Dumt spørgsmål

Nogle gange får man sagt noget eller spurgt om noget, hvor man - med det samme - ved, at det kunne man lige så godt have sparet sig.

For hvis man lige tænker sig lidt bedre om, så kender man jo godt svaret. 

Igår spurgte jeg: 

"Hvad synes du vi skal have til aftensmad?" 

... Dagen efter at Jakob endelig havde fået sig en pizzabagesten. 

Det var måske ikke lige dagens skarpeste øjeblik.

Menuen var naturligvis italiensk (mums!):

Observationer fra sidste uge

Så gik der lige over en uge, hvor jeg ikke fik blogget. Et enkelt blogindlæg eller to rumsterede inde i mit hoved i løbet af ugen, men jeg var for forkølet og for travl til at skrive dem ned og trykke på "udgiv".

Nu kan jeg naturligvis ikke huske hvad det var der var så sjovt/skørt/tankevækkende/whatever.

Jeg har kaldt det her indlæg "observationer fra sidste uge", men som I sikkert kan fornemme, er det ikke meget der har klæbet sig fast.

Der er dog tre små observationer, som forkølelsen ikke har slettet:

1. Man synker ekstra mange gange når man har ondt i halsen - for lige at se om det stadig gør ondt. Det er irriterende selvforstærkende og man kan ikke stoppe igen. Med mindre man vil savle.

2. Hvis man cykler på Brabrandstien en fugtig forårsdag opnår man hurtigt sin yoga-vejrtrækning, hvor luften indåndes ind og ud gennem næsen. Med mindre man har lyst til at indtage dagens proteiner i form af insekter.

3. Der er meget stor forskel på, hvordan folk hilser på én alt efter om man bliver præsenteret som f.eks."praktikant", "studerende" eller "forfatter". I sidste uge oplevede jeg for første gang at blive præsenteret som "forfatter" (lang historie) - det kunne jeg godt vænne mig til.

5 tegn på at jeg stadig er teenager

... Ville jeg skrive et indlæg der hed.
For det føler jeg mig af og til som. Selvom jeg ikke er det.

Jeg kunne dog kun komme på ét eneste eksempel (som også var det der gav mig idéen):

I går valgte jeg nemlig at ytre ordet "MONSTER-NEDERN", konfronteret med udsigten til at skulle cykle til fitness i regnvejr og torden.

Ikke-særlig-teenage-agtigt valgte jeg dog at gøre det alligevel.
Sjældent har en druknet mus været så øm i kroppen.

Coming up:
Glæd dig til indlægget "5 tegn på at jeg ikke længere er teenager".

Forårskoen

I lørdags følte jeg mig sur og irritabel og rundt på gulvet. Jeg kunne slet ikke finde mig til rette nogen steder og overhovedet ikke finde ud af hvad jeg ville. Det kan da ikke være pms, tænkte jeg, mens hedeturen væltede ind over mig. Jeg åbnede vinduerne på vid gab og tjekkede at alle radiatorer var slukket. Nej det var for tidligt, det var for galt.

Jeg burde have tænkt tanken allerede da jeg opdagede, at det hjalp at gøre rent. Bare det at foretage sig et eller andet gjorde det meget mere udholdeligt.

Alligevel var det først, da jeg senere på dagen sad på sengen og stenede lidt ud af det stadigt åbne vindue, at det gik op for mig, hvad der var sket. Ved et tilfælde kom jeg til at høre fuglekvidren gennem alle byens mange lyde.

Det er blevet forår.
Og den er stensikker hvert år. Jeg bliver ikke allergi-agtig med stoppet næse og øjne der løber i vand. Når jeg cykler, indånder jeg forårets duftende luft, som om det var det sidste luft der fandtes. Jeg skovler den ned i mine lunger. Inhalerer den. Grådigt.
Det er ikke det der er galt.

Jeg bliver heller ikke mærkbart forårskuldret og render ikke rundt som en idiot og griner fjoget (kun når ingen ser det, shh).

Nej. Jeg bliver forårsrastløs - og aner ikke hvilket ben jeg skal stå på. Det kribler i hele min krop. Jeg får lyst til at der dødogpineogforpokkerdaogså skal ske noget lige nu, men jeg ved bare ikke hvad det er.

Jeg ved bare, at det er enormt irriterende at gå rundt i over en måned og have det som - jeg ved det ikke - en ko der lige om lidt skal på græs men ikke ved det og så lidt alligevel, måske?

Et ord jeg aldrig troede jeg skulle høre

"Jeg har tænkt på noget" sagde Jakob meget alvorligt en aften,

"Hvad er det?" spurgte jeg halv-uroligt,

"Når vi skal ud at rejse..." sagde han "hvad gør vi så med surdejen?"

Vi smider den ud og laver en ny når vi kommer hjem, tænkte jeg, men jeg kunne godt fornemme på situationen, at det ville være taktløst.
Så jeg sagde:

"Måske kan vi finde nogen der vil passe den?"

Og tænkte at det nok ikke bliver ligeså nemt, som at finde en barnepige til orkidéen.

"Ja" svarede Jakob tænksomt "I Sverige har de faktisk et surdejspensionat..."

Arbejdsferie

Dengang jeg var yngre og havde sommerferie, stod jeg tit op til små sedler hvor der stod:

"Vil du lige tømme opvaskemaskinen"

Eller

"Du må gerne hænge tøjet i vaskemaskinen til tørre" 

Eller et eller andet andet man kunne lave, så man ikke bare gik og dasede en hel dag. 

Nu er jeg "voksen", flyttet hjemmefra og har Kristi Himmelfartsferie.
Alligevel er det ikke alt der har ændret sig... 

I morges fandt jeg denne seddel i køkkenet:

... Og to rugbrød til hævning i stuen. Jeg har fulgt instrukserne nøje og voila:

Samlertyper

Da mig og Jakob gik langs stranden ovre på Fur og lige pludselig havde lommerne fyldt med sten og små konkylier gik det op for os, at vi måske lidt er nogle samlertyper. Vi kunne ikke lade være med lige at finkæmme et større område af stranden for søde små konkylier, vi havde fået øje på.

Nu ligger dét her så i vores entré...

... og vi aner ikke hvad vi skal bruge det til.

Ikke desto mindre var der stor begejstring, da jeg havde været på loppemarked i weekenden og gjort nogle uomtvistelige kup. Bl.a. et skab som vi lige skal blive enige om, hvor vi overhovedet har plads til at hænge op.

Jakob var da også mest begejstret for kaffefilterholderen - for sådan en manglede vi rent faktisk. Indtil videre er den også det eneste af loppefundene, der rent faktisk har fået en plads i lejligheden...

Flot ser det ud!

"Man SKAL kunne regne, man SKAL kunne læse"

- sagde formanden for Danske Skoleelever fredag morgen - og det kan hun jo sådan set have ret i. Det er i hvert fald det smarteste. Hun sagde det alt imens at hun erklærede sig enig i forslaget om, at alle skal bestå både dansk og matematik i 9. klasse, for at komme videre på en ungdomsuddannelse. Hvilket jo sådan set også giver god nok mening.

Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle mig en anelse ramt.
Jeg kan nemlig (stort set) ikke regne.

Jovist, jeg bestod afgangsprøven i matematik i både 9. og 10. klasse - godt reddet af gruppeeksamner og simpelt gætteri (gad vide om man skal gange eller dividere her? Okkergokker...). En rar småkommunistisk matematiklærer lod mig bestå matematik C i gymnasiet af ren medlidenhed.

Til gengæld er det gået forbløffende godt med at læse litteraturhistorie på universitet.
Med andre ord: Det ene udelukker ikke det andet.

Jeg har det sådan lidt stramt med, hvis vi, i det her samfund, bilder vores børn ind, at man overhovedet ikke kan blive til noget, hvis man ikke er særlig bogligt eller matematisk begavet.

Det er et snæversynet og fattigt samfund, der gør sådan noget.
Et samfund hvor der ikke er nok plads til forskelligheder, kreativitet og (læringsmæssigt) late bloomers.
Sådan et samfund gider vi ikke være, vel?

Vi skal da være sådan et samfund, hvor vi  godt ved at alle kan noget. Alle har noget de er dygtige til - og selvfølgelig er der intet af det vi kan undvære i det store fællesskab som udgør vores (forhåbentligt favnende og mangfoldige) samfund.

Hippien har talt.

Jeg bør gå på biblioteket

Jeg er for længst færdig med Verdens vinter af Ken Follett. Det er jo sådan en bog, man bare fræser igennem, fordi den er så sindsygt spændende.
Alligevel bliver den ved med at stå og flagre ude i siden af bloggen.

Hvorfor det?

Fordi jeg ikke er gået i gang med nogen ny bog endnu. Jeg befinder mig i en meget mærkelig og uvant situation: Jeg kan ikke bare flå en ny bog ned fra reolen og gå igang med at læse. Jow-jow, selvfølgelig har jeg bøger stående, som jeg ikke har læst, men ikke nogen, som jeg har lyst til at læse lige netop nu. Det er ikke Stuk af Herman Bang, der trækker i mig for tiden.

"Jamen så lad da være med at læse noget!" Tænker du sikkert.
Så enkelt er det bare ikke. For når man arbejder på et litteraturcenter og er kommende kandidatstuderende i litteraturhistorie, kan man ikke bare lade være med at læse noget. Man får simpelthen abstinenser. Det føles underligt ikke at være igang med en bog. Det kribler i fingrene og man ender med at blive komplet forvirret.

Det står sløjt til med penge til nye bøger, kan jeg afsløre. Så jeg må ty til biblioteket, hvor jeg ellers kommer overraskende (ja nærmest pinligt) sjældent. Når jeg har læst en god bog rammes jeg nemlig af ejerfornemmelser.
Det gør det der med tilbageleveringen sådan lidt upraktisk.

Alligevel: Nu skal der (vidst) lånes bøger (any ideas?) og går det helt galt, så ved jeg, at der er to anmeldereksemplarer på vej i min retning. Jubii!

Modespasser

I weekenden dristede jeg mig til at læse et modemagasin.
Eller bladre et igennem i hvert fald. For teksten var ikke til at læse, når man normalt beskæftiger sig med at skrive. Tydeligt at den, der havde skrevet det, godt ved, at folk mest bare kigger billeder, når de sidder med et blad.

Det sker ret sjældent, at jeg kigger et modemagasin igennem, men når jeg gør det! (oh the drama), så bliver jeg overvældet af idéen om, at jeg skal være rigtig fashionista og tage til modeshows og outlets, altid købe designertøj og hellere købe ét fedt item end noget jeg rent faktisk har brug for.

I flere minutter, som jeg sad der i sommerhuset med mit blad, var jeg faktisk helt overbevist om, at det var det jeg skulle være. Hvis bare jeg tager mig sammen, tænkte jeg, så kan min stil sagtens blive mere cool.

Men sandheden er jo, at det ikke kommer til at ske.

Jeg ved jo egentlig godt, at når jeg endelig kommer ud at shoppe, så render jeg storsvedende og forvirret rundt med alt for kort tid, alt for få penge på kontoen og ender med at købe sorte basics og tøj på tilbud.

Stilmæssigt er jeg virkelig en lastmover. Har jeg indset.
Og en nærigrøv, der hele tiden kommer til at tænke på rejser, koncerter og bøger.