En ulykke kommer sjældent alene, vel USA?

I sommers stod jeg nede ved den smukke, utrolige Missisippi-flod i fugtige, stemningsfulde New Orleans og nød synet, samtidig med at jeg prøvede at ignorere de pågående ”skopudsere”, der med en ulækker klud i den ene hånd forsøgte at kapre turister at lokke penge ud af. Nu hører jeg så, at New Orleans (arme stakler!) er blevet ramt af orkanen Isaac. Det føles meget mere nærværende, når det er et sted man har været.

I sommers stod jeg også foran Empire State Building og gloede op i luften, men jeg glædede mig til at komme op på 86ende etage (eller sådan noget) og nyde udsigten udover NYC, mens jeg prøvede at ignorere de sight-seeing folk, der ville sælge os billetter til overpris… Kun et par dage efter vi var kommet hjem kunne jeg læse, at politiet havde skudt 10 mennesker foran selv samme bygning. Det føles stadig mere nærværende, når det er et sted man lige har været…

Da vi tog af sted hjemmefra var der skovbrande i Colorado og stormvejr i Washington. Mens vi var derovre var der hedebølge og tørke mange steder.

Og ikke mindst to store skyderier (eller massakrer) – en i Aurora, Colorado (den til Batman-premieren) og en i Milwaukee, Wisconsin (den i Sikh-templet).  (Min frygt for pludselig at blive skudt bor normalt på et meget lille sted, men jeg vil faktisk ikke benægte, at den voksede en lille smule mens vi var i USA).

Og hvis så også Mitt Romney bliver præsident!

 (*uhyggelig musik*)

Pointen med det her indlæg siger du? Jo. Hvis man stiller det op på den her måde, så er jeg faktisk ret godt tilfreds med at være hjemme i trygge, lille Danmark igen.