I går var der lige præcis en måned til min fødselsdag og eftersom jeg er jobsøgende for tiden og ikke har fået en krone udbetalt i dagpenge endnu (læs: på røven), så kom jeg til at sidde og tænke lidt over den hårfine grænse mellem hvad man kan og ikke kan skrive på en ønskeseddel.
Det skal i hvert fald være ting, som dem man er på gave med potentielt har råd til at købe. Men, tænker jeg, det er jo så heller ikke hvad som helst fra indkøbslisten man kan smide på ønskelisten, vel?
Her har I derfor listen over ting jeg mangler, men ikke ønsker mig i fødselsdagsgave:
- Nye blade til skraberen. (Hej kroniske stubbe på benene)
- Vatpinde
- Nye (bomulds)trusser (USA er og bliver en trussetyv)
- Make-up pensel (okay den kunne måske gå an)
- Sorte sokker fra Føtex (Guldmærke-potentiale!)
- Vitaminpiller
- Ansigtsrens (den stribede fra Matas)
- Kuglepenne
Jamen hvorfor jeg ikke bare kan ønske mig de her ting? Fordi de både er kedelige at få og kedelige at give. Har jeg ret? Vi kan ikke gå og begynde at pakke hvad som helst ind. Så ender det jo med, at man en dag åbner en gave der viser sig at være en pakke tamponer (og nej, det var ikke en opfordring!).
Og med denne ikke-ønskeliste afslører jeg da vidst, at jeg altså tænker på gaver, når jeg tænker på fødselsdag. Jeg kan ikke gøre for det, det har jeg altid gjort!
Men bare rolig jeg tænker også på kage, varm kakao, fest og familiehygge. Jubii, jeg glæder mig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar