeg er ikke den der slæber bøgerne med ud på plænen og giver mig i kast med noget udendørs læsning - så behageligt kan jeg simpelthen ikke ligge på et tæppe eller sidde på et bord-og-bænk-sæt. Bum. Slet ikke nu hvor jeg er gravid og min krop konstant føles som om jeg lige er startet til stram-op i FitnessWorld (hvilket jeg ikke er - jeg holder mig til hatha yoga). For tiden studerer jeg med en pude i ryggen og benene oppe, mens jeg bander mine eksamensopgaver langt væk.

Ikke nok med dét så var jeg faktisk udendørs og i direkte solskin i over to timer igår. Søndagen bød på fødselsdagsfejring hos en skøn veninde i haven på 4. maj-kollegiet, og det var som taget ud af et Skagens-maleri. Der var flag og kage og gode venner i mængder, så det var lige før jeg fik tårer i øjnene (men så følsom har hormonerne ikke gjort mig endnu, heldigvis). Prisen for at sidde på en udendørs bænk i flere timer med ikke andet end et vattæppe under min popo er, for mit vedkommende, blærebetændelse. Den pris måtte betales allerede i dag, hvor jeg så mig nødsaget til at smutte en tur omkring lægen efter en søvndrukken vejledningssession på studiet. Av for den, hvor er jeg ked af at have blærebetændelse - jeg havde sådan håbet, at jeg kunne klare en hel graviditet uden at den ville vise sit grimme ansigt (velvidende at det var et urealistisk mål - min blærebetændelseshistorik taget i betragtning). Det er en ret uheldig tilstand at befinde sig i, synes jeg, når der bor et lillebitte menneske i min mave.

Heldigvis er der råd for både blærebetændelse og forsømt forår. Der er indkøbt (og indtaget) medicin og jeg har skrevet både koldskål, kammerjunker og frugt på indkøbslisten. Nu er der ikke mere at gøre end at håbe at sommeren byder på ligeså lækkert vejr som foråret.

Usikkerhed overload

Noget af det, der gjorde de første 12 uger af graviditeten hårdest, var hverken kvalmen eller trætheden. Det var usikkerheden. Selvom det reelt set ikke var så mange gange det skete, så fik jeg en følelse af ikke at blive taget seriøst, når jeg henvendte mig til sundhedssystemet. Gang på gang blev jeg mødt med "lad os nu lige se tiden lidt an - du er jo ikke særlig langt henne".

Allerede da jeg ringede til lægen dagen efter at de to streger var tonet frem på testen, og jeg gerne ville have en tid til at få bekræftet min graviditet, fik jeg at vide af sekretæren, at lægen ikke kunne lave en test, der var mere præcis, end den jeg selv havde lavet. Så der var ingen grund til at komme, før jeg var 9 uger henne. Det er sådan set en fair nok begrundelse, men hold op hvor havde jeg bare et stort behov for, at der var en professionel, der tog sig tid til at se mig ind i øjnene og sige: "Den er god nok, du er gravid".

Til sidst blev jeg virkelig træt af hele tiden at få at vide, at jeg ikke var særlig langt henne - det føltes som om, at jeg nærmest var andenrangsgravid indtil de første 12 uger var gået, fordi risikoen for at noget går galt er så fandens stor i starten. Det var som om, at der var større fokus på dét end på at det faktisk ender med en baby i 80% af tilfældende. Det gjorde mig ret usikker, for det blev lidt sværere at gå og være overlykkelig over at være gravid, når det føltes som om, at vi var de eneste der rigtig tog det alvorligt. Så selvom sundhedspersonalet sikkert har set alt for mange tilfælde, hvor der er opstået komplikationer, så skal de huske, at den lille spire derinde altså betyder alverden for, i hvert fald, to personer.

Undskyld Rasmus

Bedst som jeg sad og lagde vasketøj sammen og så "DR2 Dagen" (bare kald mig pensionist?), ringede et Aarhus-nummer, som hverken jeg eller min mobil kendte.

"Det er Mette" sagde jeg.
"Er det Mette?" sagde en fremmed.
"Ja det er Mette" sagde jeg.
"Du taler med Rasmus fra Jyllandsposten" sagde Rasmus fra Jyllandsposten.
"Jeg vil ikke købe noget af dig" sagde jeg.

Og så lagde jeg på. Så utålmodig er jeg blevet med friske telefonsælgere, at jeg er kommet frem til at det bedste for os alle, er, at jeg blot afslutter samtalen så hurtigt og smertefrit som muligt. Det er ligesom at trække et plaster af.

Jeg nåede kun at sidde i 1 min. og håbe på, at Rasmus ikke havde ringet for at interviewe mig eller tilbyde mig et job (men så havde han sgu nok sagt sit efternavn), før telefonen ringede igen. Denne gang var det "ukendt nummer" og jeg tænkte at det nok var Rasmus fra Jyllandsposten, der nægtede at give op. Jeg tog telefonen.

"Ja?" sagde jeg.
"Er det Mette?" sagde en fremmed.
"Ja det er Mette" sagde jeg.
"Jeg ringer fra A-kassen ASE for at tale med dig om din A-kassesituation" sagde en fremmed.
"Jeg har allerede en A-kasse" sagde jeg så høfligt jeg kunne.

Så lagde jeg på. Undskyld, ASE.

Indhentet af mangelfuld nabosprogsundervisning

Et lille indlæg som bærer præg af, hvad det er der fylder for tiden: Mit studie. Jeg skal til at skrive en halvstor opgave om Astrid Lindgren og børns rettigheder. Foreløbig er stort set alle værker jeg har lånt hjem om emnet på svensk. De ser spændende og relevante ud. Jeg får med garanti brug for dem, men der er bare ét problem: Jeg kan ikke svensk.

Det var meningen at vi skulle lære svensk i skolen, ja, men de to svenske tekster jeg blev præsenteret for i løbet af min skoletid - en i 8. klasse og en i 1.g - var bare ikke rigtig nok til at jeg lærte sproget.

Men svenskerne er søde og kloge og har flotte efternavne. Nu indhentes jeg af skæbnen og får lært at læse svensk.

Wish me luck.

Hjemve

Den anden dag passerede jeg lillebroren til en jeg engang har gået i klasse med. Eller det tror jeg i hvert fald, at det var. Men det er egentlig lige meget, for hjemveen slog igennem mig som en mavepumper, mens jeg cyklede videre og ikke kunne lade være med at tænke på, hvor grim byen egentlig ser ud i regnvejr - sammenlignet med den "landsby" jeg kommer fra. 

Jeg savner nogle gange at være et sted, hvor der ikke bor flere mennesker end at man hilser på hinanden på fortovet. Men sådan nogle steder er vel sjældne efterhånden? Nogle gange glemmer jeg hvor jeg er, og kommer til at hilse på tilfældige mennesker her i Aarhus. Sådan nikke høfligt til dem på gaden med øjenkontakt og det hele. Folk må tro, at jeg er idiot. 

Her passerer vi hinanden som fortabte skygger i efterårsregnen; folk man har gået i parallelklasse med eller måske ikke har set siden efterskoletiden. Et andet sted ville vi have stoppet op og sagt "hej" - bare fordi vi boede i samme by. 

Ting der undrer mig pt. 2

- Linkedin
(og især hvorfor de sender mails med ingeniørjobs der er "relevante" for mig)

- Hvad der blev af udtryk som fx "panser" og "edb"
(måske siger man det stadig i Kbh?)

- Hvordan folk får tid til sådan noget som at strikke/se fjernsyn/lave mad/lege/købe tøj/købe STØVLER i det her samfund.

- Hvornår jeg sidst har gjort mine køkkenskabe rent indvendig.

- Hvorfor butikkerne hvert år tror, at folk har lyst til at spise pebernødder og brunkager i oktober. Gå så væææææææææk! 

Girls will be girls?

For et par dage siden blev jeg ringet op af en grædende veninde, der bliver holdt udenfor af nogle andre veninder, som jeg (heldigvis, havde jeg nær sagt) ikke kender. Åh altså. Det er en svær en at trøste på, for hvad kan man sige andet end at hun fortjener bedre end det? Jeg ville ønske at jeg kunne gøre noget ved det, for, også jeg, kender smerten ved at blive hold udenfor.
Det tror jeg alle gør.

Men. Det var da hun gentagne gange hulkede, at det var ligesom at være tilbage i folkeskolen, og senere da Jakob sagde "hvorfor gør I piger sådan noget mod hinanden? - Altså ikke dig, men de andre?", at det gik op for mig, at det der latterlige tøsefnidder, som jeg har været så overbevist om, at vi ville vokse fra, åbenbart er fulgt med os (eller nogle af os?) ind i voksenlivet.

Øv. Kan vi ikke lige aftale, at vi behandler hinanden ordentligt fra nu af, piger?

Ting der undrer mig...

- At det stadig er september (for det er da ved at være ret koldt, ikke?)

- At jeg ubevidst kan være så glad for Turkish Delight, at jeg nogle gange drømmer om det om natten.

- At jeg ikke anede, hvad jeg skulle skrive, da jeg blev bedt om at signere en bog for første gang i dag. Jeg har alligevel drømt om det siden jeg var tretten...

- At der er nogen i Åbyhøj som åbenbart mener, at det er meget bedre at min ringeklokke siger boing i stedet for ding.

Tak for det. Lømler.

For meget at brokke sig over

Dengang der var hele debatten om Aarhus Universitet, Linda Koldau, dårlig administration, for meget eller for lidt undervisning, kvaliteten af undervisningen, de studerendes ansvar osv. kom jeg til at deltage lidt i den. Det var dumt, for jeg er egentlig ret konfliktsky, og jeg bliver ked af det (sådan virkelig), hvis jeg støder nogen med mine holdninger. Også selvom jeg stadig mener det samme. Jeg bliver også ked af det (sådan virkelig), hvis folk er grove i diskussioner. Så jeg var ikke særlig glad i den periode, selvom jeg altid prøver at se tingene fra mange vinkler og være saglig (med større og mindre held). Suk.

Men det var egentlig slet ikke det, det skulle handle om. Det skulle handle om, at en desperat bibliotekar, på et af universitetets mange små biblioteker, for nylig bad mig gøre noget, så der kunne komme nogle flere printere. På det tidspunkt havde jeg ventet i en time på at komme til at printe.

"Du er studerende! Du kan gøre noget!" sagde hun "De lytter ikke til os"

Men hvorfor? Tænkte jeg. Hvorfor skulle jeg begynde at klage over at der ikke er nok printere til at printe alle de tekster, som vi ikke længere får i kompendier? Er det ikke lige meget i forhold til alt det andet der er galt? Jeg kunne skrive læserbreve fra morgen til aften, hvis jeg skulle til at gøre noget. 

Jeg er foreløbig færdig med at forsøge at gøre noget på uni.
Nu vil jeg bare gerne have min uddannelse.
Og fred i verden.

Og fredag d. 13. var ingenting i forhold til...

... Torsdag d. 12. hvor jeg startede dagen med at glemme min vasketid og falde ned af bagtrappen på vej op af den, så jeg havde latterligt ondt i lænden resten af dagen. (Og har fået et blåt mærke på størrelse med Bornholm).

En cykeltur i september-koldt regnvejr og nogle brændte muffins blev det også til. 

Ulykkesdagen ramte tidligt i år, kan man sige. 

Heldigvis var den krydret med gode, gode ting, såsom foredrag med David Damrosch, gæster om aftenen og Jakob der samlede mig op, da jeg lå og kvabbede rundt ude på bagtrappen.

Dårlige dage ender ofte godt. 

Two down...

I dag begynder anden uge på kandidaten.
Her er de bøger jeg har læst i løbet af den første uge: 

Her er resten af de bøger vi skal læse i det her semester. 

(Jeg håber virkelig at de er der alle sammen):

Jeg ved ikke hvorfor de romaner vi læser på studiet er hundrede gange tungere at komme igennem, end dem jeg læser normalt (som jo heller ikke ligefrem er Fifty Shades), måske er det kun fordi jeg ikke selv har valgt dem. 

Jeg kan træffes i lænestolen de næste par måneder. 

Bliver man sur af at handle med smykker?

Det er ret sjældent at jeg taler med guldsmedeekspedienter - og det er ikke kun fordi jeg ikke rigtig har nogen penge - det er også fordi at folk der arbejder i guldsmedeforretninger, eller bare generelt folk der står og sælger dyre smykker, er så snobbede, at det næsten gør ondt på dem. Faktisk er de alt for fine og vigtige til overhovedet at tale med kunder, og de vil helst kun sælge smykker til dig, hvis du er en rig, flot mand over halvtreds med sølvgråt hår og dyrt jakkesæt. Forestiller jeg mig. Det er i hvert fald sådan det føles, når man er i deres selskab. 

Nå. Men jeg gik så ind i en guldsmedeforretning i dag, fordi jeg havde ødelagt en pæn sølvhalskæde og for flere år siden iøvrigt smadrede emaljen på min marguerit-halskæde. Jeg så ned af mig selv inden jeg gik ind: Splinterny kjole - tjek, pæn frakke - tjek, sko -tjek, nyklippede negle - tjek, strømpebukser - tjek. Måske ser jeg ikke ligefrem rig ud, men jeg ligner da heller ikke ligefrem en tigger og håret er velfriseret og det hele. 

Alligevel blev jeg behandlet som om jeg var en eller anden hippie i deletøj, der tydeligvis var gået forkert. Ingenting kunne lade sig gøre! Jeg måtte gå igen med uforrettet sag - lige over til Ganesha, hvor jeg plejede at få lavet huller i ørerne, da jeg var teenager og hvor de uden problemer kunne fikse den ene halskæde. 

(Marguerit-halskæden kan nemlig slet ikke fikses, belærte en sur dame hos Georg Jensen mig om) 

Jeg går ud fra at det der med at være snobbet, sur og arrogant er noget af det man bliver ansat på, hvis man gerne vil være guldsmedeekspedient. Man skulle jo nødig behandle sine kunder som om de betød noget, vel?

Forårskoen

I lørdags følte jeg mig sur og irritabel og rundt på gulvet. Jeg kunne slet ikke finde mig til rette nogen steder og overhovedet ikke finde ud af hvad jeg ville. Det kan da ikke være pms, tænkte jeg, mens hedeturen væltede ind over mig. Jeg åbnede vinduerne på vid gab og tjekkede at alle radiatorer var slukket. Nej det var for tidligt, det var for galt.

Jeg burde have tænkt tanken allerede da jeg opdagede, at det hjalp at gøre rent. Bare det at foretage sig et eller andet gjorde det meget mere udholdeligt.

Alligevel var det først, da jeg senere på dagen sad på sengen og stenede lidt ud af det stadigt åbne vindue, at det gik op for mig, hvad der var sket. Ved et tilfælde kom jeg til at høre fuglekvidren gennem alle byens mange lyde.

Det er blevet forår.
Og den er stensikker hvert år. Jeg bliver ikke allergi-agtig med stoppet næse og øjne der løber i vand. Når jeg cykler, indånder jeg forårets duftende luft, som om det var det sidste luft der fandtes. Jeg skovler den ned i mine lunger. Inhalerer den. Grådigt.
Det er ikke det der er galt.

Jeg bliver heller ikke mærkbart forårskuldret og render ikke rundt som en idiot og griner fjoget (kun når ingen ser det, shh).

Nej. Jeg bliver forårsrastløs - og aner ikke hvilket ben jeg skal stå på. Det kribler i hele min krop. Jeg får lyst til at der dødogpineogforpokkerdaogså skal ske noget lige nu, men jeg ved bare ikke hvad det er.

Jeg ved bare, at det er enormt irriterende at gå rundt i over en måned og have det som - jeg ved det ikke - en ko der lige om lidt skal på græs men ikke ved det og så lidt alligevel, måske?

Jeg bør gå på biblioteket

Jeg er for længst færdig med Verdens vinter af Ken Follett. Det er jo sådan en bog, man bare fræser igennem, fordi den er så sindsygt spændende.
Alligevel bliver den ved med at stå og flagre ude i siden af bloggen.

Hvorfor det?

Fordi jeg ikke er gået i gang med nogen ny bog endnu. Jeg befinder mig i en meget mærkelig og uvant situation: Jeg kan ikke bare flå en ny bog ned fra reolen og gå igang med at læse. Jow-jow, selvfølgelig har jeg bøger stående, som jeg ikke har læst, men ikke nogen, som jeg har lyst til at læse lige netop nu. Det er ikke Stuk af Herman Bang, der trækker i mig for tiden.

"Jamen så lad da være med at læse noget!" Tænker du sikkert.
Så enkelt er det bare ikke. For når man arbejder på et litteraturcenter og er kommende kandidatstuderende i litteraturhistorie, kan man ikke bare lade være med at læse noget. Man får simpelthen abstinenser. Det føles underligt ikke at være igang med en bog. Det kribler i fingrene og man ender med at blive komplet forvirret.

Det står sløjt til med penge til nye bøger, kan jeg afsløre. Så jeg må ty til biblioteket, hvor jeg ellers kommer overraskende (ja nærmest pinligt) sjældent. Når jeg har læst en god bog rammes jeg nemlig af ejerfornemmelser.
Det gør det der med tilbageleveringen sådan lidt upraktisk.

Alligevel: Nu skal der (vidst) lånes bøger (any ideas?) og går det helt galt, så ved jeg, at der er to anmeldereksemplarer på vej i min retning. Jubii!

Elastiske tanker

Stopper det aldrig?

Tænkte jeg, da fysioterapeuten begyndte at snakke om elastikker. Jeg fik flashbacks til et par semi-smertefulde år med togskinner på tænderne i gymnasiet. Dobbeltelastikker i hver side som skulle tages ud, når man skulle spise. Sundhedsvæsenet har brugt elastikker på mig én gang før, tænkte jeg, og nu gør de det satme igen.

Jeg gik stiltiende med til elastikøvelserne i en erkendelse af, at antallet af daglige øvelser og mængden af træning nok ikke bliver mindre i takt med at jeg bliver "voksen". Hvor jeg før skulle bruge togskinne-elastikker og natbøjle og syntes det var anstrengende, så har tingene nu bevæget sig op på et helt andet og mere omfangsrigt niveau.

Ingen af de øvelser jeg skal lave tager lang tid. Faktisk er der ikke nogen af de ting jeg går og gør til hverdag, der tager særlig lang tid, men sammenlagt så æder de alt den tid der er.

På efterskolen var der en lærer der gjorde meget ud af at fortælle os, i et advarende tonefald, at vi aldrig ville få mere fritid i vores liv end vi havde lige nu, lige der, på efterskolen.

"Pfff" var alt hvad min pubertære hjerne kunne mønstre som kommentar til dén advarsel. Til gengæld fik han ret.

Forgot your password?

Er jeg den eneste der er totalt blank, når det kommer til at huske passwords til de milliarder af ting man åbenbart skal have passwords til i dag? Er der andre, der også er mere med på hvad der sker når man trykker "jeg har glemt koden" end når man rent faktisk kan huske den?

Hvordan husker andre mennesker deres koder til fem forskellige e-mails (I kid you not), simkort, iCloud, Apple-id, facebook, instagram, endomondo, to twitter-kontoer, bloglovin, biblioteket, statsbiblioteket, firstclass, lægevejen, DSB app, dropbox, linkedin, uni, netbank - og nu også fitnessworld?

Min hukommelse har sagt klart nej til opgaven, så jeg har taget konsekvensen og er begyndt at skrive dem ned. Hvis du vil stjæle min identitet (det vil du ikke), så stjæl min kalender. (shhh).

Frys!

Jeg kan se, at der er en der er blevet ledt herind på bloggen ved at søge på "opmuntring". Tja. Det finder man ærlig talt ikke meget af her for tiden. Jeg hader at skrive om vejret her på bloggen, men helt ærligt, hvor længe har det lige været vinter nu? Den er ved at blive ret svær at ignorere...

Tirsdag aften da jeg kom hjem, vaklede jeg ind på sofaen og krøb ned under et tæppe. Min ryg gør ondt og mit hoved. Det er slet ikke til at være nogen steder.

Vi går alle sammen rundt i vores vinterjakker som små ildelugtende telte og skutter os og bliver helt anspændte. Jeg gør i hvert fald. Når jeg kigger rundt på Aarhus får jeg daglige flashbacks til kolde Bratislava som jeg besøgte i februar 2008 (også dengang var jeg skør, men det var en god tur).

Lægen undersøgte min smertende vinterryg den anden dag. Det viser sig at jeg har spændt så meget, at jeg ikke selv kan løsne det igen. Arhjmen, helt ærligt: Jeg mener det, når jeg siger at jeg trænger til at slappe af.

"Du har en rigtig hestepigeryg" sagde lægen til mig "et flot svaj og en strutmås"

Jeg må hellere lige understrege, at det (heldigvis) er en kvindelig læge jeg går til - og at jeg ikke er hestepige.