I morges da jeg flittigt sad og forsøgte at få skrevet nogle kreative jobansøgninger, der kunne tilfredsstille både jobcenter, a-kasse og min egen samvittighed ringede min telefon. Det var en veninde som jeg burde se noget oftere, men som ikke er en jeg sådan plejer at snakke i telefon med i tide og utide. Så jeg blev lidt overrasket.
Jeg tog telefonen og blev ikke mindre overrasket: Hun lød meget formel i røret med et "goddag" og sit fulde navn. "Hej!" sagde jeg "hva' så?" og det var her det gik op for mig, at hun troede hun talte med en offentlig institution og ikke mig. Hmm. Hvordan breaker man lige den?
Hun fornemmede det dog selv og lagde på med et "Hva' fa... sker der?"
Senere sms'ede vi sammen. Hun havde siddet og talt med hospitalet, da det pludselig duttede i røret. Så hun troede at hun blev stillet om og i næste sekund havde hun mig i røret.
Mærkeligt.
(Hendes telefon har selvfølgelig ringet mig op ved en fejl.)
Men, tænkte jeg, hospitalet skal da endelig bare begynde at stille om til mig. Ingen problem. Ikke at jeg tror jeg kan hjælpe med så meget, men hvis de vil stille om, skal de være velkomne. Der er bare en lille ting: Hvis jeg skal passe telefon for dem en anden gang, så skal der altså penge på bordet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar