Advarsler, æbler og efterår

I weekenden fejrede vi min søde mors 50 års fødselsdag. Det var en rigtig hyggelig brunch med mange gæster, hvoraf de fleste var omkring de 50 eller derover. Når man når den alder er det som bekendt fuldstændig tilladt at kloge sig om alt. Så jeg manglede ikke kommentarer til maven: Lige fra damer der mente at vide, at den slet ikke var sunket nok endnu til dem der hilste mig med et "godt det ikke er mig".

I det hele taget er de kommentarer vi får med på vejen blevet mere og mere foruroligende jo længere i graviditeten jeg er nået og folk med børn føler nu åbenbart en ubærlig trang til at opfordre os til at sove. Sov! Sov mens I kan! De mange advarsler til trods, så virker folk alligevel svært kuldrede med deres børn, så jeg tvivler på at de helt har fortrudt.

Det er svært at forberede sig på at få sit første barn, men det er endnu sværere at sove på forskud. Det kan man ikke, så folk skal slappe af med at opfordre os til at sove - selvom det selvfølgelig også er en måde at fordrive ventetiden på.

I dag valgte vi dog at bruge ventetiden på at koge æblegrød ud af de 5 kilo æbler Jakob samlede ude i gårdhaven i går.

Selvom det selvfølgelig altid er lidt vemodigt, når sommeren er ved at være slut, så passer det mig egentlig fint, at det er ved at blive efterår nu, så jeg ikke skal forsøge at gøre temperaturen behagelig for en nyfødt baby i høj sol og 25 grader. Det virker på en måde så passende at få et barn nu, hvor alting modner og bærer frugt.

Den må meget gerne komme ud snart.

Så har vi også prøvet dét

Nå. I mandags var vi så kommet til det famøse tidspunkt, hvor vi skulle til fødselsforberedelse. Og da jeg så at vi skulle sidde 20 voksne mennesker i en halvcirkel omkring et dårligt layoutet powerpointshow, i et bagende hedt lokale og lytte til en overpædagogisk jordemoder, der nikkede manisk og spærrede øjnene op efter hver sætning, tænkte jeg; det er løgn!

Men faktisk var jordemoderforedraget meget informativt - eller det ville det i hvert fald have været, hvis ikke jeg var typen der kan gå helt amok i research og for længst har læst alt hvad der er værd at vide (og mere til) om fødslen og den faser. Og fortalt det videre til stakkels Jakob. For jeg er enormt spændt på at skulle føde og for en "prepper" som mig ligger fødselsforberedelsen altså lige lovlig sent. 

Jeg ved heller ikke om jeg egentlig føler mig bedre forberedt efter i mandags. Der er jo eftersigende ikke to fødsler der er ens og ingen kan sige noget om, hvordan det kommer til at forløbe for mig. Så jeg prøver på ikke at forestille mig et bestemt scenarie, men ønsker mig i al hemmelighed en fuldstændig standard fødsel. 

Styr på det hele?

For tiden prøver jeg at få styr på mit liv, for det har jeg en eller anden idé om at man skal have, når man skal være mor. Det er ikke sikkert det holder og det er en lang proces, men i forgårs var jeg altså nået til den ændrede forskudsopgørelse, som SKAT havde sendt mig, og som jeg havde udskudt at kigge på. Længe.

Da jeg så kiggede på den var jeg mest tilbøjelig til at synes, at det da sikkert var fint nok, det de havde lavet. Men Jakob var ikke lige enig i den konklusion, og den var måske heller ikke for smart, når man tænker på hvor meget min indkomst varierer.

Så mens jeg hørte Pink Floyd og forsøgte at forudsige, hvad jeg kommer til at tjene resten af året, så brugte Jakob hele sin eftermiddag på at regne mine skatteforhold ud i et (i mine øjne) gigantisk regneark. Dét kalder jeg en kærlighedserklæring! - at en mand gider bruge så lang tid på at hjælpe én med at sikre sig, at der er orden i tingene, så man ikke lige pludselig ender i en dum situation med skattevæsenet. Jeg håber, at alle kvinder opdager, når de får en kærlighedserklæring af den kaliber. Selvom den er lidt utraditionel.

Det fortalte jeg Jakob - altså det med at regnearket var en kærlighedserklæring - og igår modtog så en mere traditionel en af slagsen:

Jeg er verdens heldigste.

Ny beboer i lejligheden

Da Jakob satte sin hvide telecaster til salg var der sikkert mange der troede, at nu var det slut med at have så mange guitarer og at pengene i stedet skulle bruges på babyudstyr.

Sådan var det heldigvis ikke. Kort tid efter at telecasteren var solgt flyttede denne smukke guitar ind i vores hjem. Det skal ikke undre mig, hvis den lille baby i min mave kan genkende lyden af den, når den engang kommer ud.

Den mest ædru sommer i 10 år

Den anden dag slog det mig, at det her bliver den første sommer i 10 år, hvor jeg ikke drikker alkohol! Jeg skulle lige til at skrive, at jeg ikke rører så meget som en dråbe alkohol, men det ville være løgn. Jeg nipper beredvilligt til Jakobs rødvin eller kolde fadøl, når jeg får chancen, men jeg tager sjældent mere end en enkelt slurk (det får jeg selvfølgelig heller ikke lov til).

I starten af graviditeten var det slet ikke svært, det der med ikke at må drikke alkohol - jeg havde slet ikke lyst til det. Jeg synes også stadig, at det er en biting, men jeg kan godt mærke, at jo mere solen begynder at skinne og jo mere sommeren nærmer sig, jo mere kan jeg længes efter en kold øl i solen eller til grillmaden.

Heldigvis var Jakobs forældre så søde at købe 12 tyske alkoholfri øl med til mig, sidst de kørte over grænsen (Flensburger Frei og Erdinger Alkoholfrei)! Jeg synes det er skønt at kunne få oplevelsen af at drikke en kold øl uden at skulle udsætte den lille beboer i min mave for alkohol. Dens alt-andet-end-ædru sommer skal nok komme på et tidspunkt - og det bliver først om mange år.

Kloge og forvirrede

I påsken var vi ude at se på babyudstyr for første gang (nogensinde). Det er en fuldstændig ny verden for os, og vi blev akkurat ligeså forvirrede, som vi blev kloge. Skal man have barnevogn eller kombivogn? Lift eller voksipose? Puslebord eller puslekommode? Bæresele eller slynge? Er det nødvendigt med en skråstol? Og en kravlegård? Hvad er overflødigt og hvad er livsnødvendigt?

Heldigvis havde vi ingen planer om at købe noget der i påsken. Vi ville bare se - og blive klogere på - hvad man egentlig kan få. Vi blev mest kloge på, at kommende forældre åbenbart er den vildeste pengemaskine og at it's a jungle out there. Men vi skal nok finde ud af det så længe vi beholder begge ben på jorden. Priserne er jo også sindssyge - det første jeg gjorde, da vi kom hjem, var at installere Den Blå Avis' app på min mobil.

Foreløbig ser det ud til, at vi er nogenlunde enige om, hvad for noget udstyr vi går efter, men vi lytter selvfølgelig til alle de gode/dårlige erfaringer, vi kan komme i nærheden af, så vi ikke kommer til at købe noget helt ubrugeligt. Når man er gravid behøver man forresten slet ikke at spørge efter folks gode råd - det gør maven åbenbart helt af sig selv. Det er sjovt.

Det kan ses

Endelig! Jeg blev helt paf, da den første person nikkede til min mave og sagde; "Nå, hvornår skal det være?" - men jeg blev også vildt glad! I løbet af den sidste uge er folk endelig begyndt åbent at kommentere min graviditet og klappe min mave og sige tillykke. Det er dejligt - og det er ikke kun fordi det betyder, at jeg er holdt op med at se tyk ud og begyndt at se gravid ud.

Men også fordi det faktisk er rart ikke at kunne skjule det længere. Så opstår der ikke længere akavede situationer, hvor jeg skal "springe bomben" som nej tak til et glas rødvin eller som forklaring på, hvorfor jeg ingen studieplaner har efter sommerferien. Maven siger det hele og den vokser og vokser.

Og sådan blev tiden atter moden til en rygsæk

Det er måske ikke noget folk lige går og tænker over til hverdag, men os litteraturhistoriestuderende - vi slæber! Vi slæber bøger. Massevis af bøger. Det kan godt være hårdt for ryggen - især når man slæber dem i verdens smukkeste gamle, slidte skuldertaske af kernelæder. Hvilket jeg gjorde lige indtil igår. For dér kom min nye Fjälräven-rygsæk endelig med posten!

Man skulle ikke fortælle mig ret mange gange, hvor hård en graviditet er for ryggen, før jeg kom frem til, at tiden var moden til en rygsæk. Jeg har nemlig haft problemer med ryggen før, og prøver at gøre hvad jeg kan for at holde den glad og tilfreds.

Men hvilken rygsæk skulle det være? Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om særlig mange rygsække, jeg synes er flottere end Fjälrävens Kånken. Den går direkte i hjertet på den gamle hippie, der bor indeni mig (og her hentyder jeg ikke til babyen, selvom jeg selvfølgelig ikke ved, om den har fået lidt gammel hippie med i købet). Så pyt med at det er samme rygsæk-løsning, som mange af mine medstuderende også har valgt - man er vel humanist. Nu skal jeg bare vænne mig til at gå med den!

At få det sagt

”Hvordan har du det?”
”Jeg er gravid!”

Lige siden jeg blev gravid, har jeg syntes, at det var lidt akavet at skulle fortælle folk, at jeg var gravid. Det er røget ud af mig på de underligste tidspunkter og måder. Det var ikke fordi, jeg ikke havde lyst til at bræge det ud til hele verden, at jeg var gravid – for det havde jeg virkelig! Jeg vidste bare ikke rigtig, hvordan jeg havde lyst til at få det sagt.

Det blev hurtigt for højtideligt at stirre folk ind i øjnene én for én og sige ”der er noget jeg skal fortælle dig”, men jeg er heller ikke typen, der lige poster billedet fra nakkefoldsscanningen på facebook.

Jeg fik sagt ”jeg er gravid” til en af mine veninder, mens jeg var ved at tage mine støvler af i entréen. Egentlig kunne jeg bedst lide, når folk tog sig sammen og gættede, hvad mit pludselige og uventede ”nej tak” til rødvin betød. Det løftede ligesom stemningen.

Og nu ved ”alle” det! Jeg har I hvert fald gået kontakterne på min mobil igennem flere gange for at prøve at være sikker på, at ingen, der forventer at få nyheden overbragt personligt, bliver vildt skuffede, når de ser min mave om en måned.

Mission accomplished.

Nye tider på bloggen

Siden december har jeg været en ret lousy blogger med to indlæg på fire måneder. Jeg har flere gange seriøst overvejet rent faktisk at slette bloggen og været sikker på, at jeg ikke havde hverken lyst eller tid til at blogge mere. Men sagen er bare den, at der er to ting der bliver ved med at afholde mig fra at trykke definitivt på blog-stop-knappen.

Den ene er, at jeg ganske enkelt elsker at skrive, og at jeg har godt af at gøre det dagligt, så mit sprog ikke bliver ædt op af et stort, sløvt akademia-monster, så jeg lige pludselig begynder at bruge ord som "arbitrær" og "essentielt", når jeg prøver at skrive noget, som det rent faktisk er meningen, at nogen skal læse. Jeg har simpelthen godt af at blogge.

Den anden ting er, at jeg får enormt meget ud af at læse andres blogs. Jeg knuselsker dem simpelthen og har en lille udvalgt samling yndlingsblogs, som jeg følger på bloglovin. Hvis jeg overhovedet kan, vil jeg gerne give lidt af dét tilbage til mine egne 17 følgere - hænger I på derude?

Nu har jeg så bestemt mig for at blogge regelmæssigt igen, men der er dømt nye tider i mit liv siden "sidst" - og derfor er der også dømt nye tider på bloggen!

Kald det bare en "mommy-blog" fremover, for det kommer til at handle en del om at være gravid (!). Det er jeg nemlig blevet og jeg er overlykkelig over at være det! Jeg kommer næppe til at få tilsendt et års forbrug af babymos eller blive sponsoreret af Stokke - det bliver 100% min egen vinkel på situationen og alt det sjove, skøre, pudsige, dejlige og mærkelige der følger med.

Dog uden at jeg har tænkt mig at gå i alt for intime detaljer, so don't worry!

Hjemve

Den anden dag passerede jeg lillebroren til en jeg engang har gået i klasse med. Eller det tror jeg i hvert fald, at det var. Men det er egentlig lige meget, for hjemveen slog igennem mig som en mavepumper, mens jeg cyklede videre og ikke kunne lade være med at tænke på, hvor grim byen egentlig ser ud i regnvejr - sammenlignet med den "landsby" jeg kommer fra. 

Jeg savner nogle gange at være et sted, hvor der ikke bor flere mennesker end at man hilser på hinanden på fortovet. Men sådan nogle steder er vel sjældne efterhånden? Nogle gange glemmer jeg hvor jeg er, og kommer til at hilse på tilfældige mennesker her i Aarhus. Sådan nikke høfligt til dem på gaden med øjenkontakt og det hele. Folk må tro, at jeg er idiot. 

Her passerer vi hinanden som fortabte skygger i efterårsregnen; folk man har gået i parallelklasse med eller måske ikke har set siden efterskoletiden. Et andet sted ville vi have stoppet op og sagt "hej" - bare fordi vi boede i samme by. 

Hvor går damebladsgrænsen?

Allerede få dage efter min 25-års fødselsdag begyndte de første "alderdomstegn" at melde sig. Man ved simpelthen, at man er trådt ind i en ny fase i livet, når Femina frister mere end Woman...

... Og man giver efter for det.

Jeg troede faktisk at man mindst skulle være 30! Men det der med hvordan man finder en kæreste, lægger make-up, har sex, spiser sundt og er en god veninde (samtidig), synes jeg efterhånden jeg har læst om ret mange gange i løbet af de sidste 10 år.

I Femina hylder de derimod 100 seje kvinder i den her måned - og det kan jeg godt lide. Så lover jeg til gengæld at vente med Alt for Damerne til jeg er fyldt 40. Mindst.

P.S. Gæt hvem der gik i latterkramper, da jeg trak Femina op af tasken...

Girls will be girls?

For et par dage siden blev jeg ringet op af en grædende veninde, der bliver holdt udenfor af nogle andre veninder, som jeg (heldigvis, havde jeg nær sagt) ikke kender. Åh altså. Det er en svær en at trøste på, for hvad kan man sige andet end at hun fortjener bedre end det? Jeg ville ønske at jeg kunne gøre noget ved det, for, også jeg, kender smerten ved at blive hold udenfor.
Det tror jeg alle gør.

Men. Det var da hun gentagne gange hulkede, at det var ligesom at være tilbage i folkeskolen, og senere da Jakob sagde "hvorfor gør I piger sådan noget mod hinanden? - Altså ikke dig, men de andre?", at det gik op for mig, at det der latterlige tøsefnidder, som jeg har været så overbevist om, at vi ville vokse fra, åbenbart er fulgt med os (eller nogle af os?) ind i voksenlivet.

Øv. Kan vi ikke lige aftale, at vi behandler hinanden ordentligt fra nu af, piger?

Så.

Nu er næsten alle de bøger jeg har bestilt til det kommende semester ankommet. Undtagen den jeg skal læse til på torsdag selvfølgelig. Heldigvis kunne jeg låne en Kindle og speed-læse den.

Man skulle tro det var løgn, men det var faktisk første gang jeg læste en e-bog og det var en meget anderledes oplevelse: Det føltes ikke helt som at læse en rigtig bog, må jeg indrømme.

Inden semester-start i aften har jeg også fået pakket alt sommertøjet væk igen, for det har regnet hele dagen og det var mørkt da vi vågnede i morges. Jeg kan godt forstå sådan en hentydning.

Jeg har også en voksende fornemmelse af, at det bliver et meget travlt efterår, for semestret begynder først i dag, men jeg er allerede i fuld gang med den anden roman.

Nå. Hit me.

Bliver man sur af at handle med smykker?

Det er ret sjældent at jeg taler med guldsmedeekspedienter - og det er ikke kun fordi jeg ikke rigtig har nogen penge - det er også fordi at folk der arbejder i guldsmedeforretninger, eller bare generelt folk der står og sælger dyre smykker, er så snobbede, at det næsten gør ondt på dem. Faktisk er de alt for fine og vigtige til overhovedet at tale med kunder, og de vil helst kun sælge smykker til dig, hvis du er en rig, flot mand over halvtreds med sølvgråt hår og dyrt jakkesæt. Forestiller jeg mig. Det er i hvert fald sådan det føles, når man er i deres selskab. 

Nå. Men jeg gik så ind i en guldsmedeforretning i dag, fordi jeg havde ødelagt en pæn sølvhalskæde og for flere år siden iøvrigt smadrede emaljen på min marguerit-halskæde. Jeg så ned af mig selv inden jeg gik ind: Splinterny kjole - tjek, pæn frakke - tjek, sko -tjek, nyklippede negle - tjek, strømpebukser - tjek. Måske ser jeg ikke ligefrem rig ud, men jeg ligner da heller ikke ligefrem en tigger og håret er velfriseret og det hele. 

Alligevel blev jeg behandlet som om jeg var en eller anden hippie i deletøj, der tydeligvis var gået forkert. Ingenting kunne lade sig gøre! Jeg måtte gå igen med uforrettet sag - lige over til Ganesha, hvor jeg plejede at få lavet huller i ørerne, da jeg var teenager og hvor de uden problemer kunne fikse den ene halskæde. 

(Marguerit-halskæden kan nemlig slet ikke fikses, belærte en sur dame hos Georg Jensen mig om) 

Jeg går ud fra at det der med at være snobbet, sur og arrogant er noget af det man bliver ansat på, hvis man gerne vil være guldsmedeekspedient. Man skulle jo nødig behandle sine kunder som om de betød noget, vel?

Hvornår er man for gammel til at have maddage?

Jeg er i hvert fald ikke. Jakob og jeg har delt ugens dage mellem os, så jeg også kommer til at lave noget mad. Og nu tror du nok, at Jakob var træt af at være den der lavede mad, men det var faktisk mig der var træt af ikke at lave mad. Så det var min idé.

Jeg fik godt nok idéen for over et år siden, mens vi var i USA og vi har først fået det indført nu. Bedre sent end aldrig vil jeg sige, for det fungerer virkelig godt.

Bortset fra en ting: Selv når jeg har hele køkkenet for mig selv, er jeg fuldstændig uinspireret. Jeg kan ikke bare åbne køleskabet og bikse et eller andet sammen af det der er derinde. Det tager laaang tid at surfe efter gode opskrifter, så jeg kan udvide mit ret sparsomme repertoire.

I mellemtiden får I opskriften på min signaturret:
"Frisk pasta med serranoskinke og hjemmelavet pesto"

Rist en håndfuld mandler på panden, hak dem, put dem i en blender. Skyld en (stor) håndfuld frisk basilikum og hak det. Put det i blenderen. Skær et stykke på ca. 2 cm. af din parmasanost, hak det groft, put det i blenderen. Tilsæt olivenolie til du skammer dig. Muligvis lidt vand. Et par dråber hvidvinseddike og et par dråber worcestershire sauce (kan udelades). Blend grundigt. Smag til med salt og peber. Du har pesto.

Kog noget frisk pasta i en gryde og bland pestoen i. Placér pastaen i en dyb tallerken. Riv serranoskinken i mindre stykker og put det på pastaen.

Voila! (og gid jeg havde et billede af det. Det er ikke god madblogger-stil det her) (det er desuden Jakobs opskrift på pesto).

Ferien er slut (har jeg bestemt)

Der er næsten en måned til at mit studie begynder og jeg (endelig) får en "hverdag" igen, men jeg er temmelig hurtigt blevet træt af det der med at sove længe og slappe af hele tiden, så nu har jeg besluttet at ferien er slut - og der er også en masse projekter at gå igang med, så det var vel egentlig nærmest på tide.

Ferieafslutningen betyder også, at jeg vil begynde at blogge igen. Det har taget mig dagevis at få sat mig ned og få skrevet det her indlæg - for hvordan griber man det lige an, det der med at begynde igen? Det var sværere end forventet.

