torsdag den 14. februar 2013

Evnen til at slukke for et TV

Ja-ja. Endnu et indlæg om vores efterhånden ret berømte fjernsyn, som er ved at blive en fast del af vores hverdag.

Især om morgenen, hvor jeg stadig skal komme mig over pludselig at kunne se nyhederne og Go'Morgen Danmark.

Det er også om morgenen, at jeg ofte sidder i sofaen og roser mig selv for, hvor god jeg er til at slukke for flimmerkassen, når der er noget jeg ikke gider at se. Ja-ja, siger jeg til mig selv, der er grænser for hvor tidligt om morgenen jeg har lyst til at se på Morten Messerschmidt. Der er grænser. Hmf.

Så nikker jeg akademikervigtigt for mig selv, indtil jeg omhyggeligt tænder for apparatet på en anden kanal. DR update, f.eks., hvor man sjældent oplever den slags ubehageligheder.

Når jeg slapper af om eftermiddagen er det meningen at jeg skal læse i den (faktisk virkelig gode) BOG jeg er igang med - og efterhånden har været igang med i en evighed. Det er bare som om, at det er lidt sværere at slukke for den ene sæson SATC efter den anden, end det er at slukke for morgenfriske politikere og ubehagelige udtalelser til overfladiske studieværter.

Ups.

PS. Hvis det her indlæg har bestyrket dig i troen på, at jeg intet oplever, så siger vi bare, at det var meningen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar