Jeg ved godt, at det er vinter nu og at der stadig er en evighed til sommer. Men vi er begyndt på et nyt år og det er dermed blevet legitimt at begynde at planlægge det der får mig igennem alle regnvejrsdagene. Det der holder mig oppe når jeg sjosker rundt i vinterstøvler og har sat så mange regler for mig selv, at jeg nærmest kun må spise salat. Det der får mig op om morgenen efter en søvnløs nat. Det jeg dagdrømmer om, når jeg falder i staver.
Rejsen.
Vejen til den er ligeså vigtig som destinationen: Man drømmer, man diskuterer, man hiver atlasset ned fra reolen, fingrene trækker usynlige linjer mellem byerne. Der bliver tændt en gnist, som kan få selv den mest fastgroede hovedpine til at fordufte. For når man først begynder at planlægge, er man næsten allerede på vej af sted. Pludselig kan man se det hele for sig: Landskaberne, eksotiske byer, rygsækken mod en støvet perron, udsigten fra en altan på et lurvet hostel. Følelsen af sydlig natteluft mod ansigtet, fornemmelsen af at vågne op på et tog, magiske kulturmøder.
Det er vel ikke det værste at være afhængig af? Let the planning begin.
Men hvor skal I så hen, Mette?!?
SvarSletHvis du er heldig, kan det være at jeg løfter sløret i aften ;-)
SletArj Mette. Behøver hotellet virkelig at være lurvet?!? ;o)
SvarSletJaer! Det behøver være et hostel (ikke et hotel) og det behøver være lurvet. Så er det rigtig backpacker-stemning...
Slet