Blærebetændelse og endnu et forsømt forår

I de her dage går jeg og håber, at foråret bliver ligeså varmt og lækkert i 2015, hvor jeg er på barsel. Jeg har sådan en idé om, at det bliver nemmere at komme ud og nyde det gode vejr, når to ondskabsfulde eksamensopgaver er skiftet ud med ansvaret for en baby. Det skal det være! Jeg er ikke den der slæber bøgerne med ud på plænen og giver mig i kast med noget udendørs læsning - så behageligt kan jeg simpelthen ikke ligge på et tæppe eller sidde på et bord-og-bænk-sæt. Bum. Slet ikke nu hvor jeg er gravid og min krop konstant føles som om jeg lige er startet til stram-op i FitnessWorld (hvilket jeg ikke er - jeg holder mig til hatha yoga). For tiden studerer jeg med en pude i ryggen og benene oppe, mens jeg bander mine eksamensopgaver langt væk.

Ikke nok med dét så var jeg faktisk udendørs og i direkte solskin i over to timer igår. Søndagen bød på fødselsdagsfejring hos en skøn veninde i haven på 4. maj-kollegiet, og det var som taget ud af et Skagens-maleri. Der var flag og kage og gode venner i mængder, så det var lige før jeg fik tårer i øjnene (men så følsom har hormonerne ikke gjort mig endnu, heldigvis). Prisen for at sidde på en udendørs bænk i flere timer med ikke andet end et vattæppe under min popo er, for mit vedkommende, blærebetændelse. Den pris måtte betales allerede i dag, hvor jeg så mig nødsaget til at smutte en tur omkring lægen efter en søvndrukken vejledningssession på studiet. Av for den, hvor er jeg ked af at have blærebetændelse - jeg havde sådan håbet, at jeg kunne klare en hel graviditet uden at den ville vise sit grimme ansigt (velvidende at det var et urealistisk mål - min blærebetændelseshistorik taget i betragtning). Det er en ret uheldig tilstand at befinde sig i, synes jeg, når der bor et lillebitte menneske i min mave.

Heldigvis er der råd for både blærebetændelse og forsømt forår. Der er indkøbt (og indtaget) medicin og jeg har skrevet både koldskål, kammerjunker og frugt på indkøbslisten. Nu er der ikke mere at gøre end at håbe at sommeren byder på ligeså lækkert vejr som foråret.

For meget at brokke sig over

Dengang der var hele debatten om Aarhus Universitet, Linda Koldau, dårlig administration, for meget eller for lidt undervisning, kvaliteten af undervisningen, de studerendes ansvar osv. kom jeg til at deltage lidt i den. Det var dumt, for jeg er egentlig ret konfliktsky, og jeg bliver ked af det (sådan virkelig), hvis jeg støder nogen med mine holdninger. Også selvom jeg stadig mener det samme. Jeg bliver også ked af det (sådan virkelig), hvis folk er grove i diskussioner. Så jeg var ikke særlig glad i den periode, selvom jeg altid prøver at se tingene fra mange vinkler og være saglig (med større og mindre held). Suk.

Men det var egentlig slet ikke det, det skulle handle om. Det skulle handle om, at en desperat bibliotekar, på et af universitetets mange små biblioteker, for nylig bad mig gøre noget, så der kunne komme nogle flere printere. På det tidspunkt havde jeg ventet i en time på at komme til at printe.

"Du er studerende! Du kan gøre noget!" sagde hun "De lytter ikke til os"

Men hvorfor? Tænkte jeg. Hvorfor skulle jeg begynde at klage over at der ikke er nok printere til at printe alle de tekster, som vi ikke længere får i kompendier? Er det ikke lige meget i forhold til alt det andet der er galt? Jeg kunne skrive læserbreve fra morgen til aften, hvis jeg skulle til at gøre noget. 

Jeg er foreløbig færdig med at forsøge at gøre noget på uni.
Nu vil jeg bare gerne have min uddannelse.
Og fred i verden.

Forbandet overskudsagtig?

Der er en fra mit nye studie der, i en facebook-kommentar, mener at jeg er "forbandet overskudsagtig". Fordi jeg godt kan overskue at skulle aflevere et kort essay og en kort anmeldelse samme dag. Tekster som vi får fri til at skrive, men som vi ikke får karakterer for. Ih. Jeg vil da gerne skrive både et lækkert essay og en anmeldelse der sidder lige i skabet - for måske ER jeg blevet en lille smule stræberagtig(?). Så hvis det havde været eksamen, havde jeg måske heller ikke ment, at det der med at skulle aflevere tingene samme dag, var det fedeste.

Overskud? Det har jeg til gengæld ikke. Jeg er sådan lidt småchokeret over, at illusionen om at jeg har det, faktisk holder. Jeg synes egentlig ikke, at jeg sådan har gået og puttet med mit studieklynk og jeg har også snakket højt og bredt om alle de laaaange tekster, som jeg synes var svære at gnave sig igennem og sådan nogle ting. Jeg købte også en chokoladebolle en dag. Jeg ved stadig heller ikke hvem jeg er i læsegruppe med og hvad halvdelen af holdet hedder.

Og de kender tydeligvis heller ikke mig særlig godt endnu. Øv.

Two down...

I dag begynder anden uge på kandidaten.
Her er de bøger jeg har læst i løbet af den første uge: 

Her er resten af de bøger vi skal læse i det her semester. 

(Jeg håber virkelig at de er der alle sammen):

Jeg ved ikke hvorfor de romaner vi læser på studiet er hundrede gange tungere at komme igennem, end dem jeg læser normalt (som jo heller ikke ligefrem er Fifty Shades), måske er det kun fordi jeg ikke selv har valgt dem. 

Jeg kan træffes i lænestolen de næste par måneder. 

At stå op kl. 6 for at læse Coetzee

Jeg elsker virkelig bøger. Ellers havde jeg nok heller ikke valgt at læse litteraturhistorie. MEN! Jeg har det en anelse stramt med følelsen af ligefrem at drukne i dem. Den der kvælende fornemmelse af, at lige meget hvor meget du læser, så er du alligevel bagefter.

Til en fernisering for nylig faldt jeg i snak med en intelligent ung kvinde, der havde forladt litteraturstudiet af netop den grund (trist!). Det kommer ikke til at ske for mig, for selvom jeg ikke kan se mig fri for at være lidt småneurotisk på nogle områder, så er jeg helt bevidst om, at jeg ikke kan nå at læse det hele.

Alligevel har jeg sat mig et dristigt mål: Jeg vil læse alle romanerne vi har for til det her semester. Det er lidt af en falliterklæring at indrømme, at det faktisk ikke er sket før (men helt ærligt, Den sidste mohikaner!?).

Sabbatåret har efterladt mig med en streng selvdisciplin, som jeg udnyttede i morges, hvor jeg lå i sengen og læste Coetzee kl. 6 om morgenen. Hvis bogen var god havde det været næsten-hyggeligt. Bare ikke så hyggeligt som at sove.

Så.

Nu er næsten alle de bøger jeg har bestilt til det kommende semester ankommet. Undtagen den jeg skal læse til på torsdag selvfølgelig. Heldigvis kunne jeg låne en Kindle og speed-læse den.

Man skulle tro det var løgn, men det var faktisk første gang jeg læste en e-bog og det var en meget anderledes oplevelse: Det føltes ikke helt som at læse en rigtig bog, må jeg indrømme.

Inden semester-start i aften har jeg også fået pakket alt sommertøjet væk igen, for det har regnet hele dagen og det var mørkt da vi vågnede i morges. Jeg kan godt forstå sådan en hentydning.

Jeg har også en voksende fornemmelse af, at det bliver et meget travlt efterår, for semestret begynder først i dag, men jeg er allerede i fuld gang med den anden roman.

Nå. Hit me.

Når man har læst en bog og ville ønske, at man stadig havde den til gode

Jeg tør vædde på at mange kender den der sære følelse af tomhed, der nogle gange opstår, efter at man har færdiglæst en bog. Det er ikke altid, at den er der. Jeg må indrømme, at jeg mange gange i løbet af de sidste 4 år (hvor jeg har læst litteraturhistorie på uni i 3 af dem) har lukket en bog med et STORT lettelsens suk. For det er ikke altid nemt, når man ikke selv vælger hvilke romaner man skal pløje - og hvor hurtigt. 

Den sære følelse af tomhed er altså en god følelse, som viser at man virkelig nød at læse bogen og egentlig ikke rigtig ved, hvad man skal stille op, nu hvor den er færdiglæst. 

Det er den følelse jeg sidder med nu, efter at have lukket The Cuckoo's Calling af J.K. Rowling. For er I sindsyge, den kvinde kan strikke et plot, der fanger mig. Der er et eller andet ved hendes måde at skrive på, der virker dybt medrivende på mig. Tydeligvis også på mange andre. 

Nu krydser jeg bare fingre for, at de mange romaner på kommende semesters pensumlister er mere værd rent litterært end de 0.01 pund Amazon skulle have for de fleste af dem. Ellers bliver det et meget langt efterår. 

Når universitetet byder op til dans

Det er nu jeg rejser mig fra bænken og tager universitetet i hånden i håbet om nænsomt at blive drejet rundt og ikke trådt over tæerne. Det er nu jeg er trådt ud af arbejdsløshedskøen og nu jeg er SÅ KLAR til den kandidat.

Men er jeg klar til endnu en dans med universitetet? For det er jo ikke kendt for at være den mest opmærksomme dansepartner - og selvom jeg allerede har gået der i tre år, så kender jeg stadig ikke alle trinene. Universitetet går til dansen med en vis arrogance.

Alligevel kender jeg det godt efterhånden, universitetet, og jeg ved, at der bag den lidt kolde facade gemmer sig noget virkelig fint og det er det der hedder viden og det er det, jeg er der for.

Jeg er der ikke for at kunne finde rundt på verdens mest forvirrende hjemmeside, jeg er der ikke for at bøvle med undervisnings- og eksamenstilmeldinger eller for at fare vild i studieordninger.

Jeg har bestilt et studiekort, printet en indskrivningsbekræftelse og pudset danseskoene. Dansen begynder til september.