Terminsdatoen kom og gik...

... Og der skete ingenting! Jeg var til litteraturfestival om formiddagen og da jeg blev for træt tog jeg hjem og fik mig en lang lur. Bagefter drak jeg kakao og spiste kanelsnegle sammen med Jakob og en god veninde. Om aftenen fik vi god mad, Jakob drak en øl og bagefter så vi et afsnit af Suits.

Vi var glade og i feststemning fordi vi endelig havde nået terminsdatoen og folk skrev "glædelig terminsdag" og spurgte hvordan vi havde det. Jeg synes det er vildt dejligt når folk skriver og spørger om jeg snart har født, men der er virkelig ikke noget der tyder på det.

I dag er jeg lidt mindre optimistisk. Jeg ved godt, at der ikke er nogen babyer der er blevet derinde: Den kommer ud før eller siden, men hold op hvor må det gerne være snart! Jeg bliver nødt til hele tiden at minde mig selv om at jeg kun er gået én dag over tid, så jeg ikke kommer til at gruble for meget over for-og-imod igangsættelse osv., det bliver jo forhåbentlig slet ikke aktuelt! 

Det lille menneske i min mave vil tydeligvis bare gerne være septemberbarn og det kan jeg sådan set godt forstå. 

Anbefaling til alle gravide

Nu hvor ventetiden er blevet virkelig intens har jeg kastet mig over en ægte gammel klassiker: Lige siden jeg var en lille pige har jeg set den stå på mine forældres bogreol og nu var tiden pludselig kommet til at læse "Vinterbørn" af Dea Trier Mørch.

Jeg har ladet mig opsluge af et stemningsfuldt tidsbillede af livet på Rigshospitalets fødeafdeling anno 1975 og selvom kvinderne i bogen tilhører et samfund med rødstrømper, kollektiver og fremskridtsparti i fuldt flor, så er deres bekymringer og tusind-tanker i forbindelse med graviditeten alligevel universelle. Når man er højgravid er det både beroligende og foruroligende læsning på samme tid. Og så er det sjovt, at lægerne giver de gravide på svangreafsnittet snaps når de kommer for meget op at køre. Og at de gravide ryger på stuen. 

Med andre ord: Meget har ændret sig siden 1975, men selve graviditeten er en universel kvindelig erfaring, som man kun kan ændre rammerne omkring. Dét (sammen med det smukke ved søstersolidaritet) synes jeg træder tydeligt frem når man læser bogen, som desuden er eminent velskrevet og har nogle utrolig smukke illustrationer.

Anbefaling hermed givet.  

Fra vandrende pind til sprængfarlig badebold

Hele min skoletid var jeg så tynd, at jeg tit blev kaldt "vandrende pind", hvilket jeg af en eller anden grund havde svært ved at tage som et kompliment i situationen. Det var først da jeg var omkring 20 at jeg begyndte at skulle tænke over hvor meget slik og kage jeg spiser - ligesom alle andre. Og så ville jeg pludselig alligevel gerne være den vandrende pind. Men for sent.

Mens jeg har været gravid er der selvfølgelig mange der har kommenteret hvor flot og stor min mave er blevet - og det er jo dejligt, men jeg skulle faktisk lige vænne mig til at tage det som et kompliment i starten. For uanset hvad, så er man jo stadig bare sig selv - forhenværende vandrende pind - der pludselig bliver sammenlignet med en badebold. Men okay, jeg kan godt forstå sammenligningen.

Jeg tør ikke rigtig tænke på, hvordan min krop kommer til at se ud bagefter - når badebolden er væk og ikke længere stjæler opmærksomheden fra mine lår, som jeg nærmest ikke kan genkende. Men den tid, den sorg. Der skal uden tvivl nok være en kæk sammenligning der passer på dén krop også. 

På weekendtur en uge før termin

Jeg havde faktisk ikke troet at det kunne lade sig gøre, men fra fredag til lørdag nåede vi med til lidt af en familieweekend i Ribe i anledning af Jakobs bedsteforældres 80-års fødselsdag.

Vi havde pakket både vandrejournalen og lidt babytøj for en sikkerheds skyld, men selvfølgelig skete der ingenting. Så i stedet for fødeafdelingen på Esbjerg Sygehus fik vi heldigvis lov til at se lidt af byen (pyh!).

Og nu går vi igen her i Aarhus og håber at det lillebitte menneske i min mave snart beslutter sig for at ville fødes. Der er i hvert fald ikke mere vi partout vil nå inden.

Tak for en skøn weekend! 

Ventehvalen

Nu er der kun godt en uge til terminen og jeg er ligeså stille nået frem til, at når de fleste førstegangsfødende går over tid, så kan det jo egentlig også sagtens gælde for mig.

Der er ikke rigtig optræk til noget, så jeg har besluttet mig for at nyde den sidste del af graviditeten i stedet for at ligge mig ned og have ondt af mig selv som en hval der venter på at blive skyllet tilbage i havet. I stedet gør hvalen rent, går på café og anmelder en bog for Stiften (hold op det er rart at have noget at lave!). 

I weekenden har vi også planer og så længe jeg holder mig beskæftiget føles ventetiden mindre lang. For den kan jo netop godt gå hen at blive lang, hvis terminsdatoen bare kommer og går uden at der sker noget. Jeg har besluttet mig for at lave aftaler og holde mig beskæftiget lige indtil den dag fødslen går i gang - sådan holder hvalen utålmodigheden på afstand. 

Advarsler, æbler og efterår

I weekenden fejrede vi min søde mors 50 års fødselsdag. Det var en rigtig hyggelig brunch med mange gæster, hvoraf de fleste var omkring de 50 eller derover. Når man når den alder er det som bekendt fuldstændig tilladt at kloge sig om alt. Så jeg manglede ikke kommentarer til maven: Lige fra damer der mente at vide, at den slet ikke var sunket nok endnu til dem der hilste mig med et "godt det ikke er mig".

I det hele taget er de kommentarer vi får med på vejen blevet mere og mere foruroligende jo længere i graviditeten jeg er nået og folk med børn føler nu åbenbart en ubærlig trang til at opfordre os til at sove. Sov! Sov mens I kan! De mange advarsler til trods, så virker folk alligevel svært kuldrede med deres børn, så jeg tvivler på at de helt har fortrudt.

Det er svært at forberede sig på at få sit første barn, men det er endnu sværere at sove på forskud. Det kan man ikke, så folk skal slappe af med at opfordre os til at sove - selvom det selvfølgelig også er en måde at fordrive ventetiden på.

I dag valgte vi dog at bruge ventetiden på at koge æblegrød ud af de 5 kilo æbler Jakob samlede ude i gårdhaven i går.

Selvom det selvfølgelig altid er lidt vemodigt, når sommeren er ved at være slut, så passer det mig egentlig fint, at det er ved at blive efterår nu, så jeg ikke skal forsøge at gøre temperaturen behagelig for en nyfødt baby i høj sol og 25 grader. Det virker på en måde så passende at få et barn nu, hvor alting modner og bærer frugt.

Den må meget gerne komme ud snart.

Træt, nyklippet og utålmodig

Det er egentlig tilfældigt, men både mig og Jakob er blevet klippet i dag - og vi har begge to tænkt at det egentlig er smart, for hvem ved hvor meget tid der bliver til den slags luksus efter fødslen? Vi gør i hvert fald ikke.

Ellers kan det godt være en udfordring at få ventetiden til at gå, nu hvor alting (selv håret!) er klar til babyens ankomst. Fryseren er fyldt, lejligheden er rengjort - og jeg har flere og flere dage, hvor jeg er så træt, at jeg egentlig ikke har lyst til at lave andet end at sove. Og spise.

Vi har planer hele weekenden og er desuden begge to blevet flittige biblioteksbrugere her på det sidste, men det er svært at vente længere på at skulle møde det lille menneske, der bøvler rundt i min mave. Også selvom der kan gå op til en måned endnu (!)

Alt!

Igår havde jeg besøg af en af de sødeste og klogeste veninder jeg har. Hun har været bortrejst længe, så vi havde ikke set hinanden i lang, lang tid. Faktisk var det første gang hun så mig som gravid; der var meget at indhente.

"Jeg er spændt på hvor meget man egentlig kan, når man har et barn" - betroede jeg hende. 

"Jeg tror man kan alt!" svarede hun. Prompte. 

Og jeg blev så taknemmelig! Taknemmelig over at hun ikke kastede sig ud i en lang og dyster spådom om min ensomme, indholdsløse og - ikke mindst - søvnløse fremtid! Så er jeg da ligeglad med, om det er realistisk at man kan alt. Det er i hvert fald den rigtige indstilling.

Den der frygt

Det jeg frygter allermest er ikke fødslen; jeg frygter at jeg mister forstanden når babyen kommer og lige pludselig glemmer alle de kloge ting jeg har tænkt (og sagt og læst) de sidste mange måneder som gravid, at jeg glemmer den ro og styrke, som jeg ved jeg får brug for og lige pludselig slet ikke er så cool omkring det hele, som jeg ellers synes jeg er. Ligesom når man står op om natten for at skrive ting ned man skal huske, fordi man dybest set er bange for, at ens hukommelse pludselig forsvinder (samme frygt).

Jeg har læst om spædbarnspleje som om mit liv afhang af det (sådan føles det også). Jeg har set amerikanske youtube-videoer om amning og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har gennemlæst sundhedsstyrelsens baby-app. Jeg er rædselsslagen for, at det hele er enten forsvundet eller ubrugeligt, når jeg ligger med babyen i armene. For selvom jeg er litteraturhistoriker, så ved jeg jo inderst inde godt, at det ikke er alting, man kan læse sig til.

Men hvis jeg ikke kan bevare roen, hvis jeg mister forstanden, så er jeg hjælpeløs. Jeg vil egentlig hellere beholde min egen sunde fornuft, end jeg vil overlade hele ansvaret til et hold af sundhedsplejersker og jordemødre. Især når vi risikerer at blive sendt hjem ambulant.

Jeg frygter allermest, at jeg efter fødslen lige pludselig ikke længere er mig. Selvfølgelig er det en livsændrende begivenhed at få et barn, men er den også personlighedsændrende? I så fald har jeg allerede ændret mig. Jeg har være mor i bange måneder nu; vores barn er bare stadig inde i min mave og lige nu i fuld gang med at undersøge, om det kan skabe plads (en lille ingeniør?) ved at skubbe sin bagdel så tæt på mine ribben som overhovedet muligt.

Det jeg i virkeligheden prøver at formulere er vel, at jeg håber at troen på at vi sagtens kan klare det, stadig er der når vi rigtig skal bruge den.

Bekendelser fra en højgravid

Jeg prøver på ikke at have ondt af mig selv, men det bliver sværere og sværere. Især når jeg ikke engang kan nå mine egne fødder. Jeg går og lurer lidt på, om jeg kan vente med at klippe tånegle til jeg har født. Men så skal jeg virkelig føde snart – og det er lidt usandsynligt. Chancen er der dog! På lørdag er der tre uger til termin og så er det ”helt OK at føde”, som de siger ude på jordemodercentret. Det er, som bekendt, lettere sagt end gjort.

Jeg er begyndt at gå og håbe at vandet pludselig går. Fx når jeg lige har været i bad eller når jeg står op om natten for at tisse. Jeg forestiller mig altid, at der kommer den samme flotte lyd, som når man åbner en god flaske rom - og så går det hele i gang. Stille og roligt. Jeg ved godt at det er fuldstændig langt ude. Især det med lyden. 

Jeg har egentlig ikke lyst til at være pivet, men jeg har flere gange vækket Jakob om natten i frustration over, at jeg ikke kunne få det dynebetræk, jeg sover med, til at nå ned over mine fødder, fordi det vender forkert. Og det er altså svært at gøre noget ved, når man er ligeså mobil som en skildpadde der ligger på ryggen, når man ligger ned. Ja. Vi får begge to trænet vores tålmodighed i de her dage.

Men jeg prøver på ikke at have alt for ondt af mig selv og indstille mig på, at der godt kan gå op til 5 uger før der sker noget. 5 uger hvor jeg bare bliver mere og mere tyk, træt, utålmodig og immobil. Og folk må godt lade være med at sige sådan noget med, at det nok ikke bliver bedre når babyen kommer ud. For når babyen kommer ud, så er ventetiden forbi og det nye liv begynder (på godt og ondt). Hallo! Selvfølgelig er det bedre! Alt er bedre end purgatorium.

Bryllup og "tømmermænd"

I lørdags var vi til et meget, meget smukt bryllup for min ældste fætter og hans udkårne. Det var en flot og festlig dag og det var skønt at se hele familien. Men ligesom jeg havde undervurderet hvor hårdt det er at være sommergravid, så havde jeg også undervurderet hvor mange kræfter det ville kræve af mig, at blive fragtet til Roslev i Nordjylland, være til bryllup hele dagen og efterfølgende overnatte i en fremmed seng med en krop der i forvejen var så mørbanket, at jeg næsten ikke kunne bevæge mig. Av siger jeg bare.

Morgenen efter vågnede jeg ikke fordi jeg var udhvilet, men fordi stort set hver eneste millimeter af min krop var øm. Man skulle dælme tro at jeg havde danset hele natten - og det ville jeg også hellere have gjort, men det kunne jeg af gode grunde ikke. Men sikke en bryllupsfest så længe det varede! 

Dagen derpå tillod jeg mig selv en "tømmermandsdag" da vi kom hjem til Aarhus. Først tog jeg en lur på flere timer og dernæst sad jeg i sengen og spiste vingummi og chokolade, mens jeg læste i en god bog. Jeg var så groggy, at jeg ikke engang orkede at svare på beskeder. Så i dag vågnede jeg op til en fin lille liste over hvem jeg skulle huske at svare eller skrive til. 

I dag er jeg til gengæld ramt af en virketrang som meget nemt kunne blive rastløshed, for der er ikke meget af det jeg gerne vil som jeg rigtig kan i øjeblikket. Jeg havde aldrig troet at man kunne savne så meget at bruge sin krop fuldt ud. Men inden frokost havde jeg til gengæld både nået at skifte mobilabonnement (sparer 70 kr!) og at købe fødselsdagsgave til min mor. Uden at rejse mig fra skrivebordsstolen selvfølgelig. 

Men... Hvornår?

Jeg bruger enormt meget tid på at spekulere over, gætte på og tale om hvornår jeg mon føder. Om godt en uge er jeg 37 uger henne og så kan det i princippet ske hvert øjeblik det skal være - 5 uger frem. Det er så vildt! Og det er skørt at skulle lave alle aftaler med det forbehold at jeg måske føder.

Jeg tror jeg har set højgravid ud længe, for selvom jeg synes at jeg har gjort et stort nummer ud af at fortælle folk, at terminen altså er 30. august, så vrimler det alligevel med kommentarer ála "nu sker det nok lige om lidt!" og "næste gang vi ses har du sikker født" - sådan har der været i over en måned. Især hos min frisør, hvor det efterhånden er blevet helt akavet stadig at være gravid, hver gang jeg kommer. Men mit pandehår er altså hurtigere til at gro ned i øjnene på mig, end babyen i maven er om at blive klar. 

Selvom de fleste førstegangsfødende går over tid, så har jeg alligevel en fornemmelse af, at jeg føder før terminen. Så det skal nok passe at jeg ender med at gå 14 dage over eller sådan noget. Jeg må hellere arbejde lidt med min tålmodighed...

Så har vi også prøvet dét

Nå. I mandags var vi så kommet til det famøse tidspunkt, hvor vi skulle til fødselsforberedelse. Og da jeg så at vi skulle sidde 20 voksne mennesker i en halvcirkel omkring et dårligt layoutet powerpointshow, i et bagende hedt lokale og lytte til en overpædagogisk jordemoder, der nikkede manisk og spærrede øjnene op efter hver sætning, tænkte jeg; det er løgn!

Men faktisk var jordemoderforedraget meget informativt - eller det ville det i hvert fald have været, hvis ikke jeg var typen der kan gå helt amok i research og for længst har læst alt hvad der er værd at vide (og mere til) om fødslen og den faser. Og fortalt det videre til stakkels Jakob. For jeg er enormt spændt på at skulle føde og for en "prepper" som mig ligger fødselsforberedelsen altså lige lovlig sent. 

Jeg ved heller ikke om jeg egentlig føler mig bedre forberedt efter i mandags. Der er jo eftersigende ikke to fødsler der er ens og ingen kan sige noget om, hvordan det kommer til at forløbe for mig. Så jeg prøver på ikke at forestille mig et bestemt scenarie, men ønsker mig i al hemmelighed en fuldstændig standard fødsel. 

Guldmedaljer og ømme fødder

Jeg har egentlig længe ville lave et indlæg om graviditetsgener. Når folk spørger hvordan jeg har det, så svarer jeg, at jeg har det godt - hvilket er sandt. Jeg har det ualmindeligt godt for tiden; nyder at det er sommer, nyder at gøre klar til babyen, at tilbringe så meget tid sammen med Jakob og i det hele taget at ha' så meget tid. Derudover hæfter jeg mig ved, at jeg ikke har bækkenløsning. Og at min ryg har klaret det her til en guldmedalje! Godt nok bøvler jeg stadig lidt med nakken, men ikke mere end før jeg blev gravid. Jeg holder den i skak med nogle gode øvelser og den er - sammen med mit bækken - den eneste del af min krop jeg stadig træner. Indtil for en måned siden gik jeg til gravidyoga og dét tror jeg har været en rigtig god beslutning.

Nej, det er i virkeligheden mine ben der er problemet. Barnets vægt tynger så meget på dem nu, at mine fødder selv efter ultrakorte gåture ser ud og føles som om, at jeg lige har travet en europæisk storby tynd iført voldsomt dårligt fodtøj. Bussen er virkelig min ven for tiden. Jeg kan ikke gå særlig langt og jo, selvfølgelig oplever jeg det som begrænsende. Jeg glæder mig til at trave lange ture med barnevognen til efteråret! Men lige nu prøver jeg bare at acceptere at graviditeten helt har overtaget min krop - der er jo så kort tid tilbage. 

Varmen er stadig ret ulidelig, men det har jeg været inde på mange gange efterhånden! Den er også med til at forværre min søvn, som i forvejen er meget afbrudt fordi jeg 1) skal tisse hele tiden, 2) er vågen hver gang jeg skal kæmpe mig om på den anden side, fordi jeg har ligget den ene øm og krampeagtig. Av og øv! En stor pude mellem benene er min ven - jeg aner ikke hvorfor det hjælper, men det gør det altså! 

Klar, parat ... ventetid!

Vi forbereder os på babyboblen på mange forskellige måder - ikke bare ved at fylde fryseren med lækre retter vi kan tø op når vi eftersigende intet andet magter, men også ved at få set en masse til vores venner, som vi eftersigende ikke kommer til at se noget til de næste 18-20 år og så ikke mindst slappe en hel masse af, for når babyen først har meldt sin entré kommer vi eftersigende aldrig til at lukke et øje igen.

Jeg kan ikke sove længe og jeg sover i det hele taget fuldstændig elendigt om natten - hvilket ikke er så underligt når der kun er to måder man kan ligge på og det er en kamp at skifte mellem dem. Til gengæld har jeg indført konceptet morgenlur - som går ud på at tage en lang lur et par timer efter at man er stået op. Bare for lige at indhente det forsømte.

"Babystationen" i soveværelset er også ved at være klar:

... Og jeg kan slet ikke få armene ned over hvor fint det er blevet!

Det uforudsigelige

Der er simpelthen ikke noget der kan sammenlignes med det her. Jeg har aldrig været så spændt på noget eller glædet mig så meget til noget, som til at den lille guldklump kommer til verden! I dag er der nøjagtig 5 uger til terminsdatoen og det er utrolig lang tid og utrolig kort tid på én gang! Vi er stort set klar til at tage imod babyen og igår til jordemoder fik vi at vide, at den har vendt sig med hovedet nedad og er ved at sætte sig godt fast. Stille og roligt bliver den klar til at blive født.

For en kontrolfreak som mig er det en udfordring at skulle vænne sig til det uforudsigelige. Først det at jeg ikke ved hvor, hvornår og hvordan fødslen kommer til at finde sted og bagefter livet med et lille barn. Jeg ved at jeg nok skal klare det hele uden problemer, men jeg skal på en eller anden måde have min hjerne til at stoppe med at gå amok i udarbejdelse af plan A, B, C, D, E osv. til enhver tænkelig (og utænkelig) situation. Især når jeg skal sove. For det kan jo for pokker ikke lade sig gøre. Jeg bliver nødt til at overgive mig, forberede mig så godt jeg kan og tage tingene som de kommer.

Hos jordemoderen fik vi også at vide, at vi skal forberede os på at blive sendt hjem lige efter fødslen hvis den ellers går som den skal. Også selvom jeg er førstegangsfødende. Det har ikke fået min hjerne til at gå mindre i selvsving. Selvfølgelig håber vi jo at alting går lige præcis som det skal - hvem gør ikke det? Men på den anden side, så frygter jeg at blive sat ud i en taxa midt om natten med en nyfødt baby og jeg frygter især at det kommer til at gå ud over amningen. Og igen er det uforudsigeligheden der er det værste, det med at jeg ikke hvornår, hvordan og hvor hurtigt. Samtidig med at jeg slet ikke er i tvivl om, at så skal vi også nok klare dét.

Er det social suicide at få et barn?

Jeg hører fra mange, at ens sociale liv bliver ret indskrænket (læs: forsvinder) når man får børn. Jeg siger til mig selv, at mine veninder er så seje, at de selvfølgelig bliver. Mange af dem har jeg jo kendt de første ti år og dét, mine damer og herrer, er altså en hel del i min tidsregning! Men måske er jeg naiv? Jeg har prøvet at sige til dem, at jeg nok ikke bliver den der tager initiativ til alt det sociale fremover, men at jeg - hvis omstændighederne tillader det - hjertens gerne møder op når der er noget. Men er det overhovedet realistisk? Og forstod de det? Og vil de huske at invitere mig med, selv hvis de ved at jeg nok ikke kan komme? Der er så latterligt mange ubekendte.

Samtidig er det de færreste af mine veninder der har børn, og der kan gå flere år før de får det. Vil vi have noget at tale om? Vil de kunne forstå? Konfronteret med risikoen for at lade virkelig gode venskaber glide ud i sandet går det pludselig op for én hvor meget de betyder. Allerhelst vil jeg jo gerne have at de skal være en slags del af den familie vi skal til at skabe. Fordi det er vigtigt at have nogle gode venner. Også selvom det nok bliver på en anden måde, hvor babyen kommer i første række og caféturene bliver færre. Det er jeg heldigvis forberedt på.

Nå. 

Jeg startede på det her indlæg igår hvor jeg måske havde ladet mine tanker køre i karrusel om emnet lidt for længe. Nu hvor jeg så vil skrive det færdigt føler jeg mig som lidt af en hykler. Jeg har tilbragt hele dagen med gode veninder ude i den solfyldte gårdhave og efter sådan en dag er det ligesom lidt nemmere at tro på, at de vigtige mennesker i ens liv selvfølgelig ikke forsvinder, når man får et barn. Ikke de vigtige. Hvorfor skulle de det? 

Brok, travlhed og rettidig omhu

Nu er der seks uger til termin og hvis jeg ikke var der før, så er jeg der nu: Dér hvor jeg gerne bare vil have at ALT skal være klar NU! I forgårs skrev jeg en pakkeliste over ting vi skal have med ud på sygehuset når jeg skal føde og igår begyndte jeg ligeså stille at finde de ting frem som kan pakkes allerede nu. Jakob synes jeg stresser lidt, men selv synes jeg, at jeg udviser rettidig omhu. Måske har jeg også så travlt, fordi jeg selv er født tre uger før termin, så jeg ved, at det altså ikke er alle førstegangsfødende, der går over tid.

Jeg blev lidt nervøs for fødslen og især tiden efter fødslen, da jeg læste DEN HER artikel om hvordan førstegangsfødende sendes direkte hjem efter fødslen udefra Skejby pga. travlhed. Den slags troede jeg (måske naivt) ikke kunne ske derude. Jeg synes det er underligt at skulle gå at pakke tøj til flere dage til både mig, Jakob og babyen, hvis vi alligevel risikerer at blive sendt hjem med det samme.

Nogle gange tænker jeg, at det måske alligevel ville være nemmere at føde herhjemme, når vi alligevel skal slæbe alt hvad vi skal bruge lige fra tøj til at føde i til mad og bleer med ud på fødegangen og så ikke bare risikerer at blive sendt frem og tilbage mens veerne er igang, men også risikerer at blive sendt hjem lige når fødslen er overstået. Det kan da ikke være meningen, at man sådan skal fare rundt når man er igang med at føde eller lige har gjort det?

Æv.

Jeg bliver så sur over det system. Jeg bliver usikker og bange for bristninger, bange for at de vil give mig vedrop bare for at få fødslen til at gå hurtigere, fordi de har travlt, og bange for at komme forkert i gang med amningen bagefter.

Alligevel har jeg gået og moret mig lidt over, hvordan jeg vil reagere, hvis jeg er uendeligt udmattet og der kommer én og foreslår, at jeg skal tage hjem med det samme. Enten kommer jeg til at tude som et vandfald eller også, haps, så bider jeg hovedet af staklen. Verbalt.

Don't mention the war

For et stykke tid siden lavede jeg en lille skriveworkshop for unge mellem 12 og 15 år på mit arbejde. Vi sluttede forløbet af med en lille fremvisning for forældrene og da "receptionen" var ved at være forbi var jeg faldet i snak med et par af mødrene og et par kollegaer, der nysgerrigt spurgte ind til min graviditet.

Da den mest snaksalige af mødrene skulle gå, sagde hun;

"Så må du have en god fødsel til den tid"

Og da hun så de andre mødres ansigtsudtryk tilføjede hun noget i stil med;

"Ja, ja, jeg ved det godt - don't mention the war!"

Det var sjovt sagt og alle grinede, men lige dér blev jeg faktisk lidt bange. Selvfølgelig har jeg aldrig været i tvivl om, at de her kvinder har været igennem noget, som jeg ikke engang har den mindste chance for at forestille mig. Men jo mere fødslen nærmer sig, jo mere føles det som om, at jeg snart skal optages i en eller anden hemmelig loge. Hvilket jo på en måde også er tilfældet. Jeg synes, at den indforståethed, der er mellem kvinder der har født, er skræmmende, fordi den vidner om, hvor voldsomt og smertefuldt der er, det jeg snart skal igennem.

Fra Roskilde til Sønderjylland

Lige for tiden er der mange mødre der blogger om, hvor gerne de ville have været på Roskilde - og måske er det fordi jeg "kun" er kommende mor, men helt ærlig så har jeg kun følt trangen et kort øjeblik den dag Rolling Stones skulle spille. Min Roskilde Festival-sult blev vidst grundigt mættet tilbage i 2008, og jeg kan da ikke garantere, at den ikke kommer igen, men alting har sin tid! Til gengæld håber jeg, at den nyudklækkede student aka. min søster har haft the time of her life derovre i år.

Faktisk føler jeg, at jeg er det helt rigtige sted: Lige her i sommer-Aarhus med en baby i maven, en masse forberedelser der skal gøres og is der skal spises. Jeg kan ikke lade være med at glæde mig lidt til alle forberedelser er gjort, så vi kan koncentrere os om at holde sommerferie, men vi har aftalt at vi vil veksle lidt mellem de to ting, så jeg satser på en snarlig tur til stranden! Varmen bliver nemlig mere og mere uudholdelig. I dag er det overskyet og jeg har det som om jeg render rundt i fugtige og lumre New Orleans iført noget tykt og varmt af polyester. Så det er vidst meget godt, at vi ikke er rejst sydpå.

Og så lige et billede fra smukke Kalvø i Sønderjylland, som jeg besøgte i lørdags til en ægte og idyllisk familiekomsammen.

Jeg burde virkelig tage nogle flere billeder, men jeg har altså rigtig gode mind-pictures fra en uforglemmelig grillaften hos min bror og hans kæreste igår aftes. Dét var virkelig den danske sommer når den bliver helt magisk.