Slidt

Da jeg vågnede i morges følte jeg mig så slidt, at jeg følte mig nødsaget til at smøre antirynkecreme under mine øjne. Jeg har været syg igen med feber, hoste, hovedpine og vanvittigt ondt i halsen. Kan simpelthen ikke huske hvornår jeg sidst har været syg to gange i samme måned. Det er ikke fair! 

Samtidig har jeg været plaget af søvnløshed. Der har seriøst været tidspunkter om natten hvor både Aksel og Jakob lå og boblede fredeligt mens jeg lå vågen og grublede - over julen, fremtiden, det at være nogens mor, meningen med livet og alt det. Det har selvfølgelig ikke gjort det bedre at jeg var syg og hele to nætter har jeg tilbragt på sofaen fordi det er som om, at jeg får sove-præstationsangst når jeg ligger der i sengen og bare virkelig burde sove, men i stedet kommer til at gruble. 

Samtidig har jeg set billeder på facebook af den søde og dygtige forfatter Dy Plambeck, der fødte sit barn dagen før jeg fødte Aksel. På billederne havde hun sin baby med til et litteraturarrangement i en strækvikle og jeg kom til at forestille mig hvordan det ville være at putte en sprællende, gylpende, udforskede, råbende, fægtende, savlende og ikke mindst 8 kg tung Aksel i sådan en. Når jeg sidder her i mit tilgylpede tøj, med mit fedtede hår og mit ansigt der ikke har set skyggen af make-up i dagevis , så spekulerer jeg på, hvordan alle andre får det til at se så nemt ud. 

Ingen tvivl om at det er det dejligste i verden at være mor og at Aksel er den lækreste baby nogensinde, men jeg kæmper for bare at holde hans "elastikker" og dobbelthager fri for savl og gylp, hans negle klippede, hans ører rene og hans hovedbund fri for arp. Det er ikke nemt og jeg har svært ved at forestille mig alle de mange kloge, succesfulde og velklædte mødre jeg kender rundt omkring stå med samme down-to-earth problematikker... Men det må de vel have gjort? 

Jeg er så vild med den hurtigtvoksende og lidt hyperaktive basse vi har fået, men i dag føler jeg mig altså slidt, grå, meget gammel og så langt fra cool. 

Forestillinger vs. virkelighed - noget om legetøj

Aksel sover en lur, Jakob er taget af sted for at mødes med nogle studievenner og jeg har sat mig til rette foran skærmen med en Kinder Maxi-King, for at skrive lidt om idealisme og principper. Jeg vil gøre det kort. Her er et billede af noget af det legetøj vi købte til Aksel inden han blev født og blot var en "ubekendt" inde i min mave:

Og her er et billede af det legetøj der hitter størst hos Aksel lige nu, hvor han er godt 3,5 mdr og opdager verden med 120 km i timen hver gang han er vågen:

Der er vidst ingen tvivl om at favoritlegetøjet er noget farvestrålende, syntetisk, plastikhalløj fra Lamaze. Så meget for træ, kvalitet, nostalgi og hjemmegjort dims. Men hvis ikke man skal have lov til at være idealistisk og have principper om alt muligt mens man venter sit første barn, så ved jeg altså ikke hvornår man skal. Nå. Lige nu er det altså mest legetøj der ser ud som om det er designet af folk på syre, der tiltaler den lille fyr (som iøvrigt ikke er så lille igen; han vejer 8 kg; de andre mødre jeg kender kaster deres babyer op i luften og griber dem igen - men jeg tør eddersuseme ikke!)

Jeg vil iøvrigt lige nævne, at jeg ikke bliver betalt for at skrive om Lamaze-ting, gid det var så vel, men nu hvor jeg er blevet mor og går mere op i funktion end signalværdi på det legetøj vi har på matriklen, så må jeg altså medgive, at legetøjet er lidt genialt. Selv jeg synes, at det kan være spændende at sidde og pille lidt ved det.

