tirsdag den 19. august 2014

Advarsler, æbler og efterår

I weekenden fejrede vi min søde mors 50 års fødselsdag. Det var en rigtig hyggelig brunch med mange gæster, hvoraf de fleste var omkring de 50 eller derover. Når man når den alder er det som bekendt fuldstændig tilladt at kloge sig om alt. Så jeg manglede ikke kommentarer til maven: Lige fra damer der mente at vide, at den slet ikke var sunket nok endnu til dem der hilste mig med et "godt det ikke er mig".

I det hele taget er de kommentarer vi får med på vejen blevet mere og mere foruroligende jo længere i graviditeten jeg er nået og folk med børn føler nu åbenbart en ubærlig trang til at opfordre os til at sove. Sov! Sov mens I kan! De mange advarsler til trods, så virker folk alligevel svært kuldrede med deres børn, så jeg tvivler på at de helt har fortrudt.

Det er svært at forberede sig på at få sit første barn, men det er endnu sværere at sove på forskud. Det kan man ikke, så folk skal slappe af med at opfordre os til at sove - selvom det selvfølgelig også er en måde at fordrive ventetiden på.

I dag valgte vi dog at bruge ventetiden på at koge æblegrød ud af de 5 kilo æbler Jakob samlede ude i gårdhaven i går.


Selvom det selvfølgelig altid er lidt vemodigt, når sommeren er ved at være slut, så passer det mig egentlig fint, at det er ved at blive efterår nu, så jeg ikke skal forsøge at gøre temperaturen behagelig for en nyfødt baby i høj sol og 25 grader. Det virker på en måde så passende at få et barn nu, hvor alting modner og bærer frugt.

Den må meget gerne komme ud snart.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar