To streger!

Der er tit nogen der spørger, hvordan jeg fandt ud af, at jeg var gravid – og sandheden er jo, at jeg er en kæmpe kontrolfreak, så jeg var helt desperat efter at finde ud af, om den var der eller ej. Den første dag der overhovedet var en chance for at teste positiv, der testede jeg selvfølgelig. Vel vidende at resultatet ville være usikkert. Den dag var tilfældigvis 2. juledag, tidligt om morgenen på Jakobs forældres badeværelse – for vi var selvfølgelig hjemme på juleferie. Ja, jeg havde en graviditetstest med i toilettasken og nej, jeg havde ikke regnet med, at der var en ekstra julegave i vente, men så skete det her:

Og mine ben begyndte at ryste så meget, at jeg måtte støtte mig til badeværelsesbordet og hviske ”fuck” selvom jeg var glad og tage adskillelige dybe indåndinger før jeg gik ind og hentede Jakob, der krammede mig hårdt og længe, mens jeg for en sikkerheds skyld spurgte ham om han også kunne se to streger på testen. Bagefter måtte vi mande os op til at holde på hemmeligheden hele resten af julen. Svært!

At stå op kl. 6 for at læse Coetzee

Jeg elsker virkelig bøger. Ellers havde jeg nok heller ikke valgt at læse litteraturhistorie. MEN! Jeg har det en anelse stramt med følelsen af ligefrem at drukne i dem. Den der kvælende fornemmelse af, at lige meget hvor meget du læser, så er du alligevel bagefter.

Til en fernisering for nylig faldt jeg i snak med en intelligent ung kvinde, der havde forladt litteraturstudiet af netop den grund (trist!). Det kommer ikke til at ske for mig, for selvom jeg ikke kan se mig fri for at være lidt småneurotisk på nogle områder, så er jeg helt bevidst om, at jeg ikke kan nå at læse det hele.

Alligevel har jeg sat mig et dristigt mål: Jeg vil læse alle romanerne vi har for til det her semester. Det er lidt af en falliterklæring at indrømme, at det faktisk ikke er sket før (men helt ærligt, Den sidste mohikaner!?).

Sabbatåret har efterladt mig med en streng selvdisciplin, som jeg udnyttede i morges, hvor jeg lå i sengen og læste Coetzee kl. 6 om morgenen. Hvis bogen var god havde det været næsten-hyggeligt. Bare ikke så hyggeligt som at sove.

Så.

Nu er næsten alle de bøger jeg har bestilt til det kommende semester ankommet. Undtagen den jeg skal læse til på torsdag selvfølgelig. Heldigvis kunne jeg låne en Kindle og speed-læse den.

Man skulle tro det var løgn, men det var faktisk første gang jeg læste en e-bog og det var en meget anderledes oplevelse: Det føltes ikke helt som at læse en rigtig bog, må jeg indrømme.

Inden semester-start i aften har jeg også fået pakket alt sommertøjet væk igen, for det har regnet hele dagen og det var mørkt da vi vågnede i morges. Jeg kan godt forstå sådan en hentydning.

Jeg har også en voksende fornemmelse af, at det bliver et meget travlt efterår, for semestret begynder først i dag, men jeg er allerede i fuld gang med den anden roman.

Nå. Hit me.

En morgensamtale

DR2 Morgen ruller over skærmen.

"Det må være dyrt for Schweiz at holde så mange folkeafstemninger"
konstaterer Jakob,
"De må jo ha' råd til det" sukker jeg og tænker på noget med banker "eller også har de fundet et smartere system?"
"Det har de sikkert" medgiver Jakob,
"Herhjemme kunne vi jo godt bruge Nem-id" foreslår jeg,
"Ja, det kunne vi jo faktisk godt" siger Jakob "hvorfor gør vi ikke bare det?"

"Det er fordi folk vil ned til de gamle damer og have chokolade"
siger jeg snusfornuftigt,

"Chokolade?"

"Ja, der er altid chokolade når man stemmer" forklarer jeg "det har der været alle de steder jeg har stemt! Det er derfor folk kommer"

"Jeg kommer for demokratiets skyld"
"Folk vil bare gerne have chokolade"

Ting der overrasker mig hver dag...

- At jeg skal op! Det tager nogle minutter lige at fatte, at det virkelig er hver dag, at der ikke er noget jeg kan gøre for at ændre det og at det er sjovere at være vågen end at sove.

- At jeg skal smøre madpakke! Som I måske kunne fornemme, da jeg beskrev min morgenrutine, så er det virkelig ikke det jeg synes er toppen. Det lider jeg så under hver dag, når jeg skal spise frokost og ikke har gjort en skid ud af det.

- At jeg får fri! Jeg elsker mit arbejde, men hold op hvor kommer det bare bag på mig, dag efter dag, at jeg også får fri. Det er den samme lille lykkefølelse i maven hver gang.

- At jeg ikke har lektier for! Man bliver en lille smule neurotisk af at være studerende: Den konstante dårlige samvittighed, der ofte ikke kan placeres på noget bestemt, men blot bliver en generel følelse af, at der er så meget man burde gøre og at man er bagefter. Den følelse har jeg ikke helt rystet af mig endnu - og mon ikke den vender tilbage for fuld styrke, når jeg starter på kandidaten efter sommerferien?

- At vi skal have aftensmad! Godt jeg bor sammen med en madglad fyr, der ikke helt ligeså glemsom som mig. "Hvad gør vi med aftensmad?" er det tilbagevendende spørgsmål. "Netto", det tilbagevendende svar.

- At det bliver mørkt! Jeg kigger udenfor og får et chok! Der er ikke så meget at forklare. Jeg kan bare bedre lide når det er lyst.

Jeg har fået en morgenrutine

Efter næsten et helt års sabbatår og efter at have haft faste mødetider i 4 måneder er det endelig lykkes mig at få genetableret noget, som var blevet effektivt smadret af 3 år som studerende.

Jeg har fået en morgenrutine.

Så nu er jeg en menneskelig robot fra jeg vågner og til jeg går ud af døren.
Jeg står op, går i bad, tænder fjernsynet, reder hår, tjekker facebook, ser fjernsyn, tørrer hår, lægger make-up, ser fjernsyn, glatter hår, ser fjernsyn, spiser morgenmad (selvfølgelig mens jeg ser fjernsyn), kysser Jakob farvel, laver rygøvelser, smører modvilligt madpakke (lugten af leverpostej om morgenen, øv), ser lidt mere fjernsyn, børster tænder og tager af sted.

Alt sammen i selskab med manden med Danmarks mest akavede fremtoning: Niels Krause Kjær og kvinden med Danmarks blødeste stemme: Anja Bo. Fra DR2-Morgen naturligvis. Et program, der trods sine meget discountagtige rammer, virkelig forstår at sprede intellektuel hygge fra morgenstunden.

Skrald og skramlen

Den er stensikker hver gang. Det er ikke om fredagen man skal planlægge at sove længe her i lejligheden. For fredag morgen, et sted mellem 5 og 6, kan vi høre skraldemændene råbe til hinanden ude i gården, mens de skramler af sted med de gigantiske skraldespande. Jeg vågner hver gang.

"ER DU FRISK?" råber den ene,

"NEJ!!" råber den anden,

Scenen genspilles fredag efter fredag efter fredag og mens jeg ligger vågen der, ør i hovedet, og der alligevel kun er to måske en time til jeg selv skal op, kan jeg ikke lade være med at ligge og være taknemmelig for, at det ikke er mig der er skraldemand. At det ikke er mig, der tramper rundt derude i mørket og kulden til lugten af skrald og med søvn i øjnene og stive fingre og råber til mine kammerater.

De har sikkert et skidegodt fællesskab, tænker jeg tit, tænk at drøne gennem byen i en skraldevogn tidligt om morgenen, mens alle andre sover. Vække dem med ubønhørlig skraldemandsråben. Der er noget fandenivoldsk over det, det kan jeg godt se.

Alligevel ligger jeg og maser mit søvndrukne ansigt endnu længere ned mod puden. Det er også mørkt og koldt, når jeg skal op, alligevel er det faktisk meget motiverende at ligge og lytte til skraldemændene. Så er dagen allerede i gang. Velfærdssamfundet ruller igen.