torsdag den 15. november 2012

Det er blevet lidt nemmere at være kvinde

Hvis du er mand, vil du nok ikke finde det her indlæg særlig interessant. Nu skal det nemlig handle om noget mænd sjældent tåler at høre om, nemlig menstruation og i den forbindelse noget som alt for få kvinder har hørt om: Menstruationskoppen. Som jeg første gang læste om HER, hvorefter jeg sad med følelsen: Hvorfor har jeg aldrig hørt om det her før?

Jeg har personligt haft lejlighed til at teste et eksemplar fra firmaet OrganiCup. Den ankom i lækker og spartansk indpakning:




Jeg kan rigtig godt lide OrganiCups brand, fordi de fokuserer på at sælge en miljøvenlig og bæredygtig løsning på en seriøs måde og ikke pakker deres produkt ind i shiny lilla eller lyserød emballage og kalder sig et eller andet med diva eller lady. For så ender vi i samme grøft som markedsføringen af menstruationsindustrien hidtil har befundet sig i.

Lad mig lige hurtigt ridse op, hvad der er det smarte ved menstruationskoppen: Den er miljøvenlig, fordi den er ikke er et brug-og-smid-væk produkt ligesom bind og tamponer, den kan faktisk holde i op til 10 år afhængig af hvor godt man vedligeholder den. Den kan sidde i op til 12 timer, så du skal ikke tænke på at skifte bind og tampon hver anden time. Den er ikke lavet af samme blegede og halvvejs giftige materiale som bind og tamponer og du risikerer derfor ikke toxic shock syndrom. Desuden er der et plus mere ved, at den er et genbrugeligt produkt: Du skal ikke altid tænke på at have bind/tamponer med i tasken/smugle det med ud på toilettet osv. Slut med det.

Så det lovede jo rigtig godt, men hvordan gik det så med at bruge den?

Jo, altså. Du stod sikkert på et eller andet tidspunkt i dine tidlige pubertetsår og ville i svømmehallen/til stranden/i poolen - intet kunne stoppe dig. Men der var "kommunister på besøg" og derfor måtte du fortvivlet, og med tårerne på spring, stå og forsøge at indføre en tampax mini. Av. Hvor langt op skal den? Sidder den rigtigt? Hvad hvis den lækker?

Det var den situation, jeg fik flashbacks til, første gang jeg skulle prøve menstruationskoppen. Det vil jeg ikke ligge skjul på. Det kræver øvelse, tålmodighed, håndelag og tillid. Det er efterhånden så mange år siden, jeg lærte at bruge bind/tamponer, at jeg fuldstændig havde fortrængt, at også dét krævede en tilvænningsfase. Jeg havde forventet, at menstruationskoppen bare ville sidde rigtigt og fungere med det samme.

I starten kunne jeg ikke lade være med hele tiden at smutte ud på toilettet, for at se om den nu virkede, tage den ud og i igen, for at placere den bedre eller bare for at se, om den nu også kunne komme ud igen. Jeg stolede ikke på den og syntes den var svær at håndtere i starten. Men så vendte det.

Lige pludselig fik jeg den placeret rigtigt og gik med den det meste af en dag uden det mindste læk - og uden at kunne mærke den. Jeg glemte faktisk fuldstændig at "fætteren fra rødby var på besøg", før jeg tømte den om aftenen og placerede den igen, med samme imponerende resultat. Den er enormt nem at bruge, når først man har fået styr på det.

Derfor vil jeg også klart anbefale den! Selvom den, ligesom da man skulle lære at bruge de andre hygiejne-produkter, kræver lidt øvelse og tilvænning, så gør den det altså både sundere, nemmere og billigere at have menstruation.

Den gør det faktisk lidt nemmere at være kvinde - i hvert fald på lige dét punkt.

Indlægget er sponsoreret med et anmeldereksemplar. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar