Det var først da mit nye pas endelig nåede frem i går, at det gik op for mig, at jeg aldrig får mit gamle pas at se igen. Det som blev stjålet. Men hvordan kan det også betyde så meget? Tænker du nok.
Tja. Det var bare propfyldt med minder.
Det var laset. Det havde fulgt mig trofast siden 2007, hvor jeg var på min første interrail-tur. Billedet var af en mørkhåret, gymnasie-Mette med gnistrende øjne og farvestrålende (det kunne man ikke se på billedet) tørklæde om halsen. Forventningsfuld.
Der var visum fra Rusland, Mongoliet og Kina. Og så var det ellers bare fyldt med stempler fra Balkan; Bosnien, Serbien, Makedonien osv. og der var også flotte stempler fra Tunesien - mig og Jakobs første ferie sammen.
For slet ikke at tale om det nye fine indrejse-stempel fra USA. Og visummet fra Mongoliet var endda håndskrevet.
Jeg indrømmer gerne at jeg var mega stolt af mit gamle pas. For mig var det en skattekiste af minder. Jeg ville gerne have haft det resten af mit liv.
Det nye pas-billede forestiller en træt, forvirret og forjaget Mette på 23. Hun har rejst tværs over USA og tilbage igen. Hun er sammenbidt. Hun har ikke sovet hele natten, men siddet ret op og ned i en bus mellem Chicago og New York uden skyggen af ID på sig.
"Haunted and tired with travel" som Jack Kerouac skriver.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, at alle de rejser som det gamle pas var et vidne om, kan man på en måde stadig se i det nye pas. I det stædige ansigtsudtryk på pasbilledet.
Ja og så er det jo udstedt af generalkonsulatet i New York...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar