Jeg har været så voksen i den her uge

Min lille søde Aksel startede i dagpleje i mandags og jeg fatter ærlig talt ikke hvor tiden blev af. Heller ikke når jeg tænker på mig selv faktisk. For et øjeblik siden var jeg en lalleglad teenager med identitetskriser så hyppige, som Aksels udviklingsspring. Nu er jeg sådan en, der kører rundt i en bil (alene det er jo sindsygt - jeg fik kørekort i tredje forsøg) med en autostol på bagsædet (åh!) og i går var der første gang en baby i den (mens jeg kørte, forstås, Jakob er en prima bilist).

Jeg tog mig sammen, tog en dyb indånding og kørte selv Aksel i dagpleje. Nu er jeg sådan en, der har en søn i dagpleje og skal være voksen og have et godt samarbejde med en dagplejemor. Heldigvis går det godt. Jeg har faktisk gode nyheder til alle generte mennesker derude: Når først man har fået et barn har man ALTID noget at smalltalke med folk om. Genertheden er ikke væk, nej, men det er da en sidegevinst der kan noget!

Når vores hverdag går igang skal jeg cykle 3 km med Aksel i cykelstol for at aflevere/hente ham - og det bliver i alt slags vejr, for der går ingen busser (der er så dejligt ude på landet) og jeg *glæder* mig til snestorm, eller isvinter, eller efterårsstorm, eller hvad vi ellers får smidt i hovedet, mens jeg messer "vi finder ud af det, vi finder ud af det, vi finder ud af det, vi finder ud af det..." i et forsøg på at berolige mig selv (og fjerne scener hvor mig og Aksel styrter på en glat cykelsti en mørk vintermorgen fra min nethinde).

Aksel tager det hele lidt flottere end mig vil jeg sige. Han er gået til livet som dagplejebarn med en nysgerrighed og en tapperhed, som jeg godt kunne lære noget af.

Klokken to om natten

Der hvor jeg virkelig tænker: Hvorfor vil mit barn ikke sove?

Der hvor jeg ammer ham selvom han ikke virker sulten.

Der hvor jeg knapper et par trykknapper op og lyser ind i bleen med min mobil.

Der hvor jeg opdager at han mangler en sok og roder rundt efter den i mørket.

Der hvor jeg ikke kan finde ud af om han har det for varmt eller for koldt.

Der hvor han pludrer ud i mørket og kun får et "shhh" tilbage.

Det er nat. Vi skal sove.

Hjorten fra Esbjerg

Stort set alt legetøj er navngivet her i huset. Kigger man ned i Aksels legetøjskasse vil man møde både Birger, Hr. Sommerfugl, Ulla Krudulla, Pernille, Line Baun og ikke mindst "hjorten fra Esbjerg", som det skal handle om i dag. 

Den anden dag skrev jeg nemlig om, hvordan Aksel kun kan lide syntetisk, farvestrålende plastikgejl fra Lamaze - og bedst som jeg havde udgivet indlægget kastede han sin kærlighed på en smuk lille hæklet dådyr-rangle fra Sebra (bonusinfo: Autocorrect retter Sebra til Aserbadjan!?), som Jakob har navngivet "Hjorten fra Esbjerg" (fordi Sebras adresse står på ranglen). 

Det er særligt Esbjerg-hjortens højre øre Aksel finder interessant, hvorfor det permanent er fugtigt af savl. Haps.

Forestillinger vs. virkelighed - noget om legetøj

Aksel sover en lur, Jakob er taget af sted for at mødes med nogle studievenner og jeg har sat mig til rette foran skærmen med en Kinder Maxi-King, for at skrive lidt om idealisme og principper. Jeg vil gøre det kort. Her er et billede af noget af det legetøj vi købte til Aksel inden han blev født og blot var en "ubekendt" inde i min mave:

Og her er et billede af det legetøj der hitter størst hos Aksel lige nu, hvor han er godt 3,5 mdr og opdager verden med 120 km i timen hver gang han er vågen:

Der er vidst ingen tvivl om at favoritlegetøjet er noget farvestrålende, syntetisk, plastikhalløj fra Lamaze. Så meget for træ, kvalitet, nostalgi og hjemmegjort dims. Men hvis ikke man skal have lov til at være idealistisk og have principper om alt muligt mens man venter sit første barn, så ved jeg altså ikke hvornår man skal. Nå. Lige nu er det altså mest legetøj der ser ud som om det er designet af folk på syre, der tiltaler den lille fyr (som iøvrigt ikke er så lille igen; han vejer 8 kg; de andre mødre jeg kender kaster deres babyer op i luften og griber dem igen - men jeg tør eddersuseme ikke!)

Jeg vil iøvrigt lige nævne, at jeg ikke bliver betalt for at skrive om Lamaze-ting, gid det var så vel, men nu hvor jeg er blevet mor og går mere op i funktion end signalværdi på det legetøj vi har på matriklen, så må jeg altså medgive, at legetøjet er lidt genialt. Selv jeg synes, at det kan være spændende at sidde og pille lidt ved det.

Hov! Nu tog det hele eftermiddagen at skrive det her indlæg. Aksel har været vågen, glad, pylret og er nu umulig at få til at sove. Han har ellers fået ret nemt ved det efterhånden, men sådan skal det selvfølgelig ikke være, når mor er alene hjemme. Øv med øv på!

Ærmet fyldt med kælenavne

Akselmus, Akselbasse, bassegøj, bassefyr, snullerbasse, pruttebørge, gylpebørge, larmebørge, lille skat, skattermus, smilebørge, lille fyr, seje fyr, gylpefætter...

Ja. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive "kært barn har mange navne" i det her indlæg, men kært barn HAR bare navne og det er jo det indlægget handler om (selvom talemåden er mere end slidt).

Jeg havde seriøst aldrig troet, at jeg havde så mange kælenavne i mig, men efter at vi har fået vores lille Akselmus, så ryster jeg dem ud af ærmet. Hele tiden. Hver dag. Det har jeg gjort siden den dag han blev født - og det er i den grad kommet bag på mig. Man kan slet ikke lade være!

Heldigvis husker jeg mig selv på også bare at kalde ham Aksel, så han ikke lige pludselig tror at han hedder Akselmus - eller Børge for den sags skyld.

Tre ting jeg ikke havde forudset

Jeg tror de fleste bruger meget af deres graviditet på at forberede sig på det nye liv med en baby. Der bliver læst "gravid"-blade og surfet på hjemmesider med babyting til den helt store guldmedalje (og om de ting man får købt viser sig at være brugbare afhænger helt af ens babys personlighed). 

Her har I tre ting som jeg ikke var så godt forberedt på som jeg troede:

1. Babyer fylder! Når folk spurgte om jeg troede vi kunne være i lejligheden hørte jeg ofte mit gravide jeg pointere at babyer jo ikke fylder særlig meget - og Aksel i sig selv fylder jo heller ikke særlig meget (omend han er blevet lidt rund), men hans ting hober sig op overalt, hvilket jo skyldes to andre halvvejs uforudsete ting: At man bliver overlæsset med gaver og at man vil gøre alt, simpelthen alt, for sin baby (hvorfor vi nu også ejer tre legetæpper). Så mit post-gravide jeg er så småt begyndt at glæde sig til at vi kan give Aksel sit eget værelse! 

2. Babyer skal plejes! Okay det vidste jeg godt. Men jeg kan sige rent ud jeg ikke havde tænkt særlig meget længere end at Aksel skulle skiftes og bades. I virkeligheden er det jo et andet menneskes krop og hygiejne man har ansvar for i ret mange år! Der skal fjernes lakrids mellem tæerne, børstes hår, fjernes skidt bag ørerne, pilles næse, fjernes arp, renses ører, klippes negle osv. og det bliver enormt vigtigt for én - både fordi man ved at ens baby ikke selv kan tage sig af sin kropshygiejne og fordi babyens krop og hygiejne på en eller anden underlig måde bliver en forlængelse og afspejling af ens egen krop og hygiejne. Det må være en mor-ting. 

3. Man kan ikke forudsige hvor længe ens baby sover! Okay, måske kommer der en rytme på et tidspunkt, men indtil videre er det sådan, at når jeg putter Aksel, så ved jeg ikke om han sover en halv time eller tre timer eller alt der imellem. Jeg havde ikke forudset hvor meget ens baby kommer til at styre ens hverdag med den her uforudsigelighed. Det skulle jeg lige vende mig til i starten, for som jeg før har været inde på, så er jeg sådan en person hvis hjerne opererer i scenarier og den kværner af sted med "hvis han vågner nu, så gør vi sådan, hvis han vågner om en halv time gør vi sådan, hvis han sover flere timer gør vi sådan..." Osv. Men jeg har egentlig ikke noget imod det. 

Der er selvfølgelig tusind ting jeg ikke var så godt forberedt på som jeg troede (amning, manglende søvn og effekten af langvarig babygråd hvis jeg skal fremhæve tre andre), så de tre ovenstående er bare eksempler på hvordan det er langt mere komplekst at få et barn end man sådan lige går og tror i graviditetsboblen. 

"Få baby til at sove har prøvet alt"

Alle fremtidige indlæg kunne sagtens komme til at handle om søvn og jeg er godt på vej til at blive autodidakt søvnekspert, for jeg er stadig typen der nogle gange tror at ingen problemer er så store at grundig research ikke kan knække dem. Alligevel googlede jeg "få baby til at sove har prøvet alt" igår aftes og måtte indse, at Google var ligeså blank på ikke afprøvede tricks som når man googler "få baby til at sove", hvilket jeg har gjort 117 gange og hvilket i hvert fald aldrig har vist sig at hjælpe. 

Folk plejer at sige, at babyer ikke kommer med en brugsanvisning, men jeg vil nu alligevel mene, at den plastiklomme der ligger på mit skrivebord og bugner med pjecer fra sundhedsplejersken godt kunne tangere til det. "Problemet" er nok nærmere, at det i realiteten ikke er muligt at lave en brugsanvisning, fordi alle babyer (naturligvis og heldigvis) er forskellige. Det er små selvstændige individer der kommer ud og Aksel ved ikke at han burde sove 16 timer i døgnet, så han har sat sig solidt på 11. I øjeblikket bruger vi meget af dagen hver dag på at få ham til at sove lidt mere. Fordi det ville være det bedste for både os og ham. 

Selvfølgelig er det hyggeligt når han er glad og opmærksom, men det er svært for sådan en lille fyr at blive ved med at være glad og opmærksom når han er rigtig overtræt. Og så græder han og han græder højt og vi prøver alle tricks vi har i ærmet og googler endnu engang "få baby til at sove" og krydser fingre for at de biblioteksbøger jeg har bestilt om børns søvn snart er klar til afhentning. 

Nogle gange føler jeg mig 100 år gammel og fuldstændig tyndslidt og synes det er hårdere end hårdt, men det er i virkeligheden ligegyldigt, for Aksel smilede til mig for første gang i går og jeg bliver stadig varm indeni når jeg tænker på det. 

Sovetid

Hver gang jeg putter Aksel forestiller jeg mig, at jeg skal udføre et ældgammelt ritual som ingen har indviet mig i og at hvis jeg bare gør det rigtigt - så sover han!

Alligevel er det næsten altid sådan, at det der virker den ene dag er komplet ligegyldigt den næste. Uanset hvad kan det godt tage en time til halvanden at overbevise en bestemt og (efterhånden) overtræt Aksel om, at det der søvn altså er en ret væsentlig del af det at være baby.

Så jeg lister rundt og siger "shh" om natten og aer Aksel på maven og skaber sovestemning, mens verden åbenbart mener, at samtlige udrykninger skal starte pludseligt foran vores vindue og at folk skal komme højlydte hjem fra byen i det øjeblik Aksel endelig er ved at falde i søvn.

Og når han så endelig sover og jeg kan krybe tilbage i seng, kan jeg næsten ikke tro det og adrenalinen pumper rundt i min krop, fordi jeg lige har klaret den mest intense del af putteritualet (hvor liften forsigtigt løftes fra stuen og ind i tremmesengen). Jeg ved godt at det lyder åndssvagt, men jeg har det som om jeg lige har udført magi.

Velkommen til mit liv.

Topforvirrede forældre

Den første uge - okay de første to uger - efter Aksel var blevet født var vi fuldstændig rundt på gulvet (og det er vi sådan set stadig lidt). Når Aksel sov gik jeg forvirret fra rum til rum og glemte hvad jeg skulle. Både mig og Jakob havde fået akut ammehjerne og virkede nok mest af alt lidt smådemente.

Man kunne gå ud i køkkenet for at sætte noget i opvaskemaskinen og kun lige nå at stoppe sig selv inden tallerkner og glas havnede i skraldespanden. Man kunne stå i flere minutter og vente på at vandet i elkedlen skulle koge før det gik op for én at man var kommet til at tænde for ovnen istedet. Jeg har flere gange stået i badet og været fuldstændig blank omkring om jeg allerede havde vasket mit hår eller lige skulle til det. Alting flød bare sammen.

Så når folk spørger hvorfor vi skriver ned hvornår Aksel har spist, ved hvilket bryst og hvornår han er blevet puttet, så kan jeg bare svare; derfor. Jeg er kun gradvist ved at få min korttidshukommelse tilbage. Aldrig i mit liv er der blevet vendt så meget op og ned på alting som da Aksel kom. 

Det bedste råd jeg har fået

Mens jeg var gravid modtog jeg, som nævnt, mange velmenende råd om forældreskab fra folk med børn (SOV, SOV mens i kan!!). Det bedste "råd" fik jeg imidlertidig af min kære onkel der fortroligt lænede sig frem og betroede mig; 

"børn er uforudsigelige". 

Sandheden skal åbenbart ikke kun høres fra børn og fulde folk, men også fra onkler med små børn! Måske kommer der en rutine en dag, men lige nu er Aksel totalt i sine basale behovs vold og ikke altid så nem at blive klog på. Så vi gætter, googler lidt og prøver os frem - heldigvis under kyndig vejledning fra en sød sundhedsplejerske. 

Vi har prøvet at forklare den lille fyr, at vi altså er typerne der deler kalender og sætter en ære i altid at komme til tiden og overholde aftaler. Aksel har dog ikke tænkt sig at indvie os i sine planer lige foreløbig ser det ud til og måske er det meget sundt at vi lærer at leve i det uforudsigelige og øve os lidt i spontanitet. 

Lidt om Aksel

Mit hoved summer med blogindlæg, men jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal starte. Skal jeg skrive om, hvordan det er ikke at være gravid mere? Hvordan min krop er efter fødslen? Eller måske hvordan det at blive mor har påvirket mig følelsesmæssigt? Tja. Jeg tror jeg gemmer de lange, filosofiske indlæg til engang hvor jeg føler mig mere veludhvilet og starter med et lille indlæg om ham som min verden handler om i øjeblikket: Aksel.

Aksel elsker mad og spiser ivrigt, meget og længe hver gang han er vågen. Aksel elsker også at kigge og yndlingsudsigten er fars ansigt. Dét kan han betragte længe og indgående når de går rundt i lejligheden og snakker om morgenen. Aksel falder nemmest i søvn hos mig med et diskret skift fra bryst til sut, lidt nus på ryg og kind og et taktfuldt "shh""mens han bæres ind i seng. Jeg er blevet ret ferm til sådan noget med at skubbe en sut tilbage på plads med næsen mens jeg vugger Aksel frem og tilbage. Hvad gør man ikke for at hjælpe sådan en lille fyr med at falde i søvn? Aksel synes nemlig ikke det er spor nemt, men hvis man kan holde far i hånden eller hvis mor nusser én på maven, så går det lige. 

Umiddelbart lyder han måske som enhver anden baby, men det er han ikke. Han er noget helt særligt og i min verden har han allerede masser af personlighed, skøre ansigtsudtryk og sine helt egne lyde. Aksel siger mange lyde og vi er efterhånden eksperter i, hvilke han siger når han sover og hvilke han siger når han er vågen. En ekspertise der er rar at have, hvis man sidder og spiser med babyalarmen ved sin side eller hvis man selv har kastet sig ud i det optimistiske projekt at sove. 

Endelig blev jeg mor!

I har nok gættet det eller set det på facebook, snapchat, twitter eller instagram: Den 2. september 2014 blev vi forældre til den dejligste lille dreng. Han hedder Aksel og han har sat alting i et helt nyt perspektiv. Vi har brugt de sidste otte dage på at lære ham at kende og finde os til rette i vores nye roller som forældre - roller som vi allerede elsker!

Jeg har - sjovt nok - ikke skænket bloggen mange tanker siden jeg fødte Aksel og hvis jeg har, har det kun været for at overveje 1) om jeg overhovedet havde lyst til at blogge nogensinde igen og 2) hvordan andre nybagte mødre mon finder tid til at blogge (helt ærligt: hvordan?).

Men nu sidder jeg her ved spisebordet med Aksel trygt sovende i sin fine seng, et halvt glas øl ved min side og Jakob overfor mig med en god bog. Jeg tænker, at der nok skal være nogle tanker om det at være blevet mor, som jeg har lyst til at dele hen ad vejen. Det bliver nok ikke daglige indlæg, for dagene er begyndt at gå minimum dobbelt så hurtigt siden Aksel kom til verden - er det ikke rigtigt? - og Aksel skal ikke være en "bloggerbaby", så det kommer heller ikke til at flyde over med billeder af det ellers utrolig smukke lille vidunder.

Men måske med tanker.

Alt!

Igår havde jeg besøg af en af de sødeste og klogeste veninder jeg har. Hun har været bortrejst længe, så vi havde ikke set hinanden i lang, lang tid. Faktisk var det første gang hun så mig som gravid; der var meget at indhente.

"Jeg er spændt på hvor meget man egentlig kan, når man har et barn" - betroede jeg hende. 

"Jeg tror man kan alt!" svarede hun. Prompte. 

Og jeg blev så taknemmelig! Taknemmelig over at hun ikke kastede sig ud i en lang og dyster spådom om min ensomme, indholdsløse og - ikke mindst - søvnløse fremtid! Så er jeg da ligeglad med, om det er realistisk at man kan alt. Det er i hvert fald den rigtige indstilling.

Klar, parat ... ventetid!

Vi forbereder os på babyboblen på mange forskellige måder - ikke bare ved at fylde fryseren med lækre retter vi kan tø op når vi eftersigende intet andet magter, men også ved at få set en masse til vores venner, som vi eftersigende ikke kommer til at se noget til de næste 18-20 år og så ikke mindst slappe en hel masse af, for når babyen først har meldt sin entré kommer vi eftersigende aldrig til at lukke et øje igen.

Jeg kan ikke sove længe og jeg sover i det hele taget fuldstændig elendigt om natten - hvilket ikke er så underligt når der kun er to måder man kan ligge på og det er en kamp at skifte mellem dem. Til gengæld har jeg indført konceptet morgenlur - som går ud på at tage en lang lur et par timer efter at man er stået op. Bare for lige at indhente det forsømte.

"Babystationen" i soveværelset er også ved at være klar:

... Og jeg kan slet ikke få armene ned over hvor fint det er blevet!

Rod, take-away og uglet hår?

Nogle siger, at når jeg har født så får jeg ikke længere tid til mig selv, jeg får ikke tid til at komme i bad, rydde op eller lave mad. Jeg får ikke tid til at se mine venner og jeg får i hvert fald aldrig nogensinde mere tid til at læse en bog (hvilket er lidt uheldigt, når jeg nu er litteraturstuderende). Jeg er sikker på, at der kan være en masse rigtigt i de udsagn, men mange af dem kommer fra bloggere med blogs og Instagram-profiler, som de har tid til at passe. 

Jeg er nok alligevel så kedelig, at hvis jeg står i valget mellem enten at tømme opvaskemaskinen eller skrive et blogindlæg, så tømmer jeg opvaskemaskinen. Jeg bryder mig ikke om rod, men jeg forbereder mig på, at folk muligvis kommer til at se vores hjem i en mere rodet udgave, når jeg har født. 

Alligevel er der også dem der siger, at de aldrig har læst så mange bøger, som mens de var på barsel og jeg kan se på Instagram, at der er folk der tager på ferie med nyfødte babyer og iøvrigt har smukke hjem. På billlederne i hvert fald. 

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal tro og jeg har spekuleret meget over det. Skal vi fylde fryseren med mad og forberede os på kun at få et bad en gang om ugen? Vores liv kommer helt sikkert til at ændre sig mere end vi tror og på måder vi ikke har tænkt over, men jeg tror det er forskelligt fra par til par og fra baby til baby, hvordan den første tid opleves. Uanset hvad så tror jeg at det bliver fantastisk, selvom det uden tvivl også bliver hårdt. 

Jeg kan det!

Mange har sikkert prøvet det i teenageårene, at skulle holde en lille baby. Måske en nyfødt lille kusine eller naboens unge. Så sidder man der med sin akavede teenagekrop, fuldstændig anspændt, med krampe i armene og nervøst togskinnesmil. Man aner ikke hvad man laver og skuldrene sidder helt oppe ved ørerne. 

Derfor var jeg også lidt smånervøs, da jeg skulle holde min søde venindes to-uger-gamle baby i går. For det var mange år siden jeg sidst havde holdt sådan en bette én og det kommer altså anderledes tæt på, når man ved, at der kun er et par måneder til at man bare skal kunne det. 

Det var måske også den tanke der gjorde, at jeg langt om længe fik rystet akavetheden af mig og turde slappe af i det. Det føltes lige pludselig... naturligt! Det var en helt særlig oplevelse at sidde der med en lille baby på armen, mens min egen lille spirrevip sparkede løs inde i maven. Jeg kan det! Og jeg gik derfra med en følelse af succes. 

Nu glæder jeg mig bare endnu mere til det snart er vores tur. 

Det forpustede postbud

I går - netop som jeg havde smidt alt tøjet og var ved at tage noget andet på selvfølgelig - ringede postbudet på døren med ikke mindre end fire pakker til husstanden! Sådan går det, når man går amok i netshopping lige op til en miniferie: Det klumper sig sammen. Godt vi bor i stuen, for det stakkels postbud kunne næsten ikke slæbe alle pakkerne op ad trappen. Den ene var også lidt uhandy, for det var en flot puslepude fra Bilka med fine elefanter på. Så var der også et par sko og nogle cykelreservedele til Jakob, men det bedste af det hele var denne fine pusletaske fra danske Ida Ising: 

Det er sådan en retro pusletaske med pusleplads indeni og jeg glæder mig helt vildt til at pakke den og tage den i brug, når den lille kommer. Jeg tror det bliver rigtig rart, at kunne pusle den lille, selvom der ikke lige er et puslebord i nærheden. Og så synes jeg også at det er en bonus, at den ikke bare er en af de der forvoksede dametasker af plastik, som man ellers kan få. 

Det her indlæg er forresten (heller) ikke sponsoreret, men gid det var, havde jeg nær sagt, for det er ikke helt jydevenlige priser hos Ida Ising. Det  skulle bare være den, synes jeg. 

Barselsbesøg og fødselstanker

Forleden var mig og Jakob en tur ude på Skejby Sygehus og besøge min veninde, hendes kæreste og deres smukke nyfødte datter på barselsafsnittet. Hvor var det bare skønt at se de stolte forældre og sundt for os begge to, at se hvordan sådan en lille nyfødt baby egentlig ser ud (og hvor lille sådan en er!) under tre måneder før vi selv står med én i armene. Vi blev helt betuttede.

Fødslen havde ikke været nem. Og når jeg hører min venindes historie er det klart, at det får mig til at tænke på, hvad jeg selv skal igennem til august. Bliver det en lang eller en kort fødsel? Bliver den problematisk eller "nem"? Kommer jeg til at føde vaginalt eller ender det med kejsersnit? Mon jeg skal syes bagefter? Mon jeg får en epidural? Osv.

Der er mange tanker, der summer i mit hoved allerede nu, men svarene får vi først, når det en dag er overstået. Jeg kan ikke sige, at jeg glæder mig til fødslen, men jeg glæder mig ubeskriveligt til at holde vores lille barn i armene bagefter og jeg glæder mig over, at jeg har min venindes ord for, hvor søde de er at føde hos ude på Skejby.

Møbellager i stuen

Torsdag morgen tikkede der en mail ind om, at BabySam havde 20% på alle vugger og senge - til dem der printede mailen og tog den med ned i butikken vel at mærke. Sådan et godt tilbud er svært for to ærkejyder at sidde overhørig. Så efter lidt løs debat om sengepriser og -størrelser over sms endte det med, at jeg daffede ned i BabySam og indkøbte den Troll Sun Mini Cot som vi havde forelsket os i, da vi var ude og kigge babyudstyr i påsken: 

Vi kan både lide den fordi den er pæn at se på og fordi den er så lille, at den rent faktisk kan være i vores soveværelse samtidig med den puslekommode, som vi også har set os lune på. Den har målene 99,2x56,1 (udv.) i modsætning til almindelige tremmesenge der (åbenbart) alle sammen måler 60x120. Vi kan bruge den til baby i max halvandet år og madrasmålene er lidt skæve, men det synes vi er værd at tage med, når den nu har sådan en perfekt størrelse. 

Så nu er vores stue forvandlet til et møbellager de næste par måneder. Det eneste sted, den store papkasse kunne være, viste sig at være lænet op ad bogreolen. Jakob har lovet at hjælpe mig, hvis jeg får brug for en af de bøger, der nu er fanget bag den. 

Kloge og forvirrede

I påsken var vi ude at se på babyudstyr for første gang (nogensinde). Det er en fuldstændig ny verden for os, og vi blev akkurat ligeså forvirrede, som vi blev kloge. Skal man have barnevogn eller kombivogn? Lift eller voksipose? Puslebord eller puslekommode? Bæresele eller slynge? Er det nødvendigt med en skråstol? Og en kravlegård? Hvad er overflødigt og hvad er livsnødvendigt?

Heldigvis havde vi ingen planer om at købe noget der i påsken. Vi ville bare se - og blive klogere på - hvad man egentlig kan få. Vi blev mest kloge på, at kommende forældre åbenbart er den vildeste pengemaskine og at it's a jungle out there. Men vi skal nok finde ud af det så længe vi beholder begge ben på jorden. Priserne er jo også sindssyge - det første jeg gjorde, da vi kom hjem, var at installere Den Blå Avis' app på min mobil.

Foreløbig ser det ud til, at vi er nogenlunde enige om, hvad for noget udstyr vi går efter, men vi lytter selvfølgelig til alle de gode/dårlige erfaringer, vi kan komme i nærheden af, så vi ikke kommer til at købe noget helt ubrugeligt. Når man er gravid behøver man forresten slet ikke at spørge efter folks gode råd - det gør maven åbenbart helt af sig selv. Det er sjovt.