Et ubeskrevet blad

I næste uge er det tid til scanning igen. Det er den scanning, hvor mange kommende forældre vælger at få kønnet på den lille spirrevip at vide. Jeg forstår godt alle dem, der vælger at få kønnet at vide og alle argumenterne for det er egentlig ret overbevisende. Alligevel har vi valgt, at vi ikke vil vide kønnet på forhånd. Det er der mange forskellige grunde til. Jeg synes, at det på en eller anden måde fastholder magien i "den søde ventetid", at vi kan gå helt frem til fødslen og snakke om, vædde om og gætte på, hvad det mon er for et lille menneske, vi skal møde.

Selvfølgelig er jeg nysgerrig, men jeg er ikke så nysgerrig, at jeg ikke kan vente. Det vigtigste for mig er, at det er et sundt og raskt barn, der bor i min mave. Jeg har også en idé om, at det gør oplevelsen af at få barnet mere autentisk. Det har trods alt ikke været muligt at få kønnet at vide i specielt mange år. Jeg kan jo godt lide at være lidt retro og idealistisk og man er jo kun førstegangsgravid én gang, så man kan lige så godt gå all in. Når vi ikke kender kønnet kommer barnet i højere grad til verden som "et ubeskrevet blad" og det kan jeg godt lide. Uden at være fuldstændig feministisk og kønskritisk, så er jeg ærlig talt også lidt træt af, at alt skal være enten lyserødt eller lyseblåt og enten til drenge eller piger. Hvad med bare at være barn?

Dét var mine begrundelser (jeg skal ikke afvise, at Jakob har nogle andre) og vi er ikke fanatiske: Vi bliver hverken sure eller kede af det, hvis den lille vælger at afsløre sit køn til scanningen. Så er det sådan det er og så er det også fint. Jeg er slet ikke "bange" for at kende kønnet, men jeg synes bare, at det andet er sjovere. Måske gør vi det anderledes, hvis vi engang skal have en mere, hvem ved?