tirsdag den 13. november 2012

Hvorfor jeg egentlig fjumrer så meget

Efter at have læst DENNE artikel om, at danske studerende elsker at tage sabbatår, vil jeg tilslutte mig koret af sabbatår-tilhængere og lægge kortene på bordet: Hvorfor fjumrer jeg egentlig så meget?

Jeg havde mit første sabbatår efter gymnasiet. Jeg trængte virkelig til et pusterum og til at komme til at se meningen med at lære noget igen. Bag kassen hos den lokale købmand, opdagede jeg, hvorfor det er smart at tage en uddannelse: Så man ikke ender sine dage bag kassen hos den lokale købmand.

Jeg holdt det ud, så jeg kunne rejse Moskva-Beijing med den trans-mongolske jernbane. På den måde kan man godt sige, at jeg tog sabbatåret af egoistiske årsager, men hvis ikke jeg havde taget det, så ville jeg være startet på den forkerte uddannelse - og hvor ender vi så henne? Hva'?

Nu har jeg så taget min bachelor og er i gang med mit andet sabbatår. I modsætning til det første sabbatår, så var opbakningen til at overse denne gang. Udover mig selv og min rejselyst, har jeg mødt ganske få, der helt ned i hjertedybet synes, at det er en god idé. Det er jeg fløjtende ligeglad med.

Jeg har vidst, siden jeg startede på bacheloren, at jeg ville tage det her sabbatår, når den var overstået. Jeg var udmærket godt klar over, at jeg ikke ville kunne studere i 5 år uafbrudt. Jeg bliver nødt til at komme ud og få noget virkelig horisont. Blive udfordret, komme ud af min comfort-zone, komme langt væk. Ellers ender man med at tro, at alt det vi går og laver rent faktisk er vigtigt.

Ja, det var fuldstændig egoistisk gjort, men jeg fortryder ikke et sekund. Halvanden måned i USA var så rigeligt et års tid på dagpenge værd.

There. I said it.

For nu, hvor jeg har skrevet mig en lille smule vred, er der en ting mere, jeg gerne vil sige: Jeg synes det er et skabskommunistisk og småligt samfund vi har, hvis alle beslutninger, vi træffer som individer og privatpersoner, skal kunne retfærdiggøres og gøres fornuftige i forhold til staten og dens situation.

Jeg er ikke staten. Jeg er Mette, og selvom jeg har tænkt mig at bidrage med en masse til vores samfund og betale skat i en 50-55 år, så tænker jeg stadig først og fremmest på mig selv, og hvor jeg vil hen med mit liv, når jeg træffer mine (ikke altid åbenlyst logiske) beslutninger.

I øvrigt. Hvis vi vil ud af den her forpulede krise, så kræver det, at der er nogen der tør. Det er sgu ikke dem der holder the beaten track, som kommer længst her i livet. 

Det er et fattigt samfund, der ikke giver sine indbyggere lov til at drømme - og tænke stort.  For slet ikke at tale om at være optimistiske!

2 kommentarer:

  1. Godt indlæg!
    Jeg er helt enig.

    Jeg har selv kun holdt et sabbatår. Men det var absolut et nødvendigt år. Hvis ikke jeg havde haft det havde jeg nok ikke gået på universitet nu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak - det er jeg glad for at høre! Havde heller ikke gået på uni, hvis jeg var gået direkte...

      Slet