Bekymringsfasen

Apropos de første 12 uger: Her er lidt tanker jeg skrev ned før vi havde været til den første scanning. Graden af bekymring før og efter nakkefoldsscanningen kan stort set ikke sammenlignes. Det gjorde en kæmpe forskel. 

"Jeg prøver nogle gange at overbevise mig selv om, at jeg er en hykler, når jeg kan mærke, at bekymringerne er ved at tage over. For her sidder jeg i min rummelige lejlighed med mine bøger. Det eneste hårde fysiske arbejde min hverdag byder på er cykelture til universitetet, indkøbsture i Netto og yoga en gang om ugen.

Når jeg bekymrer mig for meget, så prøver jeg at tænke på de generationer af kvinder, der har født barn efter barn, selvom de har skuret gulve, arbejdet i marken og slæbt rundt på de 4-5 skrigende unger de i forvejen havde. Jeg prøver, at se bort fra det faktum at det også oftere gik galt dengang og fokusere på det faktum, at når de kunne få en baby ud af anstrengelserne, så kan jeg saftsuseme også.

Ligesom jeg sendte medlidende tanker til Kate Middleton (hvis ekstreme morgenkvalme gik verden rundt), da jeg lå og brækkede mig i januar, så sender jeg nu mine tanker til de generationer af kvinder, som har gået i 9 lange måneder uden scanninger og jordemoderbesøg og risikovurdering. De har blot måtte lukke øjnene og håbe på det bedste – dét må have været nervepirrende, dét må have været hårdt og jeg kan godt forstå, at man før moderne lægevidenskab havde et markant andet forhold til det at skabe liv – og at miste det.

Men nu er vi i nutiden og det trækker og stikker i min mave hver gang jeg kravler ind under skrivebordet efter min oplader eller bukker mig ned for at tømme opvaskemaskinen og jeg bliver ængstelig på den Maude-agtige måde og slår mig selv oveni hovedet med gamle dage og ”tænk-lige-på-hvordan-det-må-have-været”, mens det eneste jeg ønsker mig er at finde ind til en eller anden rå kvindelig styrke, som jeg ved gemmer sig derinde et sted."