Okay. Det VAR mig.

Dengang jeg gik i folkeskole havde vi en fin mælkeordning. I det store frikvarter skulle duksene gå ned i kælderen og hente Kløver(?) køletasken fyldt med skolemælk. Jeg har altid elsket mælk (vokset op på mælkefarm) og siden jeg nu var vant til at få mælk direkte fra køletanken i stalden, så skulle jeg da selvfølgelig have sødmælk i skolen. Det var jo det jeg drak.

Som den eneste.

Og jeg ved ikke, hvorfor jeg en dag havde valgt at putte min mælk ned i tasken i stedet for at drikke den og jeg ved heller ikke hvorfor jeg glemte, at den lå der.

Men en dag, da jeg kom i skole, lugtede min taske underligt surt og jeg fandt den overhovedet ikke friske mælk nede i tasken. Føj. Og smed den ud inden der nåede at komme nogen. Selvfølgelig i klasselokalets papirkurv. Som om den ikke ville blive opdaget!

”AAAD! Hvems er desses sure mælk!!??”

Eftersom jeg var det eneste sødmælksdrikker i klassen, må det have været ret nemt at regne ud hvem der var mælkens ejermand, men i situationens uoverskuelige pinlighed benægtede jeg selvfølgelig alt. Jamen det var da logisk! En fra de andre klasser måtte have været så flov over den mælk, at de havde brugt vores papirkurv. Sådan var det.

Men inden 10 års jubilæum med min folkeskoleklasse (indtil 7. klasse) i aften, indrømmer jeg det: Det var min sure mælk, der fik hele klasselokalet (sådan husker jeg det i hvert fald) til at lugte.  Og jeg ved ikke om der også har været hul på den, men min taske lugtede i hvert fald også af sur mælk indtil jeg måtte gå til bekendelse overfor min søde mor.

På en måde virker det meget mere komisk nu end jeg syntes det var dengang...