Jeg hader i virkeligheden at prøve jeans

I går havde jeg givet mig selv lov til at købe et par nye jeans og jeg havde virkelig været optimistisk omkring det og taget ja-hatten på og sørget for hverken at være sulten eller tissetrængende da jeg trådte ind i forretningen.

Første udfordring var at finde ud af hvilken størrelse, jeg egentlig bruger. Godt nok blev jeg målt på alle leder og kanter i Levi's i San Francisco sidste år, men jeg kan ikke huske et ord af hvad de sagde. Forfra igen.

"Hvad størrelse vil du tro at jeg bruger?" spurgte jeg ekspedienten.
Hun kastede et vurderende blik på mine ben og svarede "25 eller 26".
Nå ja, hvis damen siger det, tænkte jeg og greb et par bukser.

Det næste der sker er at mit ben sidder seriøst fast i et bukseben og jeg ligeså stille må arbejde det ud igen. Bukserne er 4-5 numre for små og godt nok skal jeans sidde stramt, men jeg foretrækker at mine lår ikke er blottede, så jeg beder om nogle der er lidt større. Og så igen om nogle der er lidt større. Og så igen.

Til sidst får jeg et par bukser i hænderne som jeg rent faktisk kan få på - og selvom de måske ikke lige er dem jeg synes er de pæneste i forretningen, så køber jeg dem. Simpelthen fordi jeg kan få dem på. Knappe knappen og lyne lynlåsen.

Jeg indrømmer det: Jeg blev forpustet og jeg købte det par jeg købte, fordi jeg ikke orkede at prøve flere. Jeg hader at stå der og tage alt for stramme bukser af og på. Jeg vil meget hellere købe kjoler.

Men nu er det heldigvis overstået og så må vi se, hvornår jeg får lyst til at trække maven så meget ind, at jeg kan få dem på igen... (og midlertidigt vakuum-pakke mine ben) (godt at de giver sig).