tirsdag den 25. marts 2014

Rundtosset i forbudsjunglen

Noget af det første jeg gjorde, efter at de to streger var tonet frem på graviditetstesten, var faktisk at google hvilke madvarer, man skal holde sig fra, når man er gravid. Jeg tænkte (naivt), at man nemt kunne finde frem til en eller anden lille overskuelig liste, som man så kunne lære udenad. Hahaha! Sandheden er, at det er en jungle.

Her 17 uger efter jeg blev gravid, kan jeg stadig nogle gange blive helt i tvivl om, om jeg overhovedet har styr på det - og tænk lige på, hvor forfærdeligt det ville være, hvis man kom til at skade fosteret ved at spise et eller andet, som man lige så godt kunne have holdt sig fra! Det er dén tanke der gør, at jeg bliver ved med at gå lidt op i det.

Alligevel er det nærmest umuligt at finde rundt i (for slet ikke tale om at følge) alle de råd og teorier, der ligger på nettet. Som forvirret førstegangsgravid kan man ikke blive andet end seriøst rundtosset af at læse der.

Heldigvis har jeg en god veninde, som er sygeplejerske, og hun gav mig det bedste råd: Nemlig udelukkende at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Så har man ligesom nogle helt konkrete retningslinjer at holde sig til - samtidig med at man kan tillade sig at være helt ligeglad med alt det andet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar