mandag den 15. april 2013

Ting der overrasker mig hver dag...

- At jeg skal op! Det tager nogle minutter lige at fatte, at det virkelig er hver dag, at der ikke er noget jeg kan gøre for at ændre det og at det er sjovere at være vågen end at sove.

- At jeg skal smøre madpakke! Som I måske kunne fornemme, da jeg beskrev min morgenrutine, så er det virkelig ikke det jeg synes er toppen. Det lider jeg så under hver dag, når jeg skal spise frokost og ikke har gjort en skid ud af det.

- At jeg får fri! Jeg elsker mit arbejde, men hold op hvor kommer det bare bag på mig, dag efter dag, at jeg også får fri. Det er den samme lille lykkefølelse i maven hver gang.

- At jeg ikke har lektier for! Man bliver en lille smule neurotisk af at være studerende: Den konstante dårlige samvittighed, der ofte ikke kan placeres på noget bestemt, men blot bliver en generel følelse af, at der er så meget man burde gøre og at man er bagefter. Den følelse har jeg ikke helt rystet af mig endnu - og mon ikke den vender tilbage for fuld styrke, når jeg starter på kandidaten efter sommerferien?

- At vi skal have aftensmad! Godt jeg bor sammen med en madglad fyr, der ikke helt ligeså glemsom som mig. "Hvad gør vi med aftensmad?" er det tilbagevendende spørgsmål. "Netto", det tilbagevendende svar.

- At det bliver mørkt! Jeg kigger udenfor og får et chok! Der er ikke så meget at forklare. Jeg kan bare bedre lide når det er lyst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar