Tøjkrise

Midt i en hverdag med gylp, fedtet hår, babygråd, magiske øjeblikke og mangel på sammenhængende søvn er der pludselig opstået en uforudset tøjkrise (uforudset fordi jeg ikke har haft tid til at tænke ordentligt over det). 

Sagen er den, at Aksel skal døbes næste weekend og jeg har ikke noget pænt at tage på - og jeg kan forstå på Zalando, at man ikke kan sælge mig en pæn kjole med knapper foran. Bevares, der er da kjoler med knapper foran, men ikke nogen der for alvor vil kunne skjule hvor bred jeg er blevet om hofterne. 

Og som om det ikke var nok, så er det i løbet af natten gået op for mig at det er IMORGEN at der er 10-års jubilæum med efterskolen og indtil nu har jeg kun fokuseret på, hvordan jeg dog skal klare at være væk fra Aksel i så mange timer, men nu slår det mig pludselig, at jeg nok ikke kan møde op i min pyjamas uanset hvor splinterny og dyr den så er. 

Og lige netop sådan en dag vil man jo gerne signalere noget med sit tøj, men det mit tøj signalerer i øjeblikket er jo at det prøver at skjule 4 uheldige kilo samtidig med at der er enormt hurtig adgang til brysterne. 

At der overhovedet findes tøj der matcher den beskrivelse er jo utroligt. Nu har jeg bestilt noget blåt med masser af knapper hjem hos BON'APARTE (der er ellers langt mellem snapsene i deres udvalg, men hver sin smag) og så krydser vi bare fingre for at den når frem inden barnedåben og sidder som om jeg stadig var en størrelse 38. 

Terminsdatoen kom og gik...

... Og der skete ingenting! Jeg var til litteraturfestival om formiddagen og da jeg blev for træt tog jeg hjem og fik mig en lang lur. Bagefter drak jeg kakao og spiste kanelsnegle sammen med Jakob og en god veninde. Om aftenen fik vi god mad, Jakob drak en øl og bagefter så vi et afsnit af Suits.

Vi var glade og i feststemning fordi vi endelig havde nået terminsdatoen og folk skrev "glædelig terminsdag" og spurgte hvordan vi havde det. Jeg synes det er vildt dejligt når folk skriver og spørger om jeg snart har født, men der er virkelig ikke noget der tyder på det.

I dag er jeg lidt mindre optimistisk. Jeg ved godt, at der ikke er nogen babyer der er blevet derinde: Den kommer ud før eller siden, men hold op hvor må det gerne være snart! Jeg bliver nødt til hele tiden at minde mig selv om at jeg kun er gået én dag over tid, så jeg ikke kommer til at gruble for meget over for-og-imod igangsættelse osv., det bliver jo forhåbentlig slet ikke aktuelt! 

Det lille menneske i min mave vil tydeligvis bare gerne være septemberbarn og det kan jeg sådan set godt forstå. 

Fra vandrende pind til sprængfarlig badebold

Hele min skoletid var jeg så tynd, at jeg tit blev kaldt "vandrende pind", hvilket jeg af en eller anden grund havde svært ved at tage som et kompliment i situationen. Det var først da jeg var omkring 20 at jeg begyndte at skulle tænke over hvor meget slik og kage jeg spiser - ligesom alle andre. Og så ville jeg pludselig alligevel gerne være den vandrende pind. Men for sent.

Mens jeg har været gravid er der selvfølgelig mange der har kommenteret hvor flot og stor min mave er blevet - og det er jo dejligt, men jeg skulle faktisk lige vænne mig til at tage det som et kompliment i starten. For uanset hvad, så er man jo stadig bare sig selv - forhenværende vandrende pind - der pludselig bliver sammenlignet med en badebold. Men okay, jeg kan godt forstå sammenligningen.

Jeg tør ikke rigtig tænke på, hvordan min krop kommer til at se ud bagefter - når badebolden er væk og ikke længere stjæler opmærksomheden fra mine lår, som jeg nærmest ikke kan genkende. Men den tid, den sorg. Der skal uden tvivl nok være en kæk sammenligning der passer på dén krop også. 

