I går var det en uge siden vi kom hjem efter halvanden måned i USA.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på den scene i den første SATC film, hvor Carrie kommer hjem efter ”bryllupsrejsen” til Mexico og låser døren op til sin lejlighed. Selvom situationen selvfølgelig er helt anderledes, så er følelsen det nok ikke.
For det der slog mig mest er, at man kan have været så meget igennem og oplevet så mange ting, at man slet ikke føler, at man er den samme og alligevel ligger ens gamle liv og venter på én når man låser døren op. Det havde virket så fjernt, småt og banalt, men pludselige skyllede det tilbage ind over mig med al sin styrke – en styrke der bundede i, at jeg havde levet det liv længst og nu havde vovet mig tilbage.
På landeveje, moteller, caféer og gadehjørner i USA havde jeg måske af og til fornemmet, at det stadig ventede derhjemme. Jeg begyndte at få respons på mine eksamensopgaver fra undervisere på mit tilvalg og min forældre begyndte at stille spørgsmål til regninger der lå i min lejlighed.
I Californien er det svært at bekymre sig. I Danmark føles det hele lidt tungere og når ”det gamle liv” pludselig er nærværende igen. Ja. Så føles det hele også lidt vigtigere. Siden jeg kom hjem har jeg:
- Pakket rygsækken (mit hjem i halvanden måned) ud.
- Ryddet op i mit (nu bugnende) tøjskab.
- Ryddet op i mit (nu bugnende) tøjskab.
- Haft en nedslående telefonsamtale med A-kassen uden at komme til at lyde barnlig (tude) og hvor jeg næsten forstod alt hvad der blev sagt.
- Fået min første kassekredit.
- Haft kontakt med et webhotel uden at forstå et ord af hvad der blev sagt.
- Bestilt og modtaget nyt dankort.
- Bestilt nyt kørekort.
- Bestilt nyt sygesikringsbevis.
- Set seks veninder.
- Besøgt min familie.
- Oprettet en ny blog.
- Booket et møde med A-kassen
- Booket et møde med A-kassen
- Søgt to jobs (!!)
Og en masse andre spændende ting som jeg ikke gider fortælle jer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar