Bliver man sur af at handle med smykker?

Det er ret sjældent at jeg taler med guldsmedeekspedienter - og det er ikke kun fordi jeg ikke rigtig har nogen penge - det er også fordi at folk der arbejder i guldsmedeforretninger, eller bare generelt folk der står og sælger dyre smykker, er så snobbede, at det næsten gør ondt på dem. Faktisk er de alt for fine og vigtige til overhovedet at tale med kunder, og de vil helst kun sælge smykker til dig, hvis du er en rig, flot mand over halvtreds med sølvgråt hår og dyrt jakkesæt. Forestiller jeg mig. Det er i hvert fald sådan det føles, når man er i deres selskab. 

Nå. Men jeg gik så ind i en guldsmedeforretning i dag, fordi jeg havde ødelagt en pæn sølvhalskæde og for flere år siden iøvrigt smadrede emaljen på min marguerit-halskæde. Jeg så ned af mig selv inden jeg gik ind: Splinterny kjole - tjek, pæn frakke - tjek, sko -tjek, nyklippede negle - tjek, strømpebukser - tjek. Måske ser jeg ikke ligefrem rig ud, men jeg ligner da heller ikke ligefrem en tigger og håret er velfriseret og det hele. 

Alligevel blev jeg behandlet som om jeg var en eller anden hippie i deletøj, der tydeligvis var gået forkert. Ingenting kunne lade sig gøre! Jeg måtte gå igen med uforrettet sag - lige over til Ganesha, hvor jeg plejede at få lavet huller i ørerne, da jeg var teenager og hvor de uden problemer kunne fikse den ene halskæde. 

(Marguerit-halskæden kan nemlig slet ikke fikses, belærte en sur dame hos Georg Jensen mig om) 

Jeg går ud fra at det der med at være snobbet, sur og arrogant er noget af det man bliver ansat på, hvis man gerne vil være guldsmedeekspedient. Man skulle jo nødig behandle sine kunder som om de betød noget, vel?