torsdag den 2. maj 2013

Jeg bør gå på biblioteket

Jeg er for længst færdig med Verdens vinter af Ken Follett. Det er jo sådan en bog, man bare fræser igennem, fordi den er så sindsygt spændende.
Alligevel bliver den ved med at stå og flagre ude i siden af bloggen.

Hvorfor det?

Fordi jeg ikke er gået i gang med nogen ny bog endnu. Jeg befinder mig i en meget mærkelig og uvant situation: Jeg kan ikke bare flå en ny bog ned fra reolen og gå igang med at læse. Jow-jow, selvfølgelig har jeg bøger stående, som jeg ikke har læst, men ikke nogen, som jeg har lyst til at læse lige netop nu. Det er ikke Stuk af Herman Bang, der trækker i mig for tiden.

"Jamen så lad da være med at læse noget!" Tænker du sikkert.
Så enkelt er det bare ikke. For når man arbejder på et litteraturcenter og er kommende kandidatstuderende i litteraturhistorie, kan man ikke bare lade være med at læse noget. Man får simpelthen abstinenser. Det føles underligt ikke at være igang med en bog. Det kribler i fingrene og man ender med at blive komplet forvirret.

Det står sløjt til med penge til nye bøger, kan jeg afsløre. Så jeg må ty til biblioteket, hvor jeg ellers kommer overraskende (ja nærmest pinligt) sjældent. Når jeg har læst en god bog rammes jeg nemlig af ejerfornemmelser.
Det gør det der med tilbageleveringen sådan lidt upraktisk.

Alligevel: Nu skal der (vidst) lånes bøger (any ideas?) og går det helt galt, så ved jeg, at der er to anmeldereksemplarer på vej i min retning. Jubii!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar