Et ubeskrevet blad

I næste uge er det tid til scanning igen. Det er den scanning, hvor mange kommende forældre vælger at få kønnet på den lille spirrevip at vide. Jeg forstår godt alle dem, der vælger at få kønnet at vide og alle argumenterne for det er egentlig ret overbevisende. Alligevel har vi valgt, at vi ikke vil vide kønnet på forhånd. Det er der mange forskellige grunde til. Jeg synes, at det på en eller anden måde fastholder magien i "den søde ventetid", at vi kan gå helt frem til fødslen og snakke om, vædde om og gætte på, hvad det mon er for et lille menneske, vi skal møde.

Selvfølgelig er jeg nysgerrig, men jeg er ikke så nysgerrig, at jeg ikke kan vente. Det vigtigste for mig er, at det er et sundt og raskt barn, der bor i min mave. Jeg har også en idé om, at det gør oplevelsen af at få barnet mere autentisk. Det har trods alt ikke været muligt at få kønnet at vide i specielt mange år. Jeg kan jo godt lide at være lidt retro og idealistisk og man er jo kun førstegangsgravid én gang, så man kan lige så godt gå all in. Når vi ikke kender kønnet kommer barnet i højere grad til verden som "et ubeskrevet blad" og det kan jeg godt lide. Uden at være fuldstændig feministisk og kønskritisk, så er jeg ærlig talt også lidt træt af, at alt skal være enten lyserødt eller lyseblåt og enten til drenge eller piger. Hvad med bare at være barn?

Dét var mine begrundelser (jeg skal ikke afvise, at Jakob har nogle andre) og vi er ikke fanatiske: Vi bliver hverken sure eller kede af det, hvis den lille vælger at afsløre sit køn til scanningen. Så er det sådan det er og så er det også fint. Jeg er slet ikke "bange" for at kende kønnet, men jeg synes bare, at det andet er sjovere. Måske gør vi det anderledes, hvis vi engang skal have en mere, hvem ved?

Barn i byen

Siden jeg blev gravid har jeg tit brugt mine cykelture gennem Aarhus fordybet i tanker om, hvordan det mon er, at være (og have) barn i byen. Når jeg cykler op ad Vestre Ringgade om morgenen, kan jeg mærke, hvordan osen river i mine næsebor - noget som jeg aldrig har tænkt over før! Jeg er begyndt at synes, at byen tit er grim og ildelugtende - ikke når solen skinner, men ellers - og uanset hvor meget jeg elsker alle de muligheder, der er her, glæden ved at bo så tæt på mine venner og at kunne cykle til næsten alt, så har jeg indset, at jeg i bund og grund ikke er et bymenneske. Ikke for altid i hvert fald. Planen er at vi skal blive boende i Aarhus indtil videre, men det er ikke til at vide hvor vi havner henne i fremtiden. Det har aldrig været min hensigt at gro fast i byen - kan man overhovedet det, rigtig, når man er vokset op som bondepige?

Når det er sagt, så er jeg slet ikke bekymret for at have barn i byen. Jeg tror, det gør det en hel del sjovere at være på barsel at have både Aarhus og vennerne indenfor gå-afstand. Som barn på landet hørte vi nogle gange skrækhistorier om "københavnerbørn", der - sådan husker jeg det - ikke vidste at mælk kommer fra køer og at æg kommer fra høns og desuden skulle lege i asfalterede baggårde uden lys og aldrig fik frisk luft. Sådan er det heldigvis ikke at være barn i byen i dag, hverken i Aarhus eller København. Der er en masse børnevenlige steder og aktiviteter henvendt til børn og børnefamilier. Det kan kun blive sjovt.

Indhentet af mangelfuld nabosprogsundervisning

Et lille indlæg som bærer præg af, hvad det er der fylder for tiden: Mit studie. Jeg skal til at skrive en halvstor opgave om Astrid Lindgren og børns rettigheder. Foreløbig er stort set alle værker jeg har lånt hjem om emnet på svensk. De ser spændende og relevante ud. Jeg får med garanti brug for dem, men der er bare ét problem: Jeg kan ikke svensk.

Det var meningen at vi skulle lære svensk i skolen, ja, men de to svenske tekster jeg blev præsenteret for i løbet af min skoletid - en i 8. klasse og en i 1.g - var bare ikke rigtig nok til at jeg lærte sproget.

Men svenskerne er søde og kloge og har flotte efternavne. Nu indhentes jeg af skæbnen og får lært at læse svensk.

Wish me luck.

En regn af vingummibamser

Er det ikke det man forventer, når man slår katten af tønden? Det gør jeg i hvert fald og det har jeg altid gjort. Nu er det ikke så tit, at jeg slår katten af tønden længere (det hænder), men som barn gjorde jeg det selvfølgelig hvert år til fastelavn.

Kattekonge blev jeg aldrig med mine spagettiarme, til gengæld var jeg hurtigt at finde under tønden, når den endelig gik i stykker og gav slip på sit velsmagende indhold. Hvem gider have en krone af pap, når man i stedet kan fylde lommerne med slik?

I sidste uge hørte jeg mig selv sige sætningen "dengang jeg gik til folkedans...". Det er nemlig en del af min opvækst, som jeg kun har ét eneste klart minde fra: En fastelavnstønde der ligeså stille slås i stykker, spændingen og forventningen (var der  mon små slikposer indeni? Var der skumfiduser? Eller måske karameller?) og skuffelsen da det vælter ud af tønden - med rosiner.

Øv.

Jeg kan sagtens se det fornuftige i, at hverken børn eller voksne skal have slik og kage hver dag, men det er simpelthen imod fastelavnsreglerne at fylde andet i den tønde end godt, usundt slik. Alle børn fortjener at opleve en regn af vingummibamser - også i disse spelttider.

Dengang i 80'erne

Den anden dag var jeg så heldig at tilbringe min aften sammen med nogle piger der er født omkring årtusindskiftet. Nysgerrige, intelligente, One Direction-elskende unge kvinder.

Snakken faldt på 80'erne og i den anledning havde de unge damer et par ting de gerne ville vide.

Fandtes der DJ's i 80'erne? Hvad drak man når man var i byen? Sendte man virkelig bare breve til hinanden? Var der ikke mange stoffer i 80'erne? Og AIDS?

Jeg er født i slutningen af 80'erne og husker intet fra det sagnomspundne årti. Alligevel fornemmede jer dér, at hvor årgang 99 og 0 har hørt anekdoter fra 90'erne, så har jeg hørt anekdoter fra 80'erne. Min historieundervisning i folkeskolen har været langt mere præget af murens fald, kold krig, yuppiekultur, oliekrise og perestrojka end deres, kunne jeg fornemme.

Jeg kom til at tænke på hvordan årtier hurtigt bliver historie. Hvordan 90'erne, som jeg voksede op i, nu er historie. Som der bliver undervist i. Hvordan 80'erne nu er gået af mode i mere end én forstand - og hvor lidt jeg egentlig selv har interesseret mig for 70'erne som årti. Det slog mig, hvordan hvert årti, set i tilbageblik, virker så ligetil at sætte ord på og hvor tilfældigt det i virkeligheden er, hvad vi "husker" i vores fælles hukommelse.

Måske har hver generation et bestemt årti de ser sig selv i forhold til?

Og måske er det også derfor jeg ikke kan lade være med at tænke, at det er for tidligt helt at afskrive 80'erne sin betydning. For jeg har på fornemmelsen, at noget af det hæsblæsende vanvid, vi stadig befinder os i, startede der.

Julecool

Hvis du har været i tvivl, så vil jeg lige bruge det her indlæg til at understrege, hvor cool jeg faktisk er. I går aftes brugte jeg nemlig vores sidste gavebånd på at flette en julestjerne. En lillebitte en.

Bliver det sejere?

Ja det er en af de små tændstikæsker

Nå - det er bare nørdet, siger du? Ja det passer nok også bedre på mig. Sandt nok. Billedet er desuden også taget med Instagram - so last year. Hvad blev der af de der flotte billeder fra spejlreflekskameraet?

De forsvandt i takt med at decembermørket tiltog og mine spejlreflekskamera-skills kom til kort. 

Hvor jeg var i lørdags?

Siden du måtte undvære et blogindlæg?

Jamen jeg var da gået i barndom her:

I Legoland-land.

Det bliver man aldrig for gammel til.

24

I dag fylder jeg 24.

Det kalder næsten på et babybillede:

(Måtte lige finde et billede der kun indeholder baby-Mette, så jeg ikke flasher mine forældres, iøvrigt flotte, slut-80'er looks) (derfor er det ikke fra en fødselsdag)

Min søde mor var 24 da hun fik mig.

Så ubevidst har jeg nok altid forestillet mig, at nogen skulle komme dumpende og overrække mig en udvidet ansvarsfølelse og et diplom med teksten "Tillykke, NU er du voksen!", når jeg fyldte 24.

Så jeg venter spændt! Imens står den på gaver, macaroons og asti. Min fødselsdag er altid den dejligste dag på året! (Synes jeg).

Også selvom jeg bliver ældre (og med årene er blevet knap så glad for bolde).

Hurra alle sammen!

Lagkagesæson

Tænk hvis der var en bestemt måned på året, hvor man fejrede fødselsdag hele tiden, spiste kagemand, pakkede gaver ud, gav gaver og gik lange ture i efterårsskoven?

Hæ. Det er der i min familie.

Inde i mit hoved har oktobermåned aldrig heddet andet end fødselsdagsmåneden eller lagkagemåneden:

Mig og mine to søskende har nemlig fødselsdag i oktober.

Det er fedt.

Selvom jeg også nogle gange føler mig fristet til at døbe min oktober "lille-december", med alt gave-køberiet og alle datoerne der skal gå op.

Men når jeg tænker tilbage på min barndoms oktobermåneder er det sådan et halv-utydeligt, lykkeligt sammensurium af flag, kagemænd, fødselsdagssange, fællesfødselsdage, børnefødselsdage, skattejagt, boller, varm kakao, lagkagelys der pustes ud, gaver der gemmes, pakkes ind, pakkes op osv. i en uendelighed.

Jeg elsker det! Og jeg glæder mig til alt det fødselsdagsfejring den kommende måned byder på.

Hip hip hurra!

Hvornår må man egentlig begynde at samle?

Nu hvor vi allerede er ved det der med skønne miljøvenlige produkter af naturlige materialer (se indlægget fra i går HER), så har jeg altså haft lyst til at købe Natursutten lige siden jeg så sidste afsnit af dokumentarserien "Hængt ud på forsiden".

Hvad Mette!? Du har jo ingen børn?

Nej det er rigtigt. Så det er måske også lidt dumt, men jeg fik bare så ondt af hende direktøren, der havde fået sin virksomhed næsten ødelagt, fordi Søndagsavisen løj om hendes produkt.

Jeg blev grebet af stor sympati for projektet og så er det jo bare en mega flot sut.

Selv har jeg aldrig rigtig brugt sut og derfor har jeg nok altid gået og tænkt, at det har mine kommende børn nok heller ikke lyst til. Men hvis de alligevel skulle føle trangen, så bliver det altså natursutten, de får fornøjelsen af. Basta.

Så jeg overvejede lidt om jeg skulle købe den og så lige gemme den de par år eller fem.

Overfor mig selv kom jeg til at sammenligne det lidt med de piger, der begyndte at samle på spisestel allerede til deres konfirmation.

Jamen... Det er da det samme?

Tror nu alligevel jeg venter. Har heller aldrig været tallerken-samler. Håber bare der er nogen med babyer, der har fået samme købe-trang som mig, så den rare øko-iværksætter kan få fut i sin virksomhed igen.

Okay. Det VAR mig.

Dengang jeg gik i folkeskole havde vi en fin mælkeordning. I det store frikvarter skulle duksene gå ned i kælderen og hente Kløver(?) køletasken fyldt med skolemælk. Jeg har altid elsket mælk (vokset op på mælkefarm) og siden jeg nu var vant til at få mælk direkte fra køletanken i stalden, så skulle jeg da selvfølgelig have sødmælk i skolen. Det var jo det jeg drak.

Som den eneste.

Og jeg ved ikke, hvorfor jeg en dag havde valgt at putte min mælk ned i tasken i stedet for at drikke den og jeg ved heller ikke hvorfor jeg glemte, at den lå der.

Men en dag, da jeg kom i skole, lugtede min taske underligt surt og jeg fandt den overhovedet ikke friske mælk nede i tasken. Føj. Og smed den ud inden der nåede at komme nogen. Selvfølgelig i klasselokalets papirkurv. Som om den ikke ville blive opdaget!

”AAAD! Hvems er desses sure mælk!!??”

Eftersom jeg var det eneste sødmælksdrikker i klassen, må det have været ret nemt at regne ud hvem der var mælkens ejermand, men i situationens uoverskuelige pinlighed benægtede jeg selvfølgelig alt. Jamen det var da logisk! En fra de andre klasser måtte have været så flov over den mælk, at de havde brugt vores papirkurv. Sådan var det.

Men inden 10 års jubilæum med min folkeskoleklasse (indtil 7. klasse) i aften, indrømmer jeg det: Det var min sure mælk, der fik hele klasselokalet (sådan husker jeg det i hvert fald) til at lugte.  Og jeg ved ikke om der også har været hul på den, men min taske lugtede i hvert fald også af sur mælk indtil jeg måtte gå til bekendelse overfor min søde mor.

På en måde virker det meget mere komisk nu end jeg syntes det var dengang...