Hov! Nu tog det hele eftermiddagen at skrive det her indlæg. Aksel har været vågen, glad, pylret og er nu umulig at få til at sove. Han har ellers fået ret nemt ved det efterhånden, men sådan skal det selvfølgelig ikke være, når mor er alene hjemme. Øv med øv på!

Løbetur med nedløbsrefleks

I fredags skulle jeg til årets eneste (og bedste) julefrokost; nemlig den på Aarhus  Litteraturcenter - min gamle arbejdsplads! Jeg havde glædet mig længe, men da dagen så endelig kom følte jeg mig pludselig uforberedt. Det var længe siden, at jeg havde været væk fra Aksel, og han sover ikke så længe ad gangen om aftenen, så han ville helt sikkert skulle have en flaske på et eller andet tidspunkt - og hvordan skulle det mon gå? Sikkert helt fint! Jeg var faktisk nogenlunde fortrøstningsfuld på den front da jeg tog af sted, men til gengæld mega spændt på hvordan det ville være pludselig at skulle mingle til en julefrokost! 

Dét gik så heldigvis over forventning. Jeg hyggede mig i det sekund jeg trådte ind ad døren og følte at jeg godt kunne snakke med, selvom jeg er på barsel. Nok også fordi at mange af dem jeg snakkede med selv har små børn. 

Derhjemme var Aksel faldet i søvn, så jeg vovede at drikke en enkelt juleøl til min julemad. 

Men men men! Søde lille Aksel vågnede op igen efter sølle 40 min og syntes pludselig at modermælkserstatning smagte af bæ og nægtede at drikke det, selvom han slubrede det i sig, sidst jeg var af sted for en måned siden. Ih! 

Jeg synes egentlig selv, at jeg kom ud af lokalet med værdighed, selvom jeg lige havde fået at vide at min lille dreng allerede havde grædt i noget tid. Jeg fik sagt farvel til dem jeg sad sammen med og til værtinden og forklaret, at jeg måtte hjem og amme. Så tog jeg - synes jeg selv - hurtigt, men afslappet, min jakke og min taske og gik. 

Men jeg gik kun indtil jeg nåede ud af døren. Så løb jeg. Hele vejen hjem. Og ja, mælken begyndte at løbe allerede før jeg var halvvejs. 

Det var første gang jeg løb siden jeg fødte (hvis man ser bort fra at jeg har løbet rundt i ring for at varme op til efterfødselstræning) og det var jo heller ikke fordi at løb var noget der var ofte på tapetet mens jeg var gravid, så hvis jeg havde tænkt over det havde det nok været rimelig hårdt. Men jeg havde da overhovedet ikke tid til at tænke over at jeg slet ikke burde kunne løbe to km. Jeg skulle bare hjem og det skulle gå hurtigt. 

Jeg havde selvfølgelig taget en almindelig BH på for første gang siden fødslen (ja, jeg var til efterskole-jubilæum i amme-BH) og også en ikke-ammevenlig festkjole. Så da jeg endelig kom væltende ind ad døren derhjemme måtte jeg smide begge dele og amme kun iført strømpebukser. Et komisk syn.

Men sjældent har jeg følt mig så meget som dagens helt, som da jeg kunne ligge en mæt og allerede sovende lille dreng i seng og sætte mig ind i stuen og spise toblerone sammen med Jakob. 

Jeg håber dog på at kunne være med til lidt mere af julefrokosten næste år. 

Orker ikke mere snot

Øv jeg er stadig syg og jeg bliver nødt til lige at brokke lidt. For da jeg gik i seng i går aftes havde jeg en klar idé om, at jeg ville vågne op og være rask i dag. I stedet har jeg det bare endnu værre og samtidig har jeg været vågen en milliard gange i nat. 

Aksel sover meget uroligt for tiden, så vi får kun max to timers sammenhængende søvn ad gangen. Dét er hårdt selv når man ikke er syg. 

Mit største problem er, at jeg ikke har tid til at være syg mere, for Jakob har fødselsdag i weekenden og jeg glæder mig næsten ligeså meget som han selv gør: Til at fejre ham, til at give ham gaver, til at have gæster, til at få kage og til at spise god mad. Det er ingen hemmelighed at jeg elsker fødselsdage og jeg nægter at være syg midt i alt det. 

Men fødselsdagsfejring kræver forberedelse, så jeg får travlt med at rydde op og svinge støvkosten når jeg forhåbentlig lige om lidt er rask igen. 

Der burde være en regel om at mødre ikke kan blive syge. 

Tre ting jeg ikke havde forudset

Jeg tror de fleste bruger meget af deres graviditet på at forberede sig på det nye liv med en baby. Der bliver læst "gravid"-blade og surfet på hjemmesider med babyting til den helt store guldmedalje (og om de ting man får købt viser sig at være brugbare afhænger helt af ens babys personlighed). 

Her har I tre ting som jeg ikke var så godt forberedt på som jeg troede:

1. Babyer fylder! Når folk spurgte om jeg troede vi kunne være i lejligheden hørte jeg ofte mit gravide jeg pointere at babyer jo ikke fylder særlig meget - og Aksel i sig selv fylder jo heller ikke særlig meget (omend han er blevet lidt rund), men hans ting hober sig op overalt, hvilket jo skyldes to andre halvvejs uforudsete ting: At man bliver overlæsset med gaver og at man vil gøre alt, simpelthen alt, for sin baby (hvorfor vi nu også ejer tre legetæpper). Så mit post-gravide jeg er så småt begyndt at glæde sig til at vi kan give Aksel sit eget værelse! 

2. Babyer skal plejes! Okay det vidste jeg godt. Men jeg kan sige rent ud jeg ikke havde tænkt særlig meget længere end at Aksel skulle skiftes og bades. I virkeligheden er det jo et andet menneskes krop og hygiejne man har ansvar for i ret mange år! Der skal fjernes lakrids mellem tæerne, børstes hår, fjernes skidt bag ørerne, pilles næse, fjernes arp, renses ører, klippes negle osv. og det bliver enormt vigtigt for én - både fordi man ved at ens baby ikke selv kan tage sig af sin kropshygiejne og fordi babyens krop og hygiejne på en eller anden underlig måde bliver en forlængelse og afspejling af ens egen krop og hygiejne. Det må være en mor-ting. 

3. Man kan ikke forudsige hvor længe ens baby sover! Okay, måske kommer der en rytme på et tidspunkt, men indtil videre er det sådan, at når jeg putter Aksel, så ved jeg ikke om han sover en halv time eller tre timer eller alt der imellem. Jeg havde ikke forudset hvor meget ens baby kommer til at styre ens hverdag med den her uforudsigelighed. Det skulle jeg lige vende mig til i starten, for som jeg før har været inde på, så er jeg sådan en person hvis hjerne opererer i scenarier og den kværner af sted med "hvis han vågner nu, så gør vi sådan, hvis han vågner om en halv time gør vi sådan, hvis han sover flere timer gør vi sådan..." Osv. Men jeg har egentlig ikke noget imod det. 

Der er selvfølgelig tusind ting jeg ikke var så godt forberedt på som jeg troede (amning, manglende søvn og effekten af langvarig babygråd hvis jeg skal fremhæve tre andre), så de tre ovenstående er bare eksempler på hvordan det er langt mere komplekst at få et barn end man sådan lige går og tror i graviditetsboblen. 

Tak

Det ord der har ligget forrest på min tunge siden Aksel blev født for 10 uger siden har helt sikkert været "tak". Jeg ved ikke om jeg har skrevet om det før, men de første par uger efter fødslen væltede det simpelthen ind med kærlighed og gaver i en sådan grad, at når jeg fik mine post-fødsels-tudeture, så var det ofte akkompagnieret af et grådkvalt "alle folk er bare så søde!" 

I søndags blev Aksel døbt og det var en skøn dag i selskab med de sødeste vi kender! Da det hele var slut havde jeg det lidt på samme måde; alt den kærlighed, alle de fine gaver og alt den hjælp vi fik - man kan sige "tak", men er det nok? Det er i hvert fald ikke nok til at beskrive hvor meget det betyder, at Aksel er blevet så godt modtaget her i verden. 

Hvis du ser mig...

... Så se lige bort fra at jeg har poser under øjnene, at mit hår ikke er blevet vasket i flere dage og sidder i en knold ovenpå hovedet, at jeg lugter af gylp og sur modermælk, at jeg er blevet lidt kvabset og stadig nogle gange går i mit ventetøj. 

Bemærk i stedet at jeg ikke har nattøj på, at jeg sandsynligvis har øreringe i og muligvis også mascara på. 

Det er mit bedste forsøg på at kamouflere den forsømthed der præger alt omkring mig - undtagen Aksel selvfølgelig. 

Endelig blev jeg mor!

I har nok gættet det eller set det på facebook, snapchat, twitter eller instagram: Den 2. september 2014 blev vi forældre til den dejligste lille dreng. Han hedder Aksel og han har sat alting i et helt nyt perspektiv. Vi har brugt de sidste otte dage på at lære ham at kende og finde os til rette i vores nye roller som forældre - roller som vi allerede elsker!

Jeg har - sjovt nok - ikke skænket bloggen mange tanker siden jeg fødte Aksel og hvis jeg har, har det kun været for at overveje 1) om jeg overhovedet havde lyst til at blogge nogensinde igen og 2) hvordan andre nybagte mødre mon finder tid til at blogge (helt ærligt: hvordan?).

Men nu sidder jeg her ved spisebordet med Aksel trygt sovende i sin fine seng, et halvt glas øl ved min side og Jakob overfor mig med en god bog. Jeg tænker, at der nok skal være nogle tanker om det at være blevet mor, som jeg har lyst til at dele hen ad vejen. Det bliver nok ikke daglige indlæg, for dagene er begyndt at gå minimum dobbelt så hurtigt siden Aksel kom til verden - er det ikke rigtigt? - og Aksel skal ikke være en "bloggerbaby", så det kommer heller ikke til at flyde over med billeder af det ellers utrolig smukke lille vidunder.

Men måske med tanker.

Advarsler, æbler og efterår

I weekenden fejrede vi min søde mors 50 års fødselsdag. Det var en rigtig hyggelig brunch med mange gæster, hvoraf de fleste var omkring de 50 eller derover. Når man når den alder er det som bekendt fuldstændig tilladt at kloge sig om alt. Så jeg manglede ikke kommentarer til maven: Lige fra damer der mente at vide, at den slet ikke var sunket nok endnu til dem der hilste mig med et "godt det ikke er mig".

I det hele taget er de kommentarer vi får med på vejen blevet mere og mere foruroligende jo længere i graviditeten jeg er nået og folk med børn føler nu åbenbart en ubærlig trang til at opfordre os til at sove. Sov! Sov mens I kan! De mange advarsler til trods, så virker folk alligevel svært kuldrede med deres børn, så jeg tvivler på at de helt har fortrudt.

Det er svært at forberede sig på at få sit første barn, men det er endnu sværere at sove på forskud. Det kan man ikke, så folk skal slappe af med at opfordre os til at sove - selvom det selvfølgelig også er en måde at fordrive ventetiden på.

I dag valgte vi dog at bruge ventetiden på at koge æblegrød ud af de 5 kilo æbler Jakob samlede ude i gårdhaven i går.

Selvom det selvfølgelig altid er lidt vemodigt, når sommeren er ved at være slut, så passer det mig egentlig fint, at det er ved at blive efterår nu, så jeg ikke skal forsøge at gøre temperaturen behagelig for en nyfødt baby i høj sol og 25 grader. Det virker på en måde så passende at få et barn nu, hvor alting modner og bærer frugt.

Den må meget gerne komme ud snart.

Iron man, kælefår og magiske snørebånd

Jeg har en teori om, at der er rigtig mange alt for nemme og alt for rige forældre og kommende forældre derude. Der må være nogen, som man bare kan få til at købe alt - og derfor har det sværeste ved at købe babyudstyr egentlig også været at skille skidt fra kanel. Hvad skal vi egentlig bruge og hvad vil babyudstyrsindustrien gerne have at vi køber? Vi er et par stolte jyder og man kan derfor tælle på én hånd, hvad vi har købt i Babysam. Til gengæld er vi blevet ret udspekulerede, når det gælder om at vaske ting der er købt brugt på DBA. Således har Jakob lige fået en temmelig slidt og beskidt autostol til at skinne, så man skulle tro den var ny. Der hersker ikke nogen tvivl om, at den mand tager opgaven alvorligt!

Her på det sidste er det begyndt at vælte ind med mails om tilbud på ting, som jeg uden den mindste tvivl kan sige, at jeg ikke har brug for. Men bare fordi man er gravid og har skrevet sig op til en gratis babypakke eller to, så mener industrien åbenbart at man også er interesseret i;

- et "sejt monster high vækkeur"
- at spare 50% på et "lækkert kælefår"
- at få en "grafisk fortolkning" af sit barns tegning (!?)
- et "iron man kamera til den seje superhelt"
- en "bodyslimmer" så man kan "smide et par kilo efter fødslen"
- 12 stk "magiske snørebånd"
- en "derma roller" der mindsker rynker, appelsinhud og pigmentforstyrrelser
- "Top seje høretelefoner med iron man eller ninja turtles"

Jeg modtager dagligt mails med nye tilbud. Det ene mere desperat end det andet - og med mere og mere groteske overskrifter. Er der virkelig nogen der køber det lort? Og bliver jeg en af dem om et par år? Det håber jeg virkelig ikke.

Don't mention the war

For et stykke tid siden lavede jeg en lille skriveworkshop for unge mellem 12 og 15 år på mit arbejde. Vi sluttede forløbet af med en lille fremvisning for forældrene og da "receptionen" var ved at være forbi var jeg faldet i snak med et par af mødrene og et par kollegaer, der nysgerrigt spurgte ind til min graviditet.

Da den mest snaksalige af mødrene skulle gå, sagde hun;

"Så må du have en god fødsel til den tid"

Og da hun så de andre mødres ansigtsudtryk tilføjede hun noget i stil med;

"Ja, ja, jeg ved det godt - don't mention the war!"

Det var sjovt sagt og alle grinede, men lige dér blev jeg faktisk lidt bange. Selvfølgelig har jeg aldrig været i tvivl om, at de her kvinder har været igennem noget, som jeg ikke engang har den mindste chance for at forestille mig. Men jo mere fødslen nærmer sig, jo mere føles det som om, at jeg snart skal optages i en eller anden hemmelig loge. Hvilket jo på en måde også er tilfældet. Jeg synes, at den indforståethed, der er mellem kvinder der har født, er skræmmende, fordi den vidner om, hvor voldsomt og smertefuldt der er, det jeg snart skal igennem.

Novice

Jeg tør næsten ikke tale om fødsler, spædbarnspleje og nattesøvn i nærheden af mødre, for jeg føler, at jeg bevæger mig ud på dybere og dybere vand for hver sætning jeg siger. Derfor lader jeg hellere være og holder mine mange, mange forestillinger om livet med et lille barn for mig selv. For gu' gør jeg mig tanker om, hvordan det bliver - jeg laver næsten ikke andet! Men jeg kan jo ikke vide andet end, at det bliver helt anderledes end jeg har forestillet mig, hvilket jeg egentlig slet ikke har noget problem med. Jeg kan garantere, at selv de mest forfærdelige kolik-scenarier har været igennem min hjerne.

