Noget af det, der gjorde de første 12 uger af graviditeten hårdest, var hverken kvalmen eller trætheden. Det var usikkerheden. Selvom det reelt set ikke var så mange gange det skete, så fik jeg en følelse af ikke at blive taget seriøst, når jeg henvendte mig til sundhedssystemet. Gang på gang blev jeg mødt med "lad os nu lige se tiden lidt an - du er jo ikke særlig langt henne".
Allerede da jeg ringede til lægen dagen efter at de to streger var tonet frem på testen, og jeg gerne ville have en tid til at få bekræftet min graviditet, fik jeg at vide af sekretæren, at lægen ikke kunne lave en test, der var mere præcis, end den jeg selv havde lavet. Så der var ingen grund til at komme, før jeg var 9 uger henne. Det er sådan set en fair nok begrundelse, men hold op hvor havde jeg bare et stort behov for, at der var en professionel, der tog sig tid til at se mig ind i øjnene og sige: "Den er god nok, du er gravid".
Til sidst blev jeg virkelig træt af hele tiden at få at vide, at jeg ikke var særlig langt henne - det føltes som om, at jeg nærmest var andenrangsgravid indtil de første 12 uger var gået, fordi risikoen for at noget går galt er så fandens stor i starten. Det var som om, at der var større fokus på dét end på at det faktisk ender med en baby i 80% af tilfældende. Det gjorde mig ret usikker, for det blev lidt sværere at gå og være overlykkelig over at være gravid, når det føltes som om, at vi var de eneste der rigtig tog det alvorligt. Så selvom sundhedspersonalet sikkert har set alt for mange tilfælde, hvor der er opstået komplikationer, så skal de huske, at den lille spire derinde altså betyder alverden for, i hvert fald, to personer.
Kan godt forstå det kan være træls, specielt det med at få graviditeten bekræftiget. Vores forløb var lidt anderledes, da vi var i behandling, og blev derfor scannet både 5+4 og 7+4. Så først derefter ringede jeg til lægen (sekræteren) som faktisk ville have mig til at lave en test, for at have noget på jeg var gravid. Utroligt så forskelligt vores system kan være.
SvarSletMen på den anden side, synes jeg også vi kvinder er gode til at gejle hinanden op med risikoprocenter osv. som gør en (ofte unødvendig) nervøse. Man skal selvfølgelig lytte til sin mavefornemmelse hvis man føler noget er galt, men jeg tror også man kan stresse kroppen så meget, at det kan have indflydelse. Jeg har faktisk hele vejen igennem haft en god fornemmelse af det hele, og ikke været særlig nervøs, andet end jeg selvfølgelig inderligt håbede på vi fik en god risikoberegning til nakkefoldsscanningen.
Så nogle gange må man lige stoppe op, trække vejret og tænke, at det nok skal gå, og lukke ned for google og div. gravidforums. :)
Du har fuldstændig ret og det var også det jeg lærte i løbet af de 12 uger: At tro min egen intuition og gode mavefornemmelse :-)
Slet