Forårskoen

I lørdags følte jeg mig sur og irritabel og rundt på gulvet. Jeg kunne slet ikke finde mig til rette nogen steder og overhovedet ikke finde ud af hvad jeg ville. Det kan da ikke være pms, tænkte jeg, mens hedeturen væltede ind over mig. Jeg åbnede vinduerne på vid gab og tjekkede at alle radiatorer var slukket. Nej det var for tidligt, det var for galt.

Jeg burde have tænkt tanken allerede da jeg opdagede, at det hjalp at gøre rent. Bare det at foretage sig et eller andet gjorde det meget mere udholdeligt.

Alligevel var det først, da jeg senere på dagen sad på sengen og stenede lidt ud af det stadigt åbne vindue, at det gik op for mig, hvad der var sket. Ved et tilfælde kom jeg til at høre fuglekvidren gennem alle byens mange lyde.

Det er blevet forår.
Og den er stensikker hvert år. Jeg bliver ikke allergi-agtig med stoppet næse og øjne der løber i vand. Når jeg cykler, indånder jeg forårets duftende luft, som om det var det sidste luft der fandtes. Jeg skovler den ned i mine lunger. Inhalerer den. Grådigt.
Det er ikke det der er galt.

Jeg bliver heller ikke mærkbart forårskuldret og render ikke rundt som en idiot og griner fjoget (kun når ingen ser det, shh).

Nej. Jeg bliver forårsrastløs - og aner ikke hvilket ben jeg skal stå på. Det kribler i hele min krop. Jeg får lyst til at der dødogpineogforpokkerdaogså skal ske noget lige nu, men jeg ved bare ikke hvad det er.

Jeg ved bare, at det er enormt irriterende at gå rundt i over en måned og have det som - jeg ved det ikke - en ko der lige om lidt skal på græs men ikke ved det og så lidt alligevel, måske?