Jeg føler mig ikke uforberedt, men jeg føler, at jeg skal til at træde ind i en loge med en indforståethed og nogle hemmelige ritualer, som jeg endnu ikke kender. Jeg kan se på de overbærende miner og hævede øjenbryn jeg møder, når jeg taler med mødre, at jeg er en novice. Bare vent, tænker de for sig selv, bare vent og se. Og det har jeg sandelig også tænkt mig, for der er jo ikke andet at gøre! Dagene går hurtigere og hurtigere og lige pludselig står vi med et lille barn som er vores og som vi skal passe på og så finder jeg nok ud af hvad det er, man ikke kan forberede sig på. Det kan bare ikke afholde mig fra at prøve at forberede mig alligevel.

Den perfekte uperfekte mor

Et af de mest læste indlæg her på bloggen er stadig DET HER fra 2012. Der er gået halvandet år siden jeg skrev det indlæg og jeg har tit overvejet at slette det, for jeg kan kun stå inde for cirka halvdelen af det der står. Nu hvor jeg er gravid, synes jeg, at de tanker jeg gjorde mig om graviditet dengang, faktisk var nogenlunde realistiske: Jeg bruger økologisk make-up, jeg holder mig fra alkohol og de forskellige ting man ikke må spise og jeg dyrker lidt motion. Jeg spiser nogenlunde sundt de fleste dage, men jeg spiser meget (jeg er sulten konstant) og jeg spiser ikke økologisk.

Dét som jeg ikke længere kan stå inde for, er egentlig mest min kritik af Trines blog (lortemor.com). Dels fordi hendes blog har ændret sig og dels fordi jeg selv har fået et mere nuanceret syn på debatten. Jeg synes, at min kritik dengang var for hård. Trines projekt var og er vigtigt og hun har fået nedbrudt nogle tabuer og givet en masse mødre mod til at tro på sig selv og tro på, at det ikke handler om at være "perfekt" på glansbilledemåden.

Trines humoristiske og ironiske tilgang til moderrollen handler ikke om, at stræbe efter at blive en "lortemor" og (tro det eller ej) - det vidste jeg også dengang. For mig blev hendes blog bare et eksempel på, hvor træt jeg var af kun at få præsenteret bagsiden af medaljen (modsat Trine der gjorde op med den polerede overflade). Jeg havde brug for, at der var nogen der fortalte om, hvor fedt det også er at være mor og efter jeg er blevet gravid, har jeg fundet ud af, at dét kan de fleste mødre faktisk fortælle om - så snart de ser min mave.

Jeg synes, at der skal være balance mellem de to ting (og det er den balance jeg også synes, at Trine har fundet på sin blog). Det er vigtigt at vi tør fortælle, når det hele er noget lort, men ligeså vigtigt at man også godt må sige, når man synes det hele kører på skinner.

Det er klart, at jeg har reflekteret mere over moderrollen efter at jeg er blevet gravid - og som mange andre tror jeg ikke, at den perfekte mor er den perfekte mor. Måske er det nærmere den uperfekte mor, der er den perfekte mor. Men allermest tror jeg at det er den glade mor, der gør det så godt hun kan. Som barn elskede jeg når min mor gav os lov til at bestille pizza, eller når hun stak os hver en Knoppers efter indkøbsturen, fordi vi havde plaget helt vildt, eller når vi fik lov til at se to Disneyfilm i træk. Det var ikke så tit det skete, men når det gjorde, så oplevede jeg det ikke som mangel på overskud, men som at jeg havde verdens sødeste mor. Det hele ser anderledes ud gennem et barns øjne.

Jeg har ikke lyst til at starte debat med det her indlæg. Det er mere ment som et forsøg på forsoning og på at følge op på synspunkterne fra det gamle (forældede) indlæg. Jeg fik aldrig sagt undskyld til Trine for at være så hård ved hendes blog dengang i 2012 og det er nok lidt for sent nu, men det har alligevel naget mig.