Sygdom, mere taknemmelighed og en irriterende abe

Jeg er blevet syg. Sådan rigtig forkølet med en næse der løber, en hals der gør ondt og feberen der viser sit grimme ansigt om natten, hvor jeg kæmper mig op for at amme min søde lille søn, der også lige har være forkølet. Jakob er også lidt sløj, men hold op hvor ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre uden ham til at holde sammen på det hele, når Aksel vil op 05.20 og jeg kan få lov at sove videre på min feber, mens Jakob pusler rundt med Aksel - der pludselig er blevet en glad og nysgerrig 3 måneder gammel dreng! Wow! 

Mens jeg var gravid luftede jeg på et tidspunkt min bekymring for hvad der mon skulle blive af mine veninder når nu jeg blev mor. Mit verdensbillede og mine prioriteringer har ændret sig, men jeg har ikke glemt hvor meget det betyder at have nogle gode venner. Og hvis jeg havde, så var jeg i hvert fald blevet mindet om det igen, da en af mine veninder dukkede op med adventsgaver til mig eller da en anden veninde kom forbi med en juledekoration til os! Det varmer altså virkelig når man mest bare føler sig træt, slidt og forkølet. 

Og nu til aben. Da Jakob og jeg købte Aksels legetæppe konstaterede vi, at den abebamse der fulgte med skulle fodres med batterier. Idag fik vi endelig købt nogen og spændt på hvad aben mon kunne, skyndte jeg mig at putte dem i. Jeg trykkede energisk på aben (da jeg var barn skulle man trykke på tingene), men intet skete før jeg 1) fik tændt for den (på Jakobs opfordring), 2) rystede den (hvilket åbenbart er tricket nu til dags). Den abe nåede at være tændt i max to minutter før vi konstaterede at det ikke var muligt at skruge ned for lyden og slukkede for den igen. Jeg ved at der kommer er tidspunkt hvor irriterende, larmende legetøj bliver uundgåeligt, men det er ikke endnu.