Er det social suicide at få et barn?

Jeg hører fra mange, at ens sociale liv bliver ret indskrænket (læs: forsvinder) når man får børn. Jeg siger til mig selv, at mine veninder er så seje, at de selvfølgelig bliver. Mange af dem har jeg jo kendt de første ti år og dét, mine damer og herrer, er altså en hel del i min tidsregning! Men måske er jeg naiv? Jeg har prøvet at sige til dem, at jeg nok ikke bliver den der tager initiativ til alt det sociale fremover, men at jeg - hvis omstændighederne tillader det - hjertens gerne møder op når der er noget. Men er det overhovedet realistisk? Og forstod de det? Og vil de huske at invitere mig med, selv hvis de ved at jeg nok ikke kan komme? Der er så latterligt mange ubekendte.

Samtidig er det de færreste af mine veninder der har børn, og der kan gå flere år før de får det. Vil vi have noget at tale om? Vil de kunne forstå? Konfronteret med risikoen for at lade virkelig gode venskaber glide ud i sandet går det pludselig op for én hvor meget de betyder. Allerhelst vil jeg jo gerne have at de skal være en slags del af den familie vi skal til at skabe. Fordi det er vigtigt at have nogle gode venner. Også selvom det nok bliver på en anden måde, hvor babyen kommer i første række og caféturene bliver færre. Det er jeg heldigvis forberedt på.

Nå. 

Jeg startede på det her indlæg igår hvor jeg måske havde ladet mine tanker køre i karrusel om emnet lidt for længe. Nu hvor jeg så vil skrive det færdigt føler jeg mig som lidt af en hykler. Jeg har tilbragt hele dagen med gode veninder ude i den solfyldte gårdhave og efter sådan en dag er det ligesom lidt nemmere at tro på, at de vigtige mennesker i ens liv selvfølgelig ikke forsvinder, når man får et barn. Ikke de vigtige. Hvorfor skulle de det?