På weekendtur en uge før termin

Jeg havde faktisk ikke troet at det kunne lade sig gøre, men fra fredag til lørdag nåede vi med til lidt af en familieweekend i Ribe i anledning af Jakobs bedsteforældres 80-års fødselsdag.

Vi havde pakket både vandrejournalen og lidt babytøj for en sikkerheds skyld, men selvfølgelig skete der ingenting. Så i stedet for fødeafdelingen på Esbjerg Sygehus fik vi heldigvis lov til at se lidt af byen (pyh!).

Og nu går vi igen her i Aarhus og håber at det lillebitte menneske i min mave snart beslutter sig for at ville fødes. Der er i hvert fald ikke mere vi partout vil nå inden.

Tak for en skøn weekend! 

Siden sidst

Jeg har ikke været nogen flittig blogger det sidste stykke tid. Redebyggertrangen har grebet mig og lige i øjeblikket har vi sat alt ind på at finde den perfekte brugte barnevogn til den lille guldklump. Mere om det når vi finder den! 

Men det har ikke været babyforberedelser det hele. I weekenden havde vi en fantastisk tur til København - og som altid var det sundt for mig at blive mindet om, at Aarhus egentlig ikke er nogen rigtig storby (men ikke desto mindre en dejlig by) og at vores hovedstad kan være ligeså spændende at gå på opdagelse i som andre europæiske storbyer. 

Og sidst men ikke mindst har vi fejret at min søster er blevet student!

Nu må jeg løbe igen, for der er lige dumpet et anmeldereksemplar ind som skal pløjes. Desværre tegner det til at være en ubehjælpeligt ringe bog, så nu bliver jeg hende den sure anmelder igen. 

Bloggen holder sommerferie

Luften er fyldt med travlhed, ferieplaner og nye, spændende projekter, der ligger og lurer i den nærmeste fremtid. Du har sikkert allerede opdaget, at jeg slet ikke har tid til at blogge i øjeblikket.

Måske får jeg det igen.
Til august.

Men indtil videre holder bloggen en lang og velfortjent sommerferie.
Vi ses!

Litterær krigskorrespondent

I flere uger har jeg sovet med Lonely Planets guide til Tyrkiet ved siden af mig.

Siden i vinters har jeg drømt om sol, smukke ruiner, eksotisk mad og hvirvlende sufier.

Jeg har sat mig ind i tyrkisk geografi for første gang i mit liv og ved nu, hvor steder som Ephesus, Pamukkale og Amasra befinder sig på landkortet. 

Jeg har udspurgt folk jeg regner for at vide noget om Tyrkiet (hvis du ved noget og jeg ikke har spurgt dig om noget, så bare vent).

I går sad jeg i sofaen og købte en bog med digte af Rumi - en digter og mystiker fra det 13. århundrede, der boede i byen Konya. Som vi naturligvis også skal besøge.

Hvis man læser "On the Road" af Jack Kerouac, mens man rejser USA tynd, så læser man da Rumi i Konya.

Ikke? 

Tyrkiet, tænker du nu, der er jo så meget ballade!! 

Lidt ekstra krydderi til en allerede godt krydret rejse - eller en total katastrofe? 

Jeg bliver jo nødt til at tro det første og lave sjove parodier på Rasmus Tantholdt og Ulla Terkelsen undervejs.  Jakob laver desuden verdens sjoveste parodi på Steffen Jensen. 

PS. Jeg læser nok også noget Orhan Pamuk. 

PPS. Jeg snakker nok også med de unge tyrkere om, hvordan det går med deres stakkels demokrati og prøver at være moralsk støtte. 

Hvordan man vækker en russisk dame...

… Brugte jeg det meste af en nat i fortryllende Skt. Petersborg på at spekulere over. Lysvågen på den mørke sovesal, i et snorkehelvede af den anden verden, stod det klart for mig, at det var alt for lang tid siden jeg sidst havde været ude at rejse; ellers havde jeg aldrig glemt mine ørepropper.

For uanset hvor magisk det kan være at opleve et nyt sted – med alt hvad det bringer med sig – så har man også bare nogle gange brug for at kunne lukke det ude. Især når det er en enerverende snorken der vælter ud af en midaldrende russisk kvindes næsebor.

Jeg gjorde alt muligt for at vække hende. I starten forsøgte jeg mig med et par dybe, velplacerede og tilpas irriterede suk – det skete der ikke noget ved. Jeg vendte mig voldsomt rundt i sengen, lagde hovedpuden henover mit hoved, hvorefter jeg satte mig op og stirrede ondt på damen. Det gav intet resultat. Overhovedet.

Jeg forsøgte mig med et par enkelte spark på hendes sengegærde, som jeg kunne nå fra min egen seng, men der skete ikke andet, end at jeg fik lidt ondt i min fod. Jeg overvejede at tænde lyset. Jeg trampede (så meget jeg nænnede) ud i receptionen, for at spørge om de havde nogle ørepropper, men nænnede ikke at vække receptionisten.

Til sidst fandt jeg to vatrondeller i min toilettaske og stoppede dem ind i mine ører. Det hjalp overhovedet ikke. Jeg var ved at blive vanvittig, da der pludselig lød et højt bump: En anden russisk kvinde hoppede ned fra en overkøje - og det er åbenbart det der skal til, hvis du engang skal vække en højlydt sovende russisk dame. Husk det – eller ørepropper.

For du skal tage til St. Petersborg!

Mens vi venter på at det skal blive juli

Det kommer sikkert ikke bag på mange, at jeg elsker at rejse. Faktisk er der næsten ikke nogle grænser for, hvor længe jeg vil sidde ved kassen, gøre rent, være arbejdsløs eller foretage mig andre dybt ubehagelige ting, hvis jeg ved, at der vanker en rejse på den anden side.

Det er udlængslen og forventningen om kommende rejser, der får mig igennem en vinter som denne med humøret nogenlunde i behold. Det er når man kan låne biblioteksbøger som dem her:

... og bare tanken om at backpacke rundt i smukke Tyrkiet til sommer. Breathtaking landskaber, eksotiske byer, lækker mad og fremmede himmelstrøg.

Desværre er der stadig alt for længe til sommer, så det er godt at min udlængsel kan få et lille, tiltrængt sneak peak, når jeg flyver til Skt. Petersborg sammen med hende her om under en måned.

Og chaufføren talte kun tysk!

Hold op hvor er der blevet skrevet og sagt meget de sidste par dage om danske unges opførsel i Prag. Selvfølgelig er jeg helt enig i, at rejseselskabet ikke har holdt hvad de lovede og ikke har taget ordentligt ansvar for de unge, men i stedet overladt dem til sig selv og deres hæmningsløse druk. Så vidt jeg har kunnet læse, har det dog for det meste drejet som om unge på ca. 18 år - altså voksne mennesker der, for de flestes tilfælde, godt kan tage ansvar for sig selv.

Det der chokerer mig er altså ikke kun rejseselskabets håndtering af de unges drukferie. Det der efterlader mig med en lidt dybere rynke i panden end før jeg så Go'Morgen Danmark fredag morgen er, at der, på landsdækkende TV,  kan stå to voksne mennesker på 18 år og i ramme alvor forklare, at de har brug for en dansk guide for at tage en tur til Prag.

Det har heller ikke gjort noget godt for rynken, at en mor udtaler til DR, at hun gik i panik, fordi hendes 18-årige datter havde sms'et til hende, at buschaufføren (på busturen Tjekkiet-Danmark) kun talte tysk!

Jeg synes selvfølgelig, at den kritik der rettes mod rejsebureauet er berettiget, men jeg håber virkelig (og er overbevist om), at det kun er et uheldigt fåtal af Danmarks 18-årige, der ikke føler, at de kan rejse på vinterferie uden at have en barnepige med.

Prag ligger, som bekendt, i et andet land, hvor folk ikke taler dansk (ofte heller ikke tysk, men tjekkisk). Det er jo noget af det der er spændende ved at rejse. Unge mennesker på 18 år skal simpelthen kunne tage til Tjekkiet og et hvilket som helst andet land i Europa, uden behov for dansktalende guider og buschauffører. Det er en del af ens dannelse at lære at være selvstændig og kunne begå sig udlandet. Det er sundt at stå på egne ben.

Forældre skal sende deres 18-årige af sted til "farlige" Prag uden at panikke over, at dansk ikke er et verdenssprog. Selvom bange anelser, når det kommer til de unges ansvarlighed og opførsel, ser ud til at have holdt vand i det her tilfælde. Men hvem er det lige det falder tilbage på, hva?

Kære danske teenagere:
Drop guiderne og rejs noget mere - det trænger I til.

De bedste bøger jeg læste i 2012

I forbindelse med årsskiftet fik jeg slet ikke lavet nogle skøre lister om, hvordan 2012 forløb eller hvordan jeg forventer at 2013 kommer til at forløbe. I 2013 kommer jeg i hvert fald til at holde bedre styr på, hvilke bøger jeg har læst - for det var ret kaotisk at tænke tilbage på, hvilke bøger jeg læste i 2012, så jeg kunne finde de allerbedste og anbefale dem til jer. Altså en lidt forsinket nytårsliste.

Jeg har udvalgt 5 læseoplevelser som står klarest og i bedst lys i min (åbenbart ret ringe) hukommelse. En lille "top 5", om I vil.

F. Scott Fitzgerald "The Great Gatsby" 

Jeg var forelsket i det her værk fra allerførste linje. Man er aldrig i tvivl når man sidder med virkelig stor litteratur mellem hænderne. Pludselig er man bare tryllebundet på et helt andet niveau og jeg havde meget svært ved at slippe "The Great Gatsby" da vi var i New Orleans. 

Jack Kerouac "On the Road"

Jeg læste "On the Road", mens vi krydsede USA. Jeg har siddet med den på en strand i Californien, hvor en flippet gammel dame passerede mig med ordene "crazy book" - en meget rammende beskrivelse faktisk. Jeg har læst i den på toget mellem San Francisco og New York, jeg har læst i den i Chicago og på caféer i New York og den tilførte et metaplan til de steder, som kun bøger kan. Fantastisk. Den sætter mange fuldstændigt rigtige ord på USA og ungdom.

Paul Auster "Orakelnat"

2012 blev året hvor jeg fik taget hul på Paul Auster. Jeg har foreløbig læst 3 bøger af ham og fik endnu en i julegave, som er på venteliste. "Orakelnat" er dog stadig den af dem, som jeg har været allermest grebet af.

 
Dy Plambeck "Gudfar" 

Jeg hørte Dy Plambeck læse højt til Vild med Ord og blev straks forelsket i hendes gribende beskrivelser og hendes eminente evne til at skildre et liv der ligger lidt på tværs af "det normale" på en troværdig og overbevisende måde. 

Christina Hagen "White Girl" 

Et stykke provokerende og tankevækkende eksperimenterende litteratur, der sætter spørgsmålstegn ved vores forkælede vestlige attitude overfor resten af verden. Leveret med humor, bandeord og uhyggelig identifikation. 

Nååå, hvor skal vi så hen til sommer?

Jeg ved godt, at det er vinter nu og at der stadig er en evighed til sommer. Men vi er begyndt på et nyt år og det er dermed blevet legitimt at begynde at planlægge det der får mig igennem alle regnvejrsdagene. Det der holder mig oppe når jeg sjosker rundt i vinterstøvler og har sat så mange regler for mig selv, at jeg nærmest kun må spise salat. Det der får mig op om morgenen efter en søvnløs nat. Det jeg dagdrømmer om, når jeg falder i staver.

Rejsen.

Vejen til den er ligeså vigtig som destinationen: Man drømmer, man diskuterer, man hiver atlasset ned fra reolen, fingrene trækker usynlige linjer mellem byerne. Der bliver tændt en gnist, som kan få selv den mest fastgroede hovedpine til at fordufte. For når man først begynder at planlægge, er man næsten allerede på vej af sted. Pludselig kan man se det hele for sig: Landskaberne, eksotiske byer, rygsækken mod en støvet perron, udsigten fra en altan på et lurvet hostel. Følelsen af sydlig natteluft mod ansigtet, fornemmelsen af at vågne op på et tog, magiske kulturmøder.

Det er vel ikke det værste at være afhængig af? Let the planning begin.

California dreaming

Da vi nåede så langt som til Californien, på sommerens rundrejse i USA, havde jeg fuldstændig sluppet alle bekymringer der relaterede sig til mit liv her i Danmark. Jeg syntes, at de ting jeg plejede at foretage mig, som f.eks. at blogge, var totalt ligegyldige. Jeg havde, for første gang nogensinde, en realistisk fornemmelse af, hvor lidt vi hver især fylder i verden.

Det var faktisk en befrielse.

Nu er jeg hjemme igen og tæsker rundt i min tilværelse, som en eller anden tosse der tror, at det jeg foretager mig virkelig batter noget i det store billede. Jeg savner den ro jeg fandt i Californien. Jeg går og drømmer om den tid, hvor vi kørte rundt mellem vinmarkerne i Santa Ynez, med backpackerrygsække og en rejseguitar, eller stod ude ved havet i Santa Barbara.

Jeg savner at sidde på stranden i løst tøj og læse "On the Road" og være fri fra alle de bånd der i virkeligheden binder os herhjemme. Alle de pligter og forventninger og, ikke mindst, alt det jantelov vi må kæmpe med hver dag.

Selvfølgelig er det svært at synes, at det jeg foretager mig er ligegyldigt lige nu, lige her. Jeg savner bare at kunne give sådan lidt (Californien-)slip på det hele.

Og stikke af.

(Jeg er plaget af tiltagende udlængsel)

Velkommen til Aarhus, eller... nej vent...

Det er sikkert bare mig, der er pessimistisk. Men er det, ærlig talt, ikke en lille smule fesent, at Aarhus, som landets anden største by, ikke længere har noget turistkontor? Når man tilgengæld har det lidet kønne slogan Danish for progress? Hva?

I modsætning til en by som f.eks. Vejle, er det helt slut med bemandet turistrådgivning her i Aarhus. Det er der ikke meget progress over.

Selvfølgelig ved turisterne, når de kommer til byen for første gang, at de skal stikke ind på Borgerservice ad den lille, fedtede, brune dør ud til Park Allé og snuppe sig et bykort, hvor alting står på dansk og en folder om Den Gamle By - hvor alting også står på dansk. Nå nej, det gør de nok ikke...

Nøj. Sådan en ussel behandling har jeg ikke engang fået som turist mærkelige steder som Veliko Tarnovo i Bulgarien, Irving i Texas eller Irkutsk i Sibirien.

(Forslag til nyt slogan: Danish for decline)

Efter turen til USA er jeg blevet opmærksom på, hvordan vi egentlig behandler besøgende, og hvordan det ville være, at skulle orientere sig og navigere i landet uden at kunne dansk. Der er vidst generelt ikke meget hjælp at hente hos den tilbageholdende danske befolkning, der mistroisk betragter de stakkels turister henover høtyven med Janteloven ulmende i øjnene...

Vi er alt for reserverede.

Men jeg er altså blevet sådan en freak, der resolut henvender mig til folk på gaden, hvis jeg kan se eller høre, at de er faret vild eller leder efter noget bestemt. Jeg giver klip fra mit klippekort til forvildede udvekslingsstuderende og hjælper japanere med at købe togbilletter og veksle penge. Man kan endda komme og overnatte på vores sofa, hvis man er medlem af couchsurfing.

På den måde kan jeg give lidt igen for al den venlighed, jeg selv har mødt, når jeg har været ude at rejse. Det er utroligt hvad halvanden måned i USA kan gøre ved en. 

Hvorfor jeg egentlig fjumrer så meget

Efter at have læst DENNE artikel om, at danske studerende elsker at tage sabbatår, vil jeg tilslutte mig koret af sabbatår-tilhængere og lægge kortene på bordet: Hvorfor fjumrer jeg egentlig så meget?

Jeg havde mit første sabbatår efter gymnasiet. Jeg trængte virkelig til et pusterum og til at komme til at se meningen med at lære noget igen. Bag kassen hos den lokale købmand, opdagede jeg, hvorfor det er smart at tage en uddannelse: Så man ikke ender sine dage bag kassen hos den lokale købmand.

Jeg holdt det ud, så jeg kunne rejse Moskva-Beijing med den trans-mongolske jernbane. På den måde kan man godt sige, at jeg tog sabbatåret af egoistiske årsager, men hvis ikke jeg havde taget det, så ville jeg være startet på den forkerte uddannelse - og hvor ender vi så henne? Hva'?

Nu har jeg så taget min bachelor og er i gang med mit andet sabbatår. I modsætning til det første sabbatår, så var opbakningen til at overse denne gang. Udover mig selv og min rejselyst, har jeg mødt ganske få, der helt ned i hjertedybet synes, at det er en god idé. Det er jeg fløjtende ligeglad med.

Jeg har vidst, siden jeg startede på bacheloren, at jeg ville tage det her sabbatår, når den var overstået. Jeg var udmærket godt klar over, at jeg ikke ville kunne studere i 5 år uafbrudt. Jeg bliver nødt til at komme ud og få noget virkelig horisont. Blive udfordret, komme ud af min comfort-zone, komme langt væk. Ellers ender man med at tro, at alt det vi går og laver rent faktisk er vigtigt.

Ja, det var fuldstændig egoistisk gjort, men jeg fortryder ikke et sekund. Halvanden måned i USA var så rigeligt et års tid på dagpenge værd.

There. I said it.

For nu, hvor jeg har skrevet mig en lille smule vred, er der en ting mere, jeg gerne vil sige: Jeg synes det er et skabskommunistisk og småligt samfund vi har, hvis alle beslutninger, vi træffer som individer og privatpersoner, skal kunne retfærdiggøres og gøres fornuftige i forhold til staten og dens situation.

Jeg er ikke staten. Jeg er Mette, og selvom jeg har tænkt mig at bidrage med en masse til vores samfund og betale skat i en 50-55 år, så tænker jeg stadig først og fremmest på mig selv, og hvor jeg vil hen med mit liv, når jeg træffer mine (ikke altid åbenlyst logiske) beslutninger.

I øvrigt. Hvis vi vil ud af den her forpulede krise, så kræver det, at der er nogen der tør. Det er sgu ikke dem der holder the beaten track, som kommer længst her i livet. 

Det er et fattigt samfund, der ikke giver sine indbyggere lov til at drømme - og tænke stort.  For slet ikke at tale om at være optimistiske!

Hvis jeg vandt i Lotto?

Den anden dag overvejede mig og Jakob om vi skulle købe en lotto-kupon. Bare en enkelt gang

I den forbindelse kunne vi ikke lade være med lige at vende, hvad vi så egentlig ville gøre, hvis nu vi vandt, lad os sige, ca. 93 millioner.

Uh, den var svær.

Jeg kan selvfølgelig snakke i dagevis om de rejser jeg ville tage ud på, hvis jeg vandt den store gevinst. Men efter at have fablet lidt om det, erklærede jeg, med eftertænksom mine, at jeg selvfølgelig også ville gøre min uddannelse færdig. Uden SU.

Jeg kom også frem til, at jeg nok bare ville begynde med, at placere pengene i banken, at jeg ville melde mig ud af jobcenteret og give en del til velgørenhedsprojekter...

Og så slog en tanke ned i mig...

Mig: Jeg ville altså også købe den der bil jeg godt kunne tænke mig - du ved! Hvad er det nu...?

Jakob: En Fiat 500?

Mig: Ja!! Det ville jeg gøre! I hvid.

Vi købte ikke nogen kupon. 

Mission Margaritas

Det er ikke fordi, jeg ikke interesserer mig for verdenssituationen. Men nogle gange bliver jeg bare temmelig opslugt, af mine egne små projekter - du husker måske da jeg lavede macaroons i lange baner?

I sidste uge havde jeg så fundet på, at der skulle være margaritas som velkomstdrinks til min fødselsdagsfest, fordi noget af det jeg (blandt 1000 andre ting) savner ved USA er stemningen i New Mexico med den sjove mexicanske arkitektur, lækre mexicanske mad og mit første møde med margaritaen.

Så et lille (New) Mexico-tema kunne vi altså ikke komme udenom. Slet ikke når nu festen endda var lagt på sommerens sidste dag (overgangen til vintertid).

Margaritas, tænker du, hvor svært kan det egentlig være? Ikke særlig svært.

Fredag var jeg i Bazar Vest og købe en hel kasse lime til 25 kr. Det var hyggeligt og prisen var lige til at overkomme.

Tidligere på ugen havde jeg været i Fakta efter tequila og i IKEA efter cocktailglas og citruspresser. 

Jeg pressede usandsynligt mange limefrugter, indtil det endelig lykkedes mig at fylde en hel kande med den flotteste, lækreste limejuice.

Det viste sig, at vi ikke engang skulle bruge halvdelen af de mængder her, men Jakob bruger det som saftevand nu. 

Blande, blande, blande og voila! Så var der drinks til de søde gæster.

(Men bare rolig - det var ikke det eneste jeg brugte mit liv på i sidste uge)

Den bedste kur mod burger-trang

Nu er det to måneder siden vi vendte hjem fra USA og jeg får stadig kvalme ved tanken om burger. Sidst jeg havde det sådan med noget, var da mig og min veninde havde været i Asien, og der lige gik et par år før lysten til at spise asiatisk mad vendte tilbage igen.

Jeg var simpelthen blevet afvænnet ved at have indtaget for meget af det.

Sådan er det også gået med burgerne. For når man er en fattigrøv der rejser rundt i staterne, så vil der simpelthen være tidspunkter, hvor valget står mellem Mc'Donalds, Burger King og KFC - især, hvis man kører med Greyhound-bus om aftenen og det er det udvalg som aftensmads-stoppet har at tilbyde.

Et sted var der også Pizza Hut.

Desuden er Fastfood (sjovt nok) det billigste mad man kan få og endelig er burgeren jo, som bekendt, også amerikanernes nationalspise. De elsker det. Over det hele. Vi har fået serveret burgere i alle afskygninger, størrelser, kvaliteter og prisklasser.

Præmien for den mest opfindsomme burger, går til caféen med "rejeburgeren" i New Orleans, præmien for den mest kedelige burger går til Mc'Donalds for deres Mc'Double og præmien for den bedste burger går (vidst nok) til Huey's i Memphis.

Hvis den friturestegte sandwich man serverede for mig i Texas kan klemmes ind under den, i USA, ret brede betegnelse "burger" så er den også faretruende tæt på en førsteplads.

Præmien for bedste hjemmelavede burger deles mellem Bon Paul & Sharky's hostel i Asheville for deres 4. juli hamburger og familien i Albuquerque for deres "traditional american hamburgers".  

Kan I huske, hvordan Mc'Donalds restauranterne så ud i slut-90'erne? Med skinnende røde plastiksæder og happy meal og Ronald Mc'Donald over det hele? Jep. Sådan ser de stadig ud mange steder i USA. Burger-festen vil ingen ende tage. Æd til du skammer dig.

Jeg var vild med at rejse rundt derovre. Det var uendelig fedt! Men burger hænger mig langt ud af halsen. Jeg er i hvert fald vænnet fra i et par år. Det har været en kamp at skrive det her indlæg.

Tilgengæld har Jakob fået det lige omvendt - han har abstinenser...

Storbyliv i Danmark?

En veninde fortalte mig engang, at hun syntes Aarhus var begyndt at føles så lille, man rendte ind i de samme mennesker hele tiden og kom hele tiden de samme steder hen. Jeg kunne slet ikke følge hende. Dengang tænkte jeg stadig at Aarhus var, hvis ikke en storby, så i hvert fald en stor by.

Nu, efter vi er kommet hjem fra USA, har jeg så langt om længe indset at Danmark egentlig er et meget lille land og Aarhus ikke en særlig stor by.

Jakob har lige regnet ud af vi sammenlagt kørte 13 100 km i USA i bus, bil og tog. Man kommer ret langt rundt i Danmark (og USA for den sags skyld) med 13 100 km.

Efter at have besøgt skønne storbyer som New York, Washington, Montgomery, New Orleans, Albuquerque og San Francisco virker Aarhus lidt som en landsby. En virkelig hyggelig landsby, men stadig.

Her kan næsten være for trængt. Nærmest Korsbæk-klaustrofobisk.

Jeg er lige ved at tro, at København også ville virke temmelig lille, men så meget kender jeg slet ikke til hovedstaden. Den har jeg forsømt temmelig groft må jeg indrømme. 

Sidst jeg var i København var da mig og min veninde skulle til Roger Waters koncert i Parken.

Så vidt jeg husker så vi Kongens Have, en Christiania-demonstration og noget vi mente måtte være Nyboder på vores lille hjemmelavede "tourist-walk", mens vi tænkte: Jow-jow her er alt jo ved det gamle... Æ så møj nyt...

Storbylivet er fristende, synes jeg, men jeg er ret glad for, at jeg dybest set slet ikke er et storbymenneske.

... Storby-situationen i Danmark taget i betragtning.


PS. Du kan stadig nå at deltage i min give-away - lige HER. 

Gad godt lige bo i Alabama

Nærmere bestemt Montgomery. Det er der mange grunde til. En af dem er F. Scott & Zelda Fitzgerald museet, som sendte mig den her invitation på e-mail den anden dag:

Dear Fitzgerald friends and family,

Scott's 2nd Annual Halloween Bash is only 6 weeks away!  Mark your calendars for 6:00p - 10:00p, October 31 for our "Mobsters and Monsters" themed costume party!  Tickets are $25 and can be purchased either at the Museum during operating hours, by check, or through our PayPal on our website.

We are getting excited, and we can't wait to enjoy the evening with you!

Geez. Hvis der var et sted jeg gerne ville til fancy fester, så var det der: Søde mennesker, smukke historiske omgivelser og væggene plastret til med originale brevkorrespondancer mellem Fitzgerald og Hemingway. Mit litterat-hjerte banker for F. Scott & Zelda's Alabama home...

Og, nå ja, så er der rent faktisk også varmt i Alabama...

Det forsvundne pas

Det var først da mit nye pas endelig nåede frem i går, at det gik op for mig, at jeg aldrig får mit gamle pas at se igen. Det som blev stjålet. Men hvordan kan det også betyde så meget? Tænker du nok.

Tja. Det var bare propfyldt med minder.

Det var laset. Det havde fulgt mig trofast siden 2007, hvor jeg var på min første interrail-tur. Billedet var af en mørkhåret, gymnasie-Mette med gnistrende øjne og farvestrålende (det kunne man ikke se på billedet) tørklæde om halsen. Forventningsfuld.

Der var visum fra Rusland, Mongoliet og Kina. Og så var det ellers bare fyldt med stempler fra Balkan; Bosnien, Serbien, Makedonien osv. og der var også flotte stempler fra Tunesien - mig og Jakobs første ferie sammen.

For slet ikke at tale om det nye fine indrejse-stempel fra USA. Og visummet fra Mongoliet var endda håndskrevet.

Jeg indrømmer gerne at jeg var mega stolt af mit gamle pas. For mig var det en skattekiste af minder. Jeg ville gerne have haft det resten af mit liv.

Det nye pas-billede forestiller en træt, forvirret og forjaget Mette på 23. Hun har rejst tværs over USA og tilbage igen. Hun er sammenbidt. Hun har ikke sovet hele natten, men siddet ret op og ned i en bus mellem Chicago og New York uden skyggen af ID på sig.

"Haunted and tired with travel" som Jack Kerouac skriver.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, at alle de rejser som det gamle pas var et vidne om, kan man på en måde stadig se i det nye pas. I det stædige ansigtsudtryk på pasbilledet.

Ja og så er det jo udstedt af generalkonsulatet i New York... 

Efter hjemkomsten: Det er svært at bekymre sig i Californien. Lidt nemmere i Danmark.

Når jeg tænker på folk der kommer hjem efter en lang rejse, så forestiller jeg mig mennesker der sidder i tomme rum og stirrer ud i luften og ikke ved om det hele bare var en drøm eller om det hele virkelig skete. Det var også på en måde sådan jeg havde det.

I går var det en uge siden vi kom hjem efter halvanden måned i USA.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på den scene i den første SATC film, hvor Carrie kommer hjem efter ”bryllupsrejsen” til Mexico og låser døren op til sin lejlighed. Selvom situationen selvfølgelig er helt anderledes, så er følelsen det nok ikke.

For det der slog mig mest er, at man kan have været så meget igennem og oplevet så mange ting, at man slet ikke føler, at man er den samme og alligevel ligger ens gamle liv og venter på én når man låser døren op. Det havde virket så fjernt, småt og banalt, men pludselige skyllede det tilbage ind over mig med al sin styrke – en styrke der bundede i, at jeg havde levet det liv længst og nu havde vovet mig tilbage.

På landeveje, moteller, caféer og gadehjørner i USA havde jeg måske af og til fornemmet, at det stadig ventede derhjemme. Jeg begyndte at få respons på mine eksamensopgaver fra undervisere på mit tilvalg og min forældre begyndte at stille spørgsmål til regninger der lå i min lejlighed.

I Californien er det svært at bekymre sig. I Danmark føles det hele lidt tungere og når ”det gamle liv” pludselig er nærværende igen. Ja. Så føles det hele også lidt vigtigere. Siden jeg kom hjem har jeg:

- Pakket rygsækken (mit hjem i halvanden måned) ud.
- Ryddet op i mit (nu bugnende) tøjskab. 

- Haft en nedslående telefonsamtale med A-kassen uden at komme til at lyde barnlig (tude) og hvor jeg næsten forstod alt hvad der blev sagt. 

- Fået min første kassekredit. 

- Haft kontakt med et webhotel uden at forstå et ord af hvad der blev sagt. 

- Bestilt og modtaget nyt dankort. 

- Bestilt nyt kørekort. 

- Bestilt nyt sygesikringsbevis. 

- Set seks veninder.

- Besøgt min familie. 

- Oprettet en ny blog.
- Booket et møde med A-kassen

- Søgt to jobs (!!)

Og en masse andre spændende ting som jeg ikke gider fortælle jer.