Men... Hvornår?

Jeg bruger enormt meget tid på at spekulere over, gætte på og tale om hvornår jeg mon føder. Om godt en uge er jeg 37 uger henne og så kan det i princippet ske hvert øjeblik det skal være - 5 uger frem. Det er så vildt! Og det er skørt at skulle lave alle aftaler med det forbehold at jeg måske føder.

Jeg tror jeg har set højgravid ud længe, for selvom jeg synes at jeg har gjort et stort nummer ud af at fortælle folk, at terminen altså er 30. august, så vrimler det alligevel med kommentarer ála "nu sker det nok lige om lidt!" og "næste gang vi ses har du sikker født" - sådan har der været i over en måned. Især hos min frisør, hvor det efterhånden er blevet helt akavet stadig at være gravid, hver gang jeg kommer. Men mit pandehår er altså hurtigere til at gro ned i øjnene på mig, end babyen i maven er om at blive klar. 

Selvom de fleste førstegangsfødende går over tid, så har jeg alligevel en fornemmelse af, at jeg føder før terminen. Så det skal nok passe at jeg ender med at gå 14 dage over eller sådan noget. Jeg må hellere arbejde lidt med min tålmodighed...

Brok, travlhed og rettidig omhu

Nu er der seks uger til termin og hvis jeg ikke var der før, så er jeg der nu: Dér hvor jeg gerne bare vil have at ALT skal være klar NU! I forgårs skrev jeg en pakkeliste over ting vi skal have med ud på sygehuset når jeg skal føde og igår begyndte jeg ligeså stille at finde de ting frem som kan pakkes allerede nu. Jakob synes jeg stresser lidt, men selv synes jeg, at jeg udviser rettidig omhu. Måske har jeg også så travlt, fordi jeg selv er født tre uger før termin, så jeg ved, at det altså ikke er alle førstegangsfødende, der går over tid.

Jeg blev lidt nervøs for fødslen og især tiden efter fødslen, da jeg læste DEN HER artikel om hvordan førstegangsfødende sendes direkte hjem efter fødslen udefra Skejby pga. travlhed. Den slags troede jeg (måske naivt) ikke kunne ske derude. Jeg synes det er underligt at skulle gå at pakke tøj til flere dage til både mig, Jakob og babyen, hvis vi alligevel risikerer at blive sendt hjem med det samme.

Nogle gange tænker jeg, at det måske alligevel ville være nemmere at føde herhjemme, når vi alligevel skal slæbe alt hvad vi skal bruge lige fra tøj til at føde i til mad og bleer med ud på fødegangen og så ikke bare risikerer at blive sendt frem og tilbage mens veerne er igang, men også risikerer at blive sendt hjem lige når fødslen er overstået. Det kan da ikke være meningen, at man sådan skal fare rundt når man er igang med at føde eller lige har gjort det?

Æv.

Jeg bliver så sur over det system. Jeg bliver usikker og bange for bristninger, bange for at de vil give mig vedrop bare for at få fødslen til at gå hurtigere, fordi de har travlt, og bange for at komme forkert i gang med amningen bagefter.

Alligevel har jeg gået og moret mig lidt over, hvordan jeg vil reagere, hvis jeg er uendeligt udmattet og der kommer én og foreslår, at jeg skal tage hjem med det samme. Enten kommer jeg til at tude som et vandfald eller også, haps, så bider jeg hovedet af staklen. Verbalt.

Don't mention the war

For et stykke tid siden lavede jeg en lille skriveworkshop for unge mellem 12 og 15 år på mit arbejde. Vi sluttede forløbet af med en lille fremvisning for forældrene og da "receptionen" var ved at være forbi var jeg faldet i snak med et par af mødrene og et par kollegaer, der nysgerrigt spurgte ind til min graviditet.

Da den mest snaksalige af mødrene skulle gå, sagde hun;

"Så må du have en god fødsel til den tid"

Og da hun så de andre mødres ansigtsudtryk tilføjede hun noget i stil med;

"Ja, ja, jeg ved det godt - don't mention the war!"

Det var sjovt sagt og alle grinede, men lige dér blev jeg faktisk lidt bange. Selvfølgelig har jeg aldrig været i tvivl om, at de her kvinder har været igennem noget, som jeg ikke engang har den mindste chance for at forestille mig. Men jo mere fødslen nærmer sig, jo mere føles det som om, at jeg snart skal optages i en eller anden hemmelig loge. Hvilket jo på en måde også er tilfældet. Jeg synes, at den indforståethed, der er mellem kvinder der har født, er skræmmende, fordi den vidner om, hvor voldsomt og smertefuldt der er, det jeg snart skal igennem.

Barselsbesøg og fødselstanker

Forleden var mig og Jakob en tur ude på Skejby Sygehus og besøge min veninde, hendes kæreste og deres smukke nyfødte datter på barselsafsnittet. Hvor var det bare skønt at se de stolte forældre og sundt for os begge to, at se hvordan sådan en lille nyfødt baby egentlig ser ud (og hvor lille sådan en er!) under tre måneder før vi selv står med én i armene. Vi blev helt betuttede.

Fødslen havde ikke været nem. Og når jeg hører min venindes historie er det klart, at det får mig til at tænke på, hvad jeg selv skal igennem til august. Bliver det en lang eller en kort fødsel? Bliver den problematisk eller "nem"? Kommer jeg til at føde vaginalt eller ender det med kejsersnit? Mon jeg skal syes bagefter? Mon jeg får en epidural? Osv.

Der er mange tanker, der summer i mit hoved allerede nu, men svarene får vi først, når det en dag er overstået. Jeg kan ikke sige, at jeg glæder mig til fødslen, men jeg glæder mig ubeskriveligt til at holde vores lille barn i armene bagefter og jeg glæder mig over, at jeg har min venindes ord for, hvor søde de er at føde hos ude på Skejby.

Det er OK at have en træt dag

I dag har jeg haft sådan en dag, hvor jeg ikke rigtig har kunnet vågne. Hele dagen har føltes som om, at det var midt om natten. Jeg er gået rundt i zombie-tilstand og har slet ikke kunnet yde det, som jeg gerne vil. Dybt frustrerende.

Jeg kom for sent i seng i går (klokken var over 23), *nogen* havde en fest inde i min mave hele natten, jeg måtte ud og tisse fire gange og så lå jeg også lige vågen i over en time - ude af mig selv af bekymring - fordi jeg havde haft to plukveer lige i træk. Så alt i alt en fantastisk nat.

Jeg skulle have skrevet et fuldstændig genialt diskussionsafsnit på min eksamensopgave i dag, men i stedet er det blevet et middelmådigt (og halvfærdigt) diskussionsafsnit. Det er godt, at jeg er i god tid med opgaven, for sådan nogle dage her kan bare ikke forudsiges. Og der er ikke noget at gøre ved dem. Jeg må bare erkende, at den her dag gled forbi mig... (det er lidt ligesom at have tømmermænd, ikke?)

Min yndlingsbeskæftigelse på sådan en dag - og alle andre dage også faktisk - er at ligge i sengen med bar mave og begge hænder på maven og mærke babyen sparke derinde, mens jeg snakker og snakker til Jakob, den stakkel, som prøver at læse til eksamen. Hæ. I dag fik jeg valuta for pengene: Mens Jakob kiggede gav den et spark, der var så kraftigt at min mave nærmest hoppede. Jeg mærker den mere og mere, tydeligere og tydeligere for hver dag der går og jeg kan. ikke. få. nok af det!

Den perfekte uperfekte mor

Et af de mest læste indlæg her på bloggen er stadig DET HER fra 2012. Der er gået halvandet år siden jeg skrev det indlæg og jeg har tit overvejet at slette det, for jeg kan kun stå inde for cirka halvdelen af det der står. Nu hvor jeg er gravid, synes jeg, at de tanker jeg gjorde mig om graviditet dengang, faktisk var nogenlunde realistiske: Jeg bruger økologisk make-up, jeg holder mig fra alkohol og de forskellige ting man ikke må spise og jeg dyrker lidt motion. Jeg spiser nogenlunde sundt de fleste dage, men jeg spiser meget (jeg er sulten konstant) og jeg spiser ikke økologisk.

Dét som jeg ikke længere kan stå inde for, er egentlig mest min kritik af Trines blog (lortemor.com). Dels fordi hendes blog har ændret sig og dels fordi jeg selv har fået et mere nuanceret syn på debatten. Jeg synes, at min kritik dengang var for hård. Trines projekt var og er vigtigt og hun har fået nedbrudt nogle tabuer og givet en masse mødre mod til at tro på sig selv og tro på, at det ikke handler om at være "perfekt" på glansbilledemåden.

Trines humoristiske og ironiske tilgang til moderrollen handler ikke om, at stræbe efter at blive en "lortemor" og (tro det eller ej) - det vidste jeg også dengang. For mig blev hendes blog bare et eksempel på, hvor træt jeg var af kun at få præsenteret bagsiden af medaljen (modsat Trine der gjorde op med den polerede overflade). Jeg havde brug for, at der var nogen der fortalte om, hvor fedt det også er at være mor og efter jeg er blevet gravid, har jeg fundet ud af, at dét kan de fleste mødre faktisk fortælle om - så snart de ser min mave.

Jeg synes, at der skal være balance mellem de to ting (og det er den balance jeg også synes, at Trine har fundet på sin blog). Det er vigtigt at vi tør fortælle, når det hele er noget lort, men ligeså vigtigt at man også godt må sige, når man synes det hele kører på skinner.

Det er klart, at jeg har reflekteret mere over moderrollen efter at jeg er blevet gravid - og som mange andre tror jeg ikke, at den perfekte mor er den perfekte mor. Måske er det nærmere den uperfekte mor, der er den perfekte mor. Men allermest tror jeg at det er den glade mor, der gør det så godt hun kan. Som barn elskede jeg når min mor gav os lov til at bestille pizza, eller når hun stak os hver en Knoppers efter indkøbsturen, fordi vi havde plaget helt vildt, eller når vi fik lov til at se to Disneyfilm i træk. Det var ikke så tit det skete, men når det gjorde, så oplevede jeg det ikke som mangel på overskud, men som at jeg havde verdens sødeste mor. Det hele ser anderledes ud gennem et barns øjne.

Jeg har ikke lyst til at starte debat med det her indlæg. Det er mere ment som et forsøg på forsoning og på at følge op på synspunkterne fra det gamle (forældede) indlæg. Jeg fik aldrig sagt undskyld til Trine for at være så hård ved hendes blog dengang i 2012 og det er nok lidt for sent nu, men det har alligevel naget mig.

Det kan ses

Endelig! Jeg blev helt paf, da den første person nikkede til min mave og sagde; "Nå, hvornår skal det være?" - men jeg blev også vildt glad! I løbet af den sidste uge er folk endelig begyndt åbent at kommentere min graviditet og klappe min mave og sige tillykke. Det er dejligt - og det er ikke kun fordi det betyder, at jeg er holdt op med at se tyk ud og begyndt at se gravid ud.

Men også fordi det faktisk er rart ikke at kunne skjule det længere. Så opstår der ikke længere akavede situationer, hvor jeg skal "springe bomben" som nej tak til et glas rødvin eller som forklaring på, hvorfor jeg ingen studieplaner har efter sommerferien. Maven siger det hele og den vokser og vokser.

Forsinkede teenageproblemer

Som teenager var jeg ikke specielt plaget af uren hud, og jeg havde for det meste max 1-2 bumser ad gangen. I hårgrænsen. Jeg følte mig virkelig forskånet - og endda uden at gøre noget særligt for det. Bevares, jeg fik da også bumser på næsen engang imellem, men jeg havde aldrig permanent pizzafjæs.

Åh, hvor blev jeg ramt af nemesis, da jeg blev gravid. Pludselig havde jeg flere bumser i ansigtet, end jeg nogensinde har haft før og eneste trøst var, at de sad under mit pandehår, og at det var tilladt at kalde dem hormonknopper. Mine veninder, der jo havde prøvet værre i deres teenageår, mente ikke, at det var noget særligt, men jeg syntes det var slemt, rigtig slemt - og jeg ejede stort set ingen produkter mod uren hud.

Efter et par mislykkede forsøg med de forskellige ting jeg kunne finde i skabet, tog jeg konsekvensen og gik ud og investerede i den Rudolph Care Facial Scrub Mask, som jeg havde ønsket mig lige siden, jeg gav den til min søster i fødselsdagsgave. Den er genialt god - og jeg ser (heldigvis) forbedringer allerede.

Og så er den også økologisk og svanemærket. Jeg vil klart anbefale den til alle gravide (og ikke-gravide) med teenagehud.

Dette indlæg er ikke sponsoreret. 

To streger!

Der er tit nogen der spørger, hvordan jeg fandt ud af, at jeg var gravid – og sandheden er jo, at jeg er en kæmpe kontrolfreak, så jeg var helt desperat efter at finde ud af, om den var der eller ej. Den første dag der overhovedet var en chance for at teste positiv, der testede jeg selvfølgelig. Vel vidende at resultatet ville være usikkert. Den dag var tilfældigvis 2. juledag, tidligt om morgenen på Jakobs forældres badeværelse – for vi var selvfølgelig hjemme på juleferie. Ja, jeg havde en graviditetstest med i toilettasken og nej, jeg havde ikke regnet med, at der var en ekstra julegave i vente, men så skete det her:

Og mine ben begyndte at ryste så meget, at jeg måtte støtte mig til badeværelsesbordet og hviske ”fuck” selvom jeg var glad og tage adskillelige dybe indåndinger før jeg gik ind og hentede Jakob, der krammede mig hårdt og længe, mens jeg for en sikkerheds skyld spurgte ham om han også kunne se to streger på testen. Bagefter måtte vi mande os op til at holde på hemmeligheden hele resten af julen. Svært!

Sprunget på økovognen

De to streger på graviditetstesten blev en kærkommen lejlighed til at gøre noget, som jeg egentlig gerne har villet gøre længe; nemlig at begynde at bruge økologisk make-up og købe parfume- og parabenefri skønhedsprodukter, der - så vidt muligt - er økologiske.

Som I kan se, så har jeg ikke været særlig konsekvent, men købt alle mulige forskellige mærker, der på hver sin måde lige passede godt til mig. Der mangler også en balsam og lidt forskellige andre ting. Det skyldes at jeg går frem efter det princip, at jeg bruger det jeg har, før jeg erstatter det med noget øko - og lige netop balsam har jeg altså en ordentlig dunk stående af.  Jeg er med andre ord altså ikke blevet fanatisk på en nat, men bare mere bevidst. 

Jeg kommer til at skulle blive ved med at prøve mig frem, fx så klumper økomascaraen fra Anne Marie Børlind helt vildt meget, så det her indlæg skal bestemt ikke tages som en anbefaling af produkterne, men som en anbefaling til generelt at tænke over hvilke kemikalier, man udsætter sin krop for - gravid eller ej. 

Forelsket i den lille røde

Med fare for at blive kaldt i samråd for en kommunistjoke (man skulle tro at vi levede i koldkrigstidens USA), vil jeg blot fortælle om en uimodståelig lille rød kalender jeg købte hos Kristian F. Møller i dag.

Bedst som jeg træder ind for at gøre mine julegaveindkøb, slår det mig, at jeg da skal have en ny Moleskine-kalender til det nye år. Wauv. Deres udvalg er så godt, at jeg falder i staver i, ja, over et kvarter, fordi jeg ikke kan bestemme mig for, om jeg skal købe den jeg plejer at bruge eller følge mit hjerte og købe den fine, lille, røde kalender der ligger godt i hånden og som har hardback-cover. Ak. Hvilke firstworldproblems man dog kan have på sådan en juleshoppingtur! Jeg endte med den røde - er den ikke bare lækker?

Men jeg læser!

Indrømmet: Jeg får ikke blogget så meget for tiden, for jeg har travlt. Jeg læser. Jeg læser svære teoritekster, jeg læser australske klassikere, jeg læser bøger jeg skal anmelde, jeg læser digte af Yahya Hassan. Jeg læser så meget, at bøger nogle gange hænger mig langt ud af halsen.

Bøgerne hober sig op på mit skrivebord, og nogle gange kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om det nu også var så smart, at den 14-årige Mettes drøm om et liv med litteratur gik i opfyldelse? Lige indtil jeg (endelig) læser en god bog eller oplever en god forelæsning. Så giver det hele mening.

Og det gjorde det også, da min veninde postede den her video på min facebookvæg:

Hvor går damebladsgrænsen?

Allerede få dage efter min 25-års fødselsdag begyndte de første "alderdomstegn" at melde sig. Man ved simpelthen, at man er trådt ind i en ny fase i livet, når Femina frister mere end Woman...

... Og man giver efter for det.

Jeg troede faktisk at man mindst skulle være 30! Men det der med hvordan man finder en kæreste, lægger make-up, har sex, spiser sundt og er en god veninde (samtidig), synes jeg efterhånden jeg har læst om ret mange gange i løbet af de sidste 10 år.

I Femina hylder de derimod 100 seje kvinder i den her måned - og det kan jeg godt lide. Så lover jeg til gengæld at vente med Alt for Damerne til jeg er fyldt 40. Mindst.

P.S. Gæt hvem der gik i latterkramper, da jeg trak Femina op af tasken...

It's October 3rd

Et lille gensyn med en klassiker - i dagens anledning ;-)

Girls will be girls?

For et par dage siden blev jeg ringet op af en grædende veninde, der bliver holdt udenfor af nogle andre veninder, som jeg (heldigvis, havde jeg nær sagt) ikke kender. Åh altså. Det er en svær en at trøste på, for hvad kan man sige andet end at hun fortjener bedre end det? Jeg ville ønske at jeg kunne gøre noget ved det, for, også jeg, kender smerten ved at blive hold udenfor.
Det tror jeg alle gør.

Men. Det var da hun gentagne gange hulkede, at det var ligesom at være tilbage i folkeskolen, og senere da Jakob sagde "hvorfor gør I piger sådan noget mod hinanden? - Altså ikke dig, men de andre?", at det gik op for mig, at det der latterlige tøsefnidder, som jeg har været så overbevist om, at vi ville vokse fra, åbenbart er fulgt med os (eller nogle af os?) ind i voksenlivet.

Øv. Kan vi ikke lige aftale, at vi behandler hinanden ordentligt fra nu af, piger?

Brillelykke

I torsdags kunne jeg endelig tage en tur ind til Louis Nielsen og hente mine nye briller. Jeg bruger normalt kontaktlinser, men syntes alligevel at alting lige pludselig stod så utrolig skarpt, da jeg fik brillerne på.

Lige indtil jeg trådte ud i september-regnen og kom i tanke om, hvorfor jeg bedre kan lide kontaktlinser, når det kommer til stykket. Briller er bare rare på weekendmorgner og på hverdagsaftner med søvnige øjne. Og jeg kan altså slet ikke stå for de nye. Hvis jeg selv skal sige det.

Skrivebordsbunkens nye hjem

Når bunken ikke vil forsvinde fra mit skrivebord, trods gentagne forsøg på at udrydde den, må jeg i stedet camouflere den. Til det formål har jeg købt en æske...

... Jeg var nemlig overraskende shoppelysten da jeg frekventerede netto med tømmermænd igår eftermiddags for at købe ting som mælk og bacon. Udover æsken købte jeg også to viskestykker fordi de var flotte og en ny håndsæbe fordi der var blomster på (ikke et ord til Jakob).
På den både undgik jeg at købe chips.