fredag den 30. november 2012

Skrald og skramlen

Den er stensikker hver gang. Det er ikke om fredagen man skal planlægge at sove længe her i lejligheden. For fredag morgen, et sted mellem 5 og 6, kan vi høre skraldemændene råbe til hinanden ude i gården, mens de skramler af sted med de gigantiske skraldespande. Jeg vågner hver gang.

"ER DU FRISK?" råber den ene,

"NEJ!!" råber den anden,

Scenen genspilles fredag efter fredag efter fredag og mens jeg ligger vågen der, ør i hovedet, og der alligevel kun er to måske en time til jeg selv skal op, kan jeg ikke lade være med at ligge og være taknemmelig for, at det ikke er mig der er skraldemand. At det ikke er mig, der tramper rundt derude i mørket og kulden til lugten af skrald og med søvn i øjnene og stive fingre og råber til mine kammerater.

De har sikkert et skidegodt fællesskab, tænker jeg tit, tænk at drøne gennem byen i en skraldevogn tidligt om morgenen, mens alle andre sover. Vække dem med ubønhørlig skraldemandsråben. Der er noget fandenivoldsk over det, det kan jeg godt se.

Alligevel ligger jeg og maser mit søvndrukne ansigt endnu længere ned mod puden. Det er også mørkt og koldt, når jeg skal op, alligevel er det faktisk meget motiverende at ligge og lytte til skraldemændene. Så er dagen allerede i gang. Velfærdssamfundet ruller igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar