Dines skrev et utrolig godt indlæg for lidt tid siden, som jeg bare ikke har kunnet slippe. Hun skrev om, at hun havde set to veninder skifte tøj på fortovet. Det er særligt det her afsnit, jeg bed så meget mærke i, at jeg tillader mig til at citere:
Og nu stod de altså her i Pisserenden, en mandag i en efterårsferie midt
i ungdommen, og lynskiftede tøj, inden de ville vise sig for resten af
gymnasiet, der sikkert også var i færd med at snige sig ind på… Heidi’s
Bierbar. Eller Guldhornene. Med røven næsten bar, storgrinende,
formentlig ædru, på vej ind i en aften som de måske vil huske om ti år.
Det var ikke kun da jeg havde læst det her, men også da min lillesøster kom hjem fra elevstævne på efterskolen og havde siddet der, midt i ungdommen og natten, fordybet i en samtale om meningen med livet, at jeg ikke kunne lade være med at tænke på, om det bare er slut med alt det?
Hvor er tiden der tar' os? Sang vi (evigt og) altid på efterskolen og det må du nok spørge om, for lige pludselig har den bare taget én med. Til helt andre steder. Så langt væk, at man kan blive alt for nostalgisk over oplevelser man havde da man var 18. Og at antallet af huller i ørerne er blevet reduceret fra seks til fire uden at nogen har opdaget det. Overhovedet.
Alligevel er der stadig en del år til, at jeg begynder at kalde mig voksen i stedet for ung uden at krydse fingrene bag ryggen. Jeg tror også (muligvis naivt), at når man én gang har prøvet, hvordan det er at være ung, altså der hvor det bliver helt magisk og man glemmer tid og sted, så vil man altid kunne finde tilbage til det igen ("drømmere som dig og mig vil altid kunne finde vej - tilbaaaage"). Det vigtigste er nok, at man aldrig glemmer det.
Og det. gør. jeg. aldrig.
Vel?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar