Undskyld Rasmus

Bedst som jeg sad og lagde vasketøj sammen og så "DR2 Dagen" (bare kald mig pensionist?), ringede et Aarhus-nummer, som hverken jeg eller min mobil kendte.

"Det er Mette" sagde jeg.
"Er det Mette?" sagde en fremmed.
"Ja det er Mette" sagde jeg.
"Du taler med Rasmus fra Jyllandsposten" sagde Rasmus fra Jyllandsposten.
"Jeg vil ikke købe noget af dig" sagde jeg.

Og så lagde jeg på. Så utålmodig er jeg blevet med friske telefonsælgere, at jeg er kommet frem til at det bedste for os alle, er, at jeg blot afslutter samtalen så hurtigt og smertefrit som muligt. Det er ligesom at trække et plaster af.

Jeg nåede kun at sidde i 1 min. og håbe på, at Rasmus ikke havde ringet for at interviewe mig eller tilbyde mig et job (men så havde han sgu nok sagt sit efternavn), før telefonen ringede igen. Denne gang var det "ukendt nummer" og jeg tænkte at det nok var Rasmus fra Jyllandsposten, der nægtede at give op. Jeg tog telefonen.

"Ja?" sagde jeg.
"Er det Mette?" sagde en fremmed.
"Ja det er Mette" sagde jeg.
"Jeg ringer fra A-kassen ASE for at tale med dig om din A-kassesituation" sagde en fremmed.
"Jeg har allerede en A-kasse" sagde jeg så høfligt jeg kunne.

Så lagde jeg på. Undskyld, ASE.