Hvis jeg var blevet gift ind i en fornem familie i en lille, lystigt sladrende provinsby, hvori jeg havde en masse at leve op til i forhold til min mands families gode navn, min position som frue, mit ansvar for en større husholdning og forpligtelsen til at holde middagsselskaber for mere eller mindre demente/fordrukne/fordærvede nedarvede venner af familien, så ville jeg da også føle et vidst pres. Jeg ville også læne mig op af mine nærmeste, gå og vride hænder og være perfektionistisk-neurotisk.
Jeg tror, vi alle sammen har dage hvor bagateller kan få alting til at ramle, hvor vi har lyst til at pakke os ind, blive i sengen eller være overdrevent velklædte bare for ikke at falde udenfor.
Dage hvor vi har lyst til at holde på formerne, til at "alting skal være som før" og hvor vi har brug for noget at klamre os til. Dage hvor alting virker helt håbløst pga. det vi i dag kalder "first world problems".
Måske er en af grundene til, at vi danskere holder så meget af Maude-figuren, at vi - uden at ville stå ved det - føler en lille identifikation med hende, at hun er et lille spejl hvori vi kan se hvor barnlige, hvor forkælede, hvor nervøse vi er. Vi har nok alle sammen lidt Maude i os - på godt og ondt.
Men når man har en rigtig
Maude-dag og tvivler lidt på det hele. Om man nu gør det hele godt nok. Så er det rart at tænke på, at (selv) Maude også rummer en styrke i sig, at når det virkelig gælder, så går hun ikke bare op og lægger sig eller står hændervridende i Postgårdens franske døre og kalder på sin mand. Så rejser hun sig, overrasker alle, trodser sig selv, følger sine impulser og gør det rigtige.
Alt andet ville også ligne Lise Nørgaard (forfatteren til Matador) dårligt.
