Jeg har ikke rigtig babysittet i 7 år

Men der er nogle ting man aldrig glemmer, hvordan man gør. Altså når man først har prøvet det. Jeg babysittede fast da jeg gik i 8. og 9. klasse. Det var både fedt og enormt skræmmende pludselig at have så meget ansvar. Jeg stod med rystende teenage-knæ i entréen hos dagplejemødrene og tvang mig selv til at sige noget.

Jeg kunne heller ikke lide, hvis andre så mig passe børnene, for hvad nu hvis jeg passede dem helt forkert? Jeg kan huske første gang jeg skulle putte et barn. Det var naboens dreng jeg passede. Jeg blev ved med at synge Pjerrot-sangen lang tid efter han var faldet i søvn. Jamen tænk hvis han vågnede, når jeg stoppede?

I dag skal jeg så babysitte igen (og nej a-kasse, jeg må skuffe jer med, at det ikke er et job, så I kan godt spare jer. Det er en venne-tjeneste. Jeg gør det gratis og med glæde).

Jeg skal både hente i børnehave og putte. Men jeg er ikke længere en genert teenager, jeg 7 år ældre nu og ikke spor nervøs, trods min rustne babysitter-erfaring. Kun for at fare vild.

Og for at jeg ikke kan huske Pjerrot-sangen...