mandag den 4. august 2014

Bryllup og "tømmermænd"

I lørdags var vi til et meget, meget smukt bryllup for min ældste fætter og hans udkårne. Det var en flot og festlig dag og det var skønt at se hele familien. Men ligesom jeg havde undervurderet hvor hårdt det er at være sommergravid, så havde jeg også undervurderet hvor mange kræfter det ville kræve af mig, at blive fragtet til Roslev i Nordjylland, være til bryllup hele dagen og efterfølgende overnatte i en fremmed seng med en krop der i forvejen var så mørbanket, at jeg næsten ikke kunne bevæge mig. Av siger jeg bare.


Morgenen efter vågnede jeg ikke fordi jeg var udhvilet, men fordi stort set hver eneste millimeter af min krop var øm. Man skulle dælme tro at jeg havde danset hele natten - og det ville jeg også hellere have gjort, men det kunne jeg af gode grunde ikke. Men sikke en bryllupsfest så længe det varede! 

Dagen derpå tillod jeg mig selv en "tømmermandsdag" da vi kom hjem til Aarhus. Først tog jeg en lur på flere timer og dernæst sad jeg i sengen og spiste vingummi og chokolade, mens jeg læste i en god bog. Jeg var så groggy, at jeg ikke engang orkede at svare på beskeder. Så i dag vågnede jeg op til en fin lille liste over hvem jeg skulle huske at svare eller skrive til. 

I dag er jeg til gengæld ramt af en virketrang som meget nemt kunne blive rastløshed, for der er ikke meget af det jeg gerne vil som jeg rigtig kan i øjeblikket. Jeg havde aldrig troet at man kunne savne så meget at bruge sin krop fuldt ud. Men inden frokost havde jeg til gengæld både nået at skifte mobilabonnement (sparer 70 kr!) og at købe fødselsdagsgave til min mor. Uden at rejse mig fra skrivebordsstolen selvfølgelig. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar