Elastiske tanker

Stopper det aldrig?

Tænkte jeg, da fysioterapeuten begyndte at snakke om elastikker. Jeg fik flashbacks til et par semi-smertefulde år med togskinner på tænderne i gymnasiet. Dobbeltelastikker i hver side som skulle tages ud, når man skulle spise. Sundhedsvæsenet har brugt elastikker på mig én gang før, tænkte jeg, og nu gør de det satme igen.

Jeg gik stiltiende med til elastikøvelserne i en erkendelse af, at antallet af daglige øvelser og mængden af træning nok ikke bliver mindre i takt med at jeg bliver "voksen". Hvor jeg før skulle bruge togskinne-elastikker og natbøjle og syntes det var anstrengende, så har tingene nu bevæget sig op på et helt andet og mere omfangsrigt niveau.

Ingen af de øvelser jeg skal lave tager lang tid. Faktisk er der ikke nogen af de ting jeg går og gør til hverdag, der tager særlig lang tid, men sammenlagt så æder de alt den tid der er.

På efterskolen var der en lærer der gjorde meget ud af at fortælle os, i et advarende tonefald, at vi aldrig ville få mere fritid i vores liv end vi havde lige nu, lige der, på efterskolen.

"Pfff" var alt hvad min pubertære hjerne kunne mønstre som kommentar til dén advarsel. Til gengæld fik han ret.