Minispark

Det der startede som små bobler inde i min mave forvandlede sig henover påsken lige pludselig til små, men helt mærkbare, spark. Hvis man er så heldig, at man ligger hånden på min mave på præcis det rigtige tidspunkt, kan man endda få lov at mærke sådan et lille spark. Så heldig har Jakob været hele to gange.

Det føles på én gang utrolig surrealistisk og utrolig naturligt at mærke liv, synes jeg. Men selvom det på mange måder føles naturligt og (enormt) dejligt, så ville jeg nok være mere end foruroliget, hvis ikke jeg vidste at jeg var gravid. Jeg er virkelig imponeret over, at der er nogen der kan gå i op til en hel graviditet uden at opdage det - men det er der!

Heldigvis er jeg ikke i tvivl om, at der er et lillebitte menneske, der møfler rundt i maven på mig - og jeg er ret ligeglad med, at det tit går udover min koncentration - alt andet bliver pludselig mindre vigtigt, når de små spark sætter ind. På et tidspunkt vænner jeg mig nok til det, men lige nu nyder jeg bare hvert eneste livstegn rigtig grundigt.

Indhentet af mangelfuld nabosprogsundervisning

Et lille indlæg som bærer præg af, hvad det er der fylder for tiden: Mit studie. Jeg skal til at skrive en halvstor opgave om Astrid Lindgren og børns rettigheder. Foreløbig er stort set alle værker jeg har lånt hjem om emnet på svensk. De ser spændende og relevante ud. Jeg får med garanti brug for dem, men der er bare ét problem: Jeg kan ikke svensk.

Det var meningen at vi skulle lære svensk i skolen, ja, men de to svenske tekster jeg blev præsenteret for i løbet af min skoletid - en i 8. klasse og en i 1.g - var bare ikke rigtig nok til at jeg lærte sproget.

Men svenskerne er søde og kloge og har flotte efternavne. Nu indhentes jeg af skæbnen og får lært at læse svensk.

Wish me luck.

Hjemve

Den anden dag passerede jeg lillebroren til en jeg engang har gået i klasse med. Eller det tror jeg i hvert fald, at det var. Men det er egentlig lige meget, for hjemveen slog igennem mig som en mavepumper, mens jeg cyklede videre og ikke kunne lade være med at tænke på, hvor grim byen egentlig ser ud i regnvejr - sammenlignet med den "landsby" jeg kommer fra. 

Jeg savner nogle gange at være et sted, hvor der ikke bor flere mennesker end at man hilser på hinanden på fortovet. Men sådan nogle steder er vel sjældne efterhånden? Nogle gange glemmer jeg hvor jeg er, og kommer til at hilse på tilfældige mennesker her i Aarhus. Sådan nikke høfligt til dem på gaden med øjenkontakt og det hele. Folk må tro, at jeg er idiot. 

Her passerer vi hinanden som fortabte skygger i efterårsregnen; folk man har gået i parallelklasse med eller måske ikke har set siden efterskoletiden. Et andet sted ville vi have stoppet op og sagt "hej" - bare fordi vi boede i samme by. 

Ting der undrer mig pt. 2

- Linkedin
(og især hvorfor de sender mails med ingeniørjobs der er "relevante" for mig)

- Hvad der blev af udtryk som fx "panser" og "edb"
(måske siger man det stadig i Kbh?)

- Hvordan folk får tid til sådan noget som at strikke/se fjernsyn/lave mad/lege/købe tøj/købe STØVLER i det her samfund.

- Hvornår jeg sidst har gjort mine køkkenskabe rent indvendig.

- Hvorfor butikkerne hvert år tror, at folk har lyst til at spise pebernødder og brunkager i oktober. Gå så væææææææææk! 

Girls will be girls?

For et par dage siden blev jeg ringet op af en grædende veninde, der bliver holdt udenfor af nogle andre veninder, som jeg (heldigvis, havde jeg nær sagt) ikke kender. Åh altså. Det er en svær en at trøste på, for hvad kan man sige andet end at hun fortjener bedre end det? Jeg ville ønske at jeg kunne gøre noget ved det, for, også jeg, kender smerten ved at blive hold udenfor.
Det tror jeg alle gør.

Men. Det var da hun gentagne gange hulkede, at det var ligesom at være tilbage i folkeskolen, og senere da Jakob sagde "hvorfor gør I piger sådan noget mod hinanden? - Altså ikke dig, men de andre?", at det gik op for mig, at det der latterlige tøsefnidder, som jeg har været så overbevist om, at vi ville vokse fra, åbenbart er fulgt med os (eller nogle af os?) ind i voksenlivet.

Øv. Kan vi ikke lige aftale, at vi behandler hinanden ordentligt fra nu af, piger?

Ting der undrer mig...

- At det stadig er september (for det er da ved at være ret koldt, ikke?)

- At jeg ubevidst kan være så glad for Turkish Delight, at jeg nogle gange drømmer om det om natten.

- At jeg ikke anede, hvad jeg skulle skrive, da jeg blev bedt om at signere en bog for første gang i dag. Jeg har alligevel drømt om det siden jeg var tretten...

- At der er nogen i Åbyhøj som åbenbart mener, at det er meget bedre at min ringeklokke siger boing i stedet for ding.

Tak for det. Lømler.

Festuge-flashbacks

Hver gang jeg har været inde til Aarhus Festuge, efter jeg er flyttet til Aarhus, er jeg blevet ramt af insisterende flashbacks. Jeg ser mig selv sidde på Clemens Bro i hullede bukser og sort sweatshirt. En spinkel teenagekrop med dåseøl fra 7eleven og en masse spraglede efterskolevenner omkring sig.

Fjollet dans til festuge-indianernes playbacktoner.

Pludselig husker jeg den bagstive morgen hvor jeg spontant fik lavet det tredje hul i mit højre øre og jeg husker en sen natbus til Silkeborg. Alle de gange jeg frekventerede festugen som teenager filtrer sig sammen til ét stort minde fyldt med gensyn, forvirring og fest. Nu virker det som så længe siden, at jeg aldrig kan lade være med at blive overrasket over, at festugen, som den var dengang, stadig findes. Når nu mit spinkle teenage-jeg for længst er historie.

Bliver man sur af at handle med smykker?

Det er ret sjældent at jeg taler med guldsmedeekspedienter - og det er ikke kun fordi jeg ikke rigtig har nogen penge - det er også fordi at folk der arbejder i guldsmedeforretninger, eller bare generelt folk der står og sælger dyre smykker, er så snobbede, at det næsten gør ondt på dem. Faktisk er de alt for fine og vigtige til overhovedet at tale med kunder, og de vil helst kun sælge smykker til dig, hvis du er en rig, flot mand over halvtreds med sølvgråt hår og dyrt jakkesæt. Forestiller jeg mig. Det er i hvert fald sådan det føles, når man er i deres selskab. 

Nå. Men jeg gik så ind i en guldsmedeforretning i dag, fordi jeg havde ødelagt en pæn sølvhalskæde og for flere år siden iøvrigt smadrede emaljen på min marguerit-halskæde. Jeg så ned af mig selv inden jeg gik ind: Splinterny kjole - tjek, pæn frakke - tjek, sko -tjek, nyklippede negle - tjek, strømpebukser - tjek. Måske ser jeg ikke ligefrem rig ud, men jeg ligner da heller ikke ligefrem en tigger og håret er velfriseret og det hele. 

Alligevel blev jeg behandlet som om jeg var en eller anden hippie i deletøj, der tydeligvis var gået forkert. Ingenting kunne lade sig gøre! Jeg måtte gå igen med uforrettet sag - lige over til Ganesha, hvor jeg plejede at få lavet huller i ørerne, da jeg var teenager og hvor de uden problemer kunne fikse den ene halskæde. 

(Marguerit-halskæden kan nemlig slet ikke fikses, belærte en sur dame hos Georg Jensen mig om) 

Jeg går ud fra at det der med at være snobbet, sur og arrogant er noget af det man bliver ansat på, hvis man gerne vil være guldsmedeekspedient. Man skulle jo nødig behandle sine kunder som om de betød noget, vel?

Observationer fra sidste uge

Så gik der lige over en uge, hvor jeg ikke fik blogget. Et enkelt blogindlæg eller to rumsterede inde i mit hoved i løbet af ugen, men jeg var for forkølet og for travl til at skrive dem ned og trykke på "udgiv".

Nu kan jeg naturligvis ikke huske hvad det var der var så sjovt/skørt/tankevækkende/whatever.

Jeg har kaldt det her indlæg "observationer fra sidste uge", men som I sikkert kan fornemme, er det ikke meget der har klæbet sig fast.

Der er dog tre små observationer, som forkølelsen ikke har slettet:

1. Man synker ekstra mange gange når man har ondt i halsen - for lige at se om det stadig gør ondt. Det er irriterende selvforstærkende og man kan ikke stoppe igen. Med mindre man vil savle.

2. Hvis man cykler på Brabrandstien en fugtig forårsdag opnår man hurtigt sin yoga-vejrtrækning, hvor luften indåndes ind og ud gennem næsen. Med mindre man har lyst til at indtage dagens proteiner i form af insekter.

3. Der er meget stor forskel på, hvordan folk hilser på én alt efter om man bliver præsenteret som f.eks."praktikant", "studerende" eller "forfatter". I sidste uge oplevede jeg for første gang at blive præsenteret som "forfatter" (lang historie) - det kunne jeg godt vænne mig til.

Samlertyper

Da mig og Jakob gik langs stranden ovre på Fur og lige pludselig havde lommerne fyldt med sten og små konkylier gik det op for os, at vi måske lidt er nogle samlertyper. Vi kunne ikke lade være med lige at finkæmme et større område af stranden for søde små konkylier, vi havde fået øje på.

Nu ligger dét her så i vores entré...

... og vi aner ikke hvad vi skal bruge det til.

Ikke desto mindre var der stor begejstring, da jeg havde været på loppemarked i weekenden og gjort nogle uomtvistelige kup. Bl.a. et skab som vi lige skal blive enige om, hvor vi overhovedet har plads til at hænge op.

Jakob var da også mest begejstret for kaffefilterholderen - for sådan en manglede vi rent faktisk. Indtil videre er den også det eneste af loppefundene, der rent faktisk har fået en plads i lejligheden...

Flot ser det ud!

Jeg sammenligner mig selv med Carrie Bradshaw

Men hvad har vi egentlig tilfælles?

Hun er klummeskribent og forfatter. Jeg drømmer om at være ting som klummeskribent og forfatter. Hun bruger gigantiske summer på tøj og sko. Jeg bruger det jeg kan skrabe sammen på rejser. Hun kører med taxa rundt på Manhatten. Jeg cykler rundt i Aarhus. I frostvejr.

Det er yderst sjældent, at jeg har råd til at spise frokost på café med veninderne - og sjældent at veninderne har det. Jeg smører leverpostejsmadder tidligt om morgenen, mens Carrie Bradshaw - klummeskribent og forfatter - spiser ude hver dag, køber sko fra Manolo Blahnik og designerkjoler. I den virkelige verden ville hun være på dagpenge. Nej det er ikke bitterhed du kan spore. Jeg siger det bare.

I Carrie Bradshaws liv sker der desuden konstant ting, der forvandler sig til stof til hendes fantastiske klumme, som endda har en reklame på siden af en bus (?). Jeg skriver derimod om fitness, SATC og andre hverdagsting.

Og det her indlæg giver ingen mening, hvis man ikke har set serien. Til gengæld afslører jeg endnu engang mig selv som last mover.

Vigtigheden af billige skraldeposer

"Nu skal du se hvad jeg har købt i Harald Nyborg!"

Sagde Jakob begejstret lørdag eftermiddag, da jeg kom hjem fra arbejde. Han hev en pose frem og gav sig til begejstret at fremvise indholdet en genstand ad gangen. Jeg kunne godt fornemme at det bedste blev gemt til sidst.

Først var der, til min store begejstring, nye cykellygter til mig! Så var der en masse kedelige dimser til Jakobs cykel, efterfulgt af endnu en bonusting, nemlig en hængelås jeg skal bruge, når jeg skal til fitness.

Afsløringen af posens resterende indhold blev naturligvis akkompagneret af et behørigt

"Oooog..."

Inden to ruller skraldeposer blev fremtryllet.

Jeg blev så paf at jeg kom til at spørge: "Hvad er det?"

"Skraldeposer til 5 kr!!" 

"Åh. Jeg troede det ville være noget spændende..."

Kom jeg til at sige.

"Jamen er det ikke bare VILDT billigt?" 

Der er tydeligvis noget her hvis vigtighed jeg overhovedet ikke har forstået omfanget af. Skynd jer i Harald Nyborg.

Er jeg fitnesstypen?

Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har været inde på Fitnessworlds hjemmeside nu. Hver gang med den klare intention at melde mig ind. Alligevel er det som om der er et eller andet der stopper mig hver gang. Det er egentlig ikke prisen som sådan.

Det er nok mere det, at jeg aldrig har set mig selv som fitnesstypen, at jeg synes det er skørt at vi skal stå og svede sammen i centre og hvad tager man overhovedet på?

De fleste jeg kender er tilmeldt et fitnesscenter, så jeg ved ikke hvorfor jeg render rundt med den fordom, at det kun er overskudsagtige unge kvinder med styr på alt – og i øvrigt råd til fedt tøj – der går i fitnesscenter. Det ved jeg godt at det ikke (kun) er, men jeg ved, at jeg kommer til at føle mig malplaceret og kommer til at skulle overvinde mig selv.  Ikke at jeg ikke er ung – det er mere det med overskuddet der kniber. Og tøjet.

Så sidder jeg der og stirrer på Fitnessworlds lokkende hjemmeside med billeder af sunde mennesker og fristende tilbud og tænker: Er jeg overhovedet fitnesstypen? Mens jeg kører musen over ”meld dig ind her” 117 gange. Jeg ved godt, at man stadig må belønne sig selv med en trøffel med farvet krymmel efter en lang dag på arbejdet, selvom man er medlem af et fitnesscenter. Men alligevel?

Jeg melder mig ind i morgen. Tror jeg. Men lov mig lige, at jeg ikke bliver en af dem, der ikke kan snakke om andet.

De tusind hovedpiners tid

En aften tidligere på ugen lå jeg og kom til at tænke på hovedpiner og alle de slags, jeg efter flere års lomme-empiriske undersøgelser, kan konkludere at der findes.

Den hovedpine man får når man har influenza, den hovedpine man får når man har slået hovedet, den hovedpine man får når man har en klump i halsen, den hovedpine man får når man har stirret for længe ind i en skærm, den hovedpine man får når man drikker sin slush-ice for hurtigt, den hovedpine man får når man dykker ned i iskoldt vand, den hovedpine man får når man har sovet på noget hårdt, den hovedpine man får når man har tømmermænd, den hovedpine man får når der er skimmelsvamp, den hovedpine man får når man ser dårligt, den hovedpine man får når man får solen direkte i øjnene og mange, mange flere...

Vi går rundt i en kold, smådigital, underlig verden, i hæsblæsende rammer vi selv har skabt, med vores alt for skrøbelige hoveder. Hoveder der måske i virkeligheden ikke altid er så fantastiske som vi går og tror. 

Almen velfærdsnavigation

Jeg er forhåbentlig ikke den eneste, der går rundt og synes, at der mangler et par fag i folkeskolen/gymnasiet - at der er noget viden, man godt lige ville være blevet introduceret lidt grundigere til, inden man blev erklæret flyveklar.

Nu tror du sikkert, at jeg synes der skal være et helt fag, der kun handler om litteratur (det synes jeg også) eller mere seksualundervisning, men det er ikke det, der går mig på.

Det er simpelthen den afgrundsdybe mangel på undervisning i emner som privatøkonomi, skattesystemet og dagpengesystemet, der generer mig. Dagligt.

Jeg gad da godt vide, hvad jeg skulle med ting som forskudsopgørelse og årsopgørelse. Det tog mig lang tid at forstå forskellen mellem skattekort, frikort og bikort. Hele feriepenge-systemet er stadig én stor gåde for mig og dagpengesystemet er en kamp at navigere i.

Jeg synes det er naivt/arrogant af systemet blot at antage, at vi alle sammen har helt styr på hvad der foregår. For jeg er da virkelig glad for, at jeg godt kan overskue at lave grundig research på diverse statslige hjemmesider.

Et solidt grundkursus ville være et hit! (jo det ville)

Og chaufføren talte kun tysk!

Hold op hvor er der blevet skrevet og sagt meget de sidste par dage om danske unges opførsel i Prag. Selvfølgelig er jeg helt enig i, at rejseselskabet ikke har holdt hvad de lovede og ikke har taget ordentligt ansvar for de unge, men i stedet overladt dem til sig selv og deres hæmningsløse druk. Så vidt jeg har kunnet læse, har det dog for det meste drejet som om unge på ca. 18 år - altså voksne mennesker der, for de flestes tilfælde, godt kan tage ansvar for sig selv.

Det der chokerer mig er altså ikke kun rejseselskabets håndtering af de unges drukferie. Det der efterlader mig med en lidt dybere rynke i panden end før jeg så Go'Morgen Danmark fredag morgen er, at der, på landsdækkende TV,  kan stå to voksne mennesker på 18 år og i ramme alvor forklare, at de har brug for en dansk guide for at tage en tur til Prag.

Det har heller ikke gjort noget godt for rynken, at en mor udtaler til DR, at hun gik i panik, fordi hendes 18-årige datter havde sms'et til hende, at buschaufføren (på busturen Tjekkiet-Danmark) kun talte tysk!

Jeg synes selvfølgelig, at den kritik der rettes mod rejsebureauet er berettiget, men jeg håber virkelig (og er overbevist om), at det kun er et uheldigt fåtal af Danmarks 18-årige, der ikke føler, at de kan rejse på vinterferie uden at have en barnepige med.

Prag ligger, som bekendt, i et andet land, hvor folk ikke taler dansk (ofte heller ikke tysk, men tjekkisk). Det er jo noget af det der er spændende ved at rejse. Unge mennesker på 18 år skal simpelthen kunne tage til Tjekkiet og et hvilket som helst andet land i Europa, uden behov for dansktalende guider og buschauffører. Det er en del af ens dannelse at lære at være selvstændig og kunne begå sig udlandet. Det er sundt at stå på egne ben.

Forældre skal sende deres 18-årige af sted til "farlige" Prag uden at panikke over, at dansk ikke er et verdenssprog. Selvom bange anelser, når det kommer til de unges ansvarlighed og opførsel, ser ud til at have holdt vand i det her tilfælde. Men hvem er det lige det falder tilbage på, hva?

Kære danske teenagere:
Drop guiderne og rejs noget mere - det trænger I til.

Forladt sofa

Nede i vores gård stod der en dag en rigtig smuk rød sofa. Det var mens vejret pludselig var nogenlunde tørt og det ikke havde sneet et par dage.

Sikke en flot sofa, tænkte jeg, det er nok storskrald... Ih! Hvis bare man havde plads, så tror jeg da nok lige, at jeg kunne finde på at spørge om den ville med op. Fristende, I must say.

Men så så jeg skiltet, der sad fastgjort til den stakkels sofa:

"DETTE ER IKKE STORSKRALD!! HVIS DU FJERNER DEN VIL DET BLIVE MELDT TIL POLITIET"

Stod der.

Okay, okay, hvis det skal være på den måde, tænkte jeg og gav sofaen et undskyldende smil. Vejret blev koldere igen, sneen væltede ned fra himlen...

...og man kan selvfølgelig ikke længere se skiltet på den stakkels sofa, der stadig står nede i gården og venter på sin date.

Der kan den sikkert vente længe, for selvom et fint lag sne har skjult den aggressive meddelelse, så tvivler jeg på, at der stadig er nogen, der har lyst til at invitere den forladte, gennemblødte sofa med op.

Dengang i 80'erne

Den anden dag var jeg så heldig at tilbringe min aften sammen med nogle piger der er født omkring årtusindskiftet. Nysgerrige, intelligente, One Direction-elskende unge kvinder.

Snakken faldt på 80'erne og i den anledning havde de unge damer et par ting de gerne ville vide.

Fandtes der DJ's i 80'erne? Hvad drak man når man var i byen? Sendte man virkelig bare breve til hinanden? Var der ikke mange stoffer i 80'erne? Og AIDS?

Jeg er født i slutningen af 80'erne og husker intet fra det sagnomspundne årti. Alligevel fornemmede jer dér, at hvor årgang 99 og 0 har hørt anekdoter fra 90'erne, så har jeg hørt anekdoter fra 80'erne. Min historieundervisning i folkeskolen har været langt mere præget af murens fald, kold krig, yuppiekultur, oliekrise og perestrojka end deres, kunne jeg fornemme.

Jeg kom til at tænke på hvordan årtier hurtigt bliver historie. Hvordan 90'erne, som jeg voksede op i, nu er historie. Som der bliver undervist i. Hvordan 80'erne nu er gået af mode i mere end én forstand - og hvor lidt jeg egentlig selv har interesseret mig for 70'erne som årti. Det slog mig, hvordan hvert årti, set i tilbageblik, virker så ligetil at sætte ord på og hvor tilfældigt det i virkeligheden er, hvad vi "husker" i vores fælles hukommelse.

Måske har hver generation et bestemt årti de ser sig selv i forhold til?

Og måske er det også derfor jeg ikke kan lade være med at tænke, at det er for tidligt helt at afskrive 80'erne sin betydning. For jeg har på fornemmelsen, at noget af det hæsblæsende vanvid, vi stadig befinder os i, startede der.

Hvad er der nu pludselig galt med nytår?

Jeg hører tit folk sige, at nytårsaften er årets mest hypede fest, som aldrig lever op til forventningerne og hvorfor-skal-man-overhovedet-gøre-så-meget-ud-af-det.

Tja. Hvorfor sætte sine forventninger så højt, så? Jeg har oplevet en del nytårsaftnerne efterhånden (ih!) og sætter mine forventninger derefter - og dvs. sådan temmelig højt. For jeg har haft mange gode og sjove nytårsaftner - omend jeg også har haft nogen der delvist floppede. Ro på.

Nytårsfesten er vel, hvad man gør den til? Jeg ser nytårsaften som en fantastisk anledning til at invitere en masse venner til middag og fest, fordi jeg uforbederligt elsker god mad og rødvin. Jeg synes der er god grund til at fejre, at vi går et lækkert og saftigt nyt år i møde. Guf guf guf.

Ej. Se det dog som en anledning til at have en sjov (og muligvis ekstraordinær aften) med dine venner, hvor ting som dronningens nytårstale, festfyrværkeri (betragtet på afstand, for mit vedkommende), kransekage og champagne giver festen et ekstra lille twist af glitter og glamour.

What's not to like?

Den tunge telefon

Som barn kunne jeg godt lave alverdens krumspring for at undgå, at skulle snakke i telefon. Især med mennesker jeg ikke kendte - særligt hvis det var autoriteter af en eller anden slags. Eller bare voksne i det hele taget. Det var lige så man næsten tissede i bukserne af skræk.

Jeg har kun fået det moderat under kontrol.

At dømme efter hvor stor tilslutning der var til det foredrag om "telefonisk kontakt" der blev arrangeret på jobsøgningskurset, så er jeg ikke den eneste, der stadig synes at telefonen godt kan virke en anelse tung - hvis man altså skal løfte den for at tale med et fremmed menneske. Måske endda et menneske der sidder og kan give en det job man drømmer om.

Det er da sindssygt skræmmende.

Jeg kan huske engang jeg som barn skulle ringe til formanden for tennisklubben, fordi jeg skulle betale et depositum og derpå få en nøgle til tennisbanen. Det var kun under massivt pres fra mine forældre og min tennismakker, at det lykkedes mig at få løftet røret og ringet til den mand. Tilgengæld har jeg stadig nøglen, for da min tenniskarriere var slut, fik jeg aldrig lige ringet og aftalt noget med at få den afleveret tilbage igen.

Har du det også sådan? Så har jeg dårligt nyt. Til foredraget lærte jeg nemlig, at den eneste måde man kan få dæmmet op for sin lille telefon-samtale-angst er at ringe helt vildt meget. Jeg blev satme gruppepresset ud i to telefonsamtaler med virksomhedsledere på en formiddag! Avs avs. Heldigvis er jeg ikke helt stum at snakke i telefon med, når jeg først har ringet op...