Viser opslag med etiketten krejlergen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten krejlergen. Vis alle opslag

søndag den 10. august 2014

Iron man, kælefår og magiske snørebånd

Jeg har en teori om, at der er rigtig mange alt for nemme og alt for rige forældre og kommende forældre derude. Der må være nogen, som man bare kan få til at købe alt - og derfor har det sværeste ved at købe babyudstyr egentlig også været at skille skidt fra kanel. Hvad skal vi egentlig bruge og hvad vil babyudstyrsindustrien gerne have at vi køber? Vi er et par stolte jyder og man kan derfor tælle på én hånd, hvad vi har købt i Babysam. Til gengæld er vi blevet ret udspekulerede, når det gælder om at vaske ting der er købt brugt på DBA. Således har Jakob lige fået en temmelig slidt og beskidt autostol til at skinne, så man skulle tro den var ny. Der hersker ikke nogen tvivl om, at den mand tager opgaven alvorligt!

Her på det sidste er det begyndt at vælte ind med mails om tilbud på ting, som jeg uden den mindste tvivl kan sige, at jeg ikke har brug for. Men bare fordi man er gravid og har skrevet sig op til en gratis babypakke eller to, så mener industrien åbenbart at man også er interesseret i;

- et "sejt monster high vækkeur"
- at spare 50% på et "lækkert kælefår"
- at få en "grafisk fortolkning" af sit barns tegning (!?)
- et "iron man kamera til den seje superhelt"
- en "bodyslimmer" så man kan "smide et par kilo efter fødslen"
- 12 stk "magiske snørebånd"
- en "derma roller" der mindsker rynker, appelsinhud og pigmentforstyrrelser
- "Top seje høretelefoner med iron man eller ninja turtles"

Jeg modtager dagligt mails med nye tilbud. Det ene mere desperat end det andet - og med mere og mere groteske overskrifter. Er der virkelig nogen der køber det lort? Og bliver jeg en af dem om et par år? Det håber jeg virkelig ikke.

fredag den 27. juni 2014

Bingo!

Ingen af os havde regnet med, at det var igår vi skulle finde den rigtige barnevogn, for det var kun den anden vogn vi skulle kigge på og når man køber brugt, kan der godt være langt mellem snapsene nogle gange. Men barnevognen var akkurat ligeså fin som annoncen på DBA havde lovet og med den pris vi kunne få den for, kunne vi simpelthen ikke lade være med at slå til!


Så vi havde et styks grønblå Emmaljunga Big Star Classic med ude at køre i bus i går aftes. Vi var helt oppe at køre over hvor seje vi er og hvor langt vi er kommet med babyforberedelserne. Vi fejrede det selvfølgelig med en Rittersport på vej hjem, mens vi beundrede barnevognen og skiftedes til at prøve at køre med den.

Nu står den og fylder i vores stue sammen med noget der snart må betegnes som et bjerg af babyudstyr. Nøj, hvor vi glæder os til at få alting samlet og sat på plads.

lørdag den 14. juni 2014

Krigen mod klædeskabet

I onsdags fik jeg sommerferie og selvom jeg havde tyvstartet lidt med oprydningen inden, så er jeg gået fuldstændig amok med at rydde ud i mine ting lige siden. Så det har ikke været traditionel sommerferie med benene oppe (selvom de godt kunne trænge til det) og en bog i hånden. Ikke hele tiden i hvert fald.

Jeg har bl.a. haft tømt mit klædeskab og sorteret alt mit tøj. Det var tiltrængt, for der er meget af det jeg ikke kan passe længere - heller ikke når jeg ikke er gravid. Det meste er røget på genbrug. Jakob afleverede fire poser ud af ni i forgårs, men noget af det var så godt, at jeg besluttede mig for at prøve at sælge det.

Jeg har sat hele bunken til salg på både Trendsales og DBA, men foreløbig er der ikke kommet nogen henvendelser, så måske ender det alligevel på genbrug om et halvt års tid - eller tilbage på bøjlestangen fordi jeg ikke kan nænne andet. Jeg hedder mettec88 på Trendsales - så burde I kunne søge mine annoncer frem, hvis det kunne friste med et kig i klædeskabet.

På DBA sælger jeg desuden disse to flotte dåser, som jeg ærlig talt ikke kan forstå hvis der ikke er nogen der vil eje. Jeg er især vild med den blomstrede, men vi har ikke plads til at have alt det ragelse, jeg køber, stående:

Købes HER

Købes HER

Et af vores erklærede mål med hele den her ret omfattende oprydning af lejligheden er nemlig at gøre den nemmere og hurtigere at gøre ren. Jeg troede aldrig jeg skulle sige det, men jeg er personligt træt af, at skulle løfte en matrusjka-dukke eller en anden nipsting for hver cm jeg tørrer af. I går reorganiserede jeg desuden hele vores badeværelse, så vi nu er sådan nogle voksne typer, der har medicin og plaster samlet i en lukket og svært tilgængelig (for børn forstås) boks. Nøj!

søndag den 4. maj 2014

Møbellager i stuen

Torsdag morgen tikkede der en mail ind om, at BabySam havde 20% på alle vugger og senge - til dem der printede mailen og tog den med ned i butikken vel at mærke. Sådan et godt tilbud er svært for to ærkejyder at sidde overhørig. Så efter lidt løs debat om sengepriser og -størrelser over sms endte det med, at jeg daffede ned i BabySam og indkøbte den Troll Sun Mini Cot som vi havde forelsket os i, da vi var ude og kigge babyudstyr i påsken


Vi kan både lide den fordi den er pæn at se på og fordi den er så lille, at den rent faktisk kan være i vores soveværelse samtidig med den puslekommode, som vi også har set os lune på. Den har målene 99,2x56,1 (udv.) i modsætning til almindelige tremmesenge der (åbenbart) alle sammen måler 60x120. Vi kan bruge den til baby i max halvandet år og madrasmålene er lidt skæve, men det synes vi er værd at tage med, når den nu har sådan en perfekt størrelse. 

Så nu er vores stue forvandlet til et møbellager de næste par måneder. Det eneste sted, den store papkasse kunne være, viste sig at være lænet op ad bogreolen. Jakob har lovet at hjælpe mig, hvis jeg får brug for en af de bøger, der nu er fanget bag den. 

onsdag den 30. april 2014

Puslebordsoptur

Nogle gange skal der ikke så meget til før jeg rammer en optur eller en nedtur. Siden i mandags har jeg været sløv, sløj og småsvimmel. Jeg har ikke fået læst alt det jeg gerne ville til mine eksamensopgaver og har i det hele taget været distræt, rastløs og ugidelig på samme tid. En ret dårlig kombi, kan jeg afsløre!

Når det jeg troede bare var lidt søvndrukken tidsfordriv på IKEAs hjemmeside så pludselig viste sig at være vejen til Eldorado, så var det altså svært ikke at blive ramt af en vild optur.


Pludselig var den der! Puslekommoden som jeg har ledt efter i månedsvis (jeg mener det). Jeg havde næsten opgivet håbet om at finde en version, der både er til at holde ud at kigge på og til at betale. Jeg har set næsten samtlige pusleborde på markedet, jeg har brudt min hjerne med mulige løsninger, hvor jeg ellers burde bruge den til at analysere skønlitterære tekster og passe mit studie, jeg har endda haft målebåndet fremme (Jakob har i hvert fald). Nu er gåden endelig løst. Pyh! Nu skal det bare købes - og samles, ikke mindst!

Og ja, det er utroligt som de små ting pludselig kommer til at fylde, når redebyggertrangen sætter ind!

lørdag den 26. april 2014

Kloge og forvirrede

I påsken var vi ude at se på babyudstyr for første gang (nogensinde). Det er en fuldstændig ny verden for os, og vi blev akkurat ligeså forvirrede, som vi blev kloge. Skal man have barnevogn eller kombivogn? Lift eller voksipose? Puslebord eller puslekommode? Bæresele eller slynge? Er det nødvendigt med en skråstol? Og en kravlegård? Hvad er overflødigt og hvad er livsnødvendigt?


Heldigvis havde vi ingen planer om at købe noget der i påsken. Vi ville bare se - og blive klogere på - hvad man egentlig kan få. Vi blev mest kloge på, at kommende forældre åbenbart er den vildeste pengemaskine og at it's a jungle out there. Men vi skal nok finde ud af det så længe vi beholder begge ben på jorden. Priserne er jo også sindssyge - det første jeg gjorde, da vi kom hjem, var at installere Den Blå Avis' app på min mobil.

Foreløbig ser det ud til, at vi er nogenlunde enige om, hvad for noget udstyr vi går efter, men vi lytter selvfølgelig til alle de gode/dårlige erfaringer, vi kan komme i nærheden af, så vi ikke kommer til at købe noget helt ubrugeligt. Når man er gravid behøver man forresten slet ikke at spørge efter folks gode råd - det gør maven åbenbart helt af sig selv. Det er sjovt.

torsdag den 17. april 2014

Brugt babytøj

En kontrolfreak som mig kaster sig selvfølgelig ikke ud i at få et barn uden først at sikre sig, at økonomien kan holde. Jeg har i løbet af overraskende kort tid fået samlet mig en pæn opsparing sammen - sådan noget kan jeg bedst, når det er noget konkret at spare sammen til og det må man sige at der er nu!

Alligevel er vi stadigvæk bare to studerende på SU og derfor er det godt, at vi ingen problemer har med at købe brugt babytøj og babyudstyr i det hele taget. Jeg glæder mig til at shoppe til den kommende baby på forårets loppemarkeder, i genbrugsbutikker og i Den Blå Avis. Selvfølgelig er der visse ting, som vi ikke har lyst til at købe brugt, men i langt de fleste tilfælde kan man få nogle rigtig fine ting til dejligt jyske priser.

De sidste tre dage har jeg læst intenst til mine eksamensopgaver. Sjældent har jeg været så ivrig efter at få eksamen overstået - og aldrig før har iveren skyldtes en stor og meget undertrykt trang til at gå fuldstændig amok i indkøb af babyudstyr og indretning af babyhjørne. Men det må lige vente to måneder endnu.

tirsdag den 15. april 2014

At købe babytøj

Jeg får lyst til at vise et billede mere af det babytøj vi købte på loppemarked i søndags. Det var helt vildt så meget godt babytøj man kunne få for pengene, så vi kunne slet ikke lade være med at rode den ene kasse igennem efter den anden. Nu har jeg vasket det hele ved 60 grader, som man skal, og kan sidde og beundre det, mens det tørrer.


Vi kender jo ikke kønnet på den lille filur i min mave og derfor forsøgte vi at gå benhårdt efter neutrale farver, da vi købte tøjet. Alligevel kom vi hjem med overraskende meget blåt babytøj, og jeg ved ikke om det skyldes, at blå er min all-time yndlingsfarve eller at vi begge to har en irrationel fornemmelse af, at det bliver en dreng. Under alle omstændigheder har vi aftalt at holde lidt igen med blå fra nu af - og heldigvis er det meste af tøjet lige præcis så børneagtigt og neutralt, som vi gerne vil have det.

mandag den 26. august 2013

Skrivebordsbunkens nye hjem

Når bunken ikke vil forsvinde fra mit skrivebord, trods gentagne forsøg på at udrydde den, må jeg i stedet camouflere den. Til det formål har jeg købt en æske...


... Jeg var nemlig overraskende shoppelysten da jeg frekventerede netto med tømmermænd igår eftermiddags for at købe ting som mælk og bacon. Udover æsken købte jeg også to viskestykker fordi de var flotte og en ny håndsæbe fordi der var blomster på (ikke et ord til Jakob).
På den både undgik jeg at købe chips.

onsdag den 8. maj 2013

Samlertyper

Da mig og Jakob gik langs stranden ovre på Fur og lige pludselig havde lommerne fyldt med sten og små konkylier gik det op for os, at vi måske lidt er nogle samlertyper. Vi kunne ikke lade være med lige at finkæmme et større område af stranden for søde små konkylier, vi havde fået øje på.

Nu ligger dét her så i vores entré...


... og vi aner ikke hvad vi skal bruge det til.

Ikke desto mindre var der stor begejstring, da jeg havde været på loppemarked i weekenden og gjort nogle uomtvistelige kup. Bl.a. et skab som vi lige skal blive enige om, hvor vi overhovedet har plads til at hænge op.



Jakob var da også mest begejstret for kaffefilterholderen - for sådan en manglede vi rent faktisk. Indtil videre er den også det eneste af loppefundene, der rent faktisk har fået en plads i lejligheden...


Flot ser det ud!


tirsdag den 5. marts 2013

Lækre genbrugsfund



Ja. Blind høne kan også finde et korn. Som man siger. Jeg er ikke særlig tit på genbrug og når jeg er det, er det ikke meget guld, jeg kommer hjem med. Jeg ville ønske, at det var noget jeg dyrkede noget mere - og jeg håber også, at jeg kan være at finde på nogle at forårets loppemarkeder.

Alligevel er der faktisk utrolig mange genbrugs/loppefund i vores hjem og i weekenden stødte to mere til samlingen. En flot broderet pude og en avisholder. Jeg havde længe ønsket mig en avisholder til blade og bøger der ligger og flyder rundt omkring i stuen. Nu skal de bare fyldes i den.

søndag den 24. februar 2013

Cykeltyven

Jeg gad godt have set det, men jeg lå på sofaen under et tæppe tog en laaaang eftermiddagslur - bare fordi jeg kunne. Fordi det var lørdag.

Jakob har stjålet sin egen cykel.

Det tog ham en time at skære låsen over, før han stolt kunne komme indenfor til sin, nu vågne, kæreste og erklære, at han havde bestået prøven som cykeltyv.

Jeg tænkte ved mig selv, at nogen muligvis ville blive lidt mistænksomme, hvis han stod ude på gaden og savede på en cykellås i en times tid. Men det er nok bare mig, der ikke kender branchen.

Så længe han holder sig til at stjæle cykler han allerede ejer og fikse lygterne på min, så er jeg er vældig glad.

tirsdag den 12. februar 2013

Forladt sofa

Nede i vores gård stod der en dag en rigtig smuk rød sofa. Det var mens vejret pludselig var nogenlunde tørt og det ikke havde sneet et par dage.

Sikke en flot sofa, tænkte jeg, det er nok storskrald... Ih! Hvis bare man havde plads, så tror jeg da nok lige, at jeg kunne finde på at spørge om den ville med op. Fristende, I must say.

Men så så jeg skiltet, der sad fastgjort til den stakkels sofa:

"DETTE ER IKKE STORSKRALD!! HVIS DU FJERNER DEN VIL DET BLIVE MELDT TIL POLITIET"

Stod der.

Okay, okay, hvis det skal være på den måde, tænkte jeg og gav sofaen et undskyldende smil. Vejret blev koldere igen, sneen væltede ned fra himlen...

...og man kan selvfølgelig ikke længere se skiltet på den stakkels sofa, der stadig står nede i gården og venter på sin date.

Der kan den sikkert vente længe, for selvom et fint lag sne har skjult den aggressive meddelelse, så tvivler jeg på, at der stadig er nogen, der har lyst til at invitere den forladte, gennemblødte sofa med op.

fredag den 8. februar 2013

Helles evner som krejler

Man kan sige meget om vores statsminister, men i de her dage ser det ud til, at hun går benhårdt efter jordbunden, jysk velvilje. Hun vil have en rabat. Ingen tvivl om det. En rabat på 1 milliard. Det er noget vi jyder kan forstå. Ikke om vi gider betale fuld pris.

Hvad det lige er vi skal have rabat på, det er vi æ hel sikre på (jeg er i hvert fald ikke, sorry) og stor tiltro har vi nok heller ikke haft til hendes krejlerevner. Er hun en dame der kan finde ud af at prutte om prisen? Tænker man.

Åbenbart! For det ser ud til, at hun så småt har nået det mål, som hun igår - på rigtig vestjysk facon - udtalte at, hun var klar til at kæmpe "temmelig hårdt" for.

søndag den 3. februar 2013

Invasionen fortsætter

Den larmer, den brummer, den fylder uforskammet meget, set i forhold til moderne elektronik, og så er den ovenikøbet gammel: Jakobs stationære computer. Som jeg nogle gange har drillet ham med og af og til har undret mig over, hvorfor stadig var nødvendig.

Lige indtil den dag hvor han besluttede sig for, at det var den da heller ikke længere. Den skulle kasseres. Pyh, tænkte jeg, det var på tide, at han indså det.

Så jeg har et mindre forklaringsproblem, når jeg fortæller, at det her blogindlæg er skrevet på netop den computer. Udsmidningen af gamle larme-Børge faldt nemlig sammen med, at jeg fandt ud af, at jeg gerne ville nørde lidt med nogle programmer, der ikke kan køre på den lille hvide bærbar.

Så der skulle overraskende lidt overtalelse til fra Jakobs side, før den gamle brummekasse stod og fyldte under mit skrivebord. Det her er det første, jeg laver med den, og jeg er allerede ret begejstret.

Det er i virkeligheden en fin computer - og den giver mit skrivebord et retro look. Jeg overgiver mig.

mandag den 21. januar 2013

Mine forsvarsværker smuldrer

Der skal tages mål, der skal indkøbes ledninger og beslag, der skal flyttes billeder og der skal bores hul i væggen: Jakob har købt et fjernsyn. Jeg ved ikke hvad der er gået af ham - måske er det fordi han er færdiguddannet lige om lidt? Eller måske er det bare fordi det var på tilbud... Fladskærms-TV'et kunne i hvert fald ikke længere undværes.

Jeg har udviklet en mindre fjernsynskepsis efter jeg flyttede hjemmefra - nok mest fordi jeg ved, at det er sådan noget jeg nemt kan komme til at hænge foran, hvis ikke jeg passer på - og der er så mange andre ting man kan lave, som er ligeså sjove.

Det er ikke fordi jeg er utilfreds med de ting der bliver sendt i fjernsynet, jeg synes bare (suk), at det burde være nemmere selv at bestemme, hvornår man har lyst til at se de programmer, man gerne vil se. Gider ikke være bundet af at skulle sidde i sofaen søndag aften kl. 20 og se Borgen - ærlig talt - godt vi har internettet.

Det er ikke fordi jeg sådan går og sammenligner mig og Jakobs forhold med en krig særlig tit, men jeg må indrømme, at han har været en utrolig god strateg i "slaget om fjernsynet". Han har overtalt mig langsomt (og uden jeg opdagede det) til at fjernsynet pludselig skulle hænge i stuen (troede endda først, at det var min egen idé), han har lokket med Sex & the City og seje smart-tv-apps. Ih! Han må have luret hvordan det er man gør.

Så nu har både el-guitarer, anlæg og (snart også) fjernsyn centrale placeringer i stuen. Dog ikke samme sted. Men alligevel. En lille invasion er der vidst tale om (især hvis vi tæller kaffekværnen med). Så nu må I have mig undskyldt, men jeg må se at komme igang med at udvide bogreolen og anskaffe nogle flere lækre puder til sofaen.

PS. Når det er sagt så glæder jeg mig alligevel helt vildt til at kunne se en masse Sex & the City på lækkert nyt TV. Jow-jow.

torsdag den 22. november 2012

Jeg kan ikke lugte guldstøv

Mads Skjern får det til at se ret nemt ud, ikke? Det der med at starte en succesfuld forretning, der hurtigt vokser sig kæmpestor, midt under bankkrakket i 30'erne, hvor alle mulige andre må bukke under. Jeg er ret glad for, at en af Matador-seriens "moraler" er, at rigdom og succes ikke er alt. Fejlen ved Mads Skjern er, at han ikke vil indse det.

Alligevel ville jeg ønske, at jeg havde lidt forretningssans, at jeg kunne se hvad der skulle til og så bare stable det på benene, her midt under finanskrisen. Bygge et eller andet op. Hvad hjælper det at kunne sætte bogstaver sammen, når det, jeg i virkeligheden har brug for, er at være sådan lidt streetsmart - at kunne regne den ud?

Nogle gange kunne det være ret rart at have lidt næse for, hvordan man får tjent nogle penge sammen, i stedet for hvordan man skraber rejsegæld, ord og sabbatår sammen.

Selvom jeg er jyde - er det som om jeg er blevet snydt for noget af pakken...

fredag den 5. oktober 2012

En ugle med posten

Eller bare det forsinkede loppefund...

På loppemarked i Mølleparken (se HER), mødte jeg en kreativ dame, som solgte flotte, hjemmesyede mobil-ugler.

Desværre var den ugle, jeg allerbedst kunne lide, alt for lille til min kæmpe-klods af en iphone 3G. Men damen forbarmede sig over mig og tilbød at sy en større ugle magen til og sende den til mig! Om jeg blev glad!

Den anden dag kunne jeg så (i ægte Harry Potter-stil, hæ) modtage en ugle med posten:

  

Billedet er ikke helt tro mod den varme, brune farve som uglen egentlig har, den er endnu flottere i virkeligheden og min mobil er flot klædt på til næste sæson. Selvom man er gammel, kan man jo godt være smart.

Besøg den kreative dames hjemmeside HER, hvis du selv står og mangler en ugle at gå vinteren i møde med.

mandag den 24. september 2012

Lækre loppefund

I går var mig og Jakob til årets sidste loppemarked i Mølleparken (snøft!), shit der var mange mennesker! Det var næsten ikke til at sparke sig frem, men der var virkelig også mange skønne sager til salg.

Til overpriser naturligvis, så det var ikke mange brugte ting jeg fik købt. Det er svært, når man ved at man kan få lignende grej til under det halve i Skærbæk til foråret.

Men jeg købte en pung!


Og den er brugt, så den har selvfølgelig lige været en tur gennem nostalgi-filteret.  Her kan tyveknægtene så se, hvilken pung de virkelig skal holde sig fra fremover. Medmindre man er ude efter en lang næse.

Den er lidt svær at åbne og lukke, men det er der heller ikke behov for særlig tit, når man er arbejdsløs.

Ellers købte jeg unikke, håndlavede ting!

Her er en fin ring fra Oh Deer (shop online hos dem HER)


Og her er et par smukke, enkle øreringe, som jeg ikke ville forlade loppemarkedet uden. Billedet er lidt sløret.


Den sidste ting jeg købte blev på bestilling hos en sød dame som syr. Så kan jeg nemlig få den i den helt rigtige farve. Jeg siger ikke hvad det er endnu, men begynder snart at lure spændt i postkassen... Igen...