I de næste syv indlæg vil jeg desuden opfordre jer, der læser min blog via facebook, til enten af bogmærke den eller istedet at følge den på bloglovin; jeg har nemlig besluttet mig for at stoppe med at lægge indlæg op på min facebook-væg. Også selvom jeg givetvis mister en del læsere, ja.

Og nu hvor ferien er slut kunne det være fedt, hvis:

- Vejrudsigterne kunne holde op med at tage en time og foregå på Bornholm.
- DR2 Morgen startede igen.
- Folk tjekkede deres mails
- Nyhederne kunne få noget substans

Og ikke flere instagram-billeder af jordbær og solnedgange, Danmark!
Alting har en ende.
Basta.

Alderen trykker

Jeg gik og troede at glemsomheden og trætheden skyldtes travlhed, at de ømme lemmer skyldtes mine sammenstød med fitnesscenteret flere gange om ugen og at man ikke skal bekymre sig om pension når man er midt i tyverne.

Jeg tog fejl. Da jeg åbnede postkassen torsdag i sidste uge, stod det klart, at der er andre der mener noget helt andet...

Brevet taler sit tydelige sprog: Pensionsalderen nærmer sig.
Mon ikke det er sjovere at være pensionist end at være jobsøgende? Hæ.

Dræberuge med lyspunkter

Den her uge har været en rigtig seriedræber. 

Den har brækket sig ud over mit liv med glemte aftaler, travlhed og forvirring. Jeg har rendt rundt som en idiot og forsøgt at få det hele til at hænge sammen og jeg har stort set ikke haft et ledigt øjeblik. Jeg har muligvis glemt hvordan man holder fri, når jeg vågner lørdag morgen. Jeg har også tabt samtlige wordfeudspil. 

Er det ikke fedt når der sker en hel masse? Spørger folk mig nogle gange. Jo det er virkelig fedt. Lige indtil jeg overmandes af lysten til at krybe sammen i hjørnet af sofaen med en bog og et tæppe og tænke; forsvind verden. 

Mod alle odds har ugen dog haft sine små højdepunkter. 

Mandag aften var jeg til foredrag med fantasyforfatteren Josefine Ottesen, som signerede mit eksemplar af højtelskede "Eventyret om fjeren og rosen". Yes!

Tirsdag morgen oplevede jeg forfatteren Hanne Viemose lave skriveværksted for en hg-klasse ude i Viby. Min begejstring varede resten af dagen og Jakob fik følgende sms: 

"Glæder mig enormt meget til jeg forhåbentlig engang selv bliver forfatter, så jeg kan komme ud og undervise skoleklasser i kreativ skrivning. Det er det fedeste i verden at åbne folks øjne for litteratur".

Så kan man tale om én der er glad for sit fag, hæ. 

PS. Jeg ved godt at der først bliver sat trumf på travlheden når man får børn. Det er en skræmmende tanke. 

Jeg har fået en morgenrutine

Efter næsten et helt års sabbatår og efter at have haft faste mødetider i 4 måneder er det endelig lykkes mig at få genetableret noget, som var blevet effektivt smadret af 3 år som studerende.

Jeg har fået en morgenrutine.

Så nu er jeg en menneskelig robot fra jeg vågner og til jeg går ud af døren.
Jeg står op, går i bad, tænder fjernsynet, reder hår, tjekker facebook, ser fjernsyn, tørrer hår, lægger make-up, ser fjernsyn, glatter hår, ser fjernsyn, spiser morgenmad (selvfølgelig mens jeg ser fjernsyn), kysser Jakob farvel, laver rygøvelser, smører modvilligt madpakke (lugten af leverpostej om morgenen, øv), ser lidt mere fjernsyn, børster tænder og tager af sted.

Alt sammen i selskab med manden med Danmarks mest akavede fremtoning: Niels Krause Kjær og kvinden med Danmarks blødeste stemme: Anja Bo. Fra DR2-Morgen naturligvis. Et program, der trods sine meget discountagtige rammer, virkelig forstår at sprede intellektuel hygge fra morgenstunden.