fredag den 5. april 2013

En af de dage hvor...

* Det er dagen efter printeren nægtede at printe og strygejernet gik i stykker og jeg vågner ved lyden af Jakob der er i gang med at rense et stoppet afløb kl. halv 7 om morgenen.
"Det må være stoppet til rimelig hurtigt det afløb" siger jeg.
"Nej sådan har det været i over en måned" siger Jakob
"Det har jeg overhovedet ikke lagt mærke til" siger jeg.
"Nej!" sukker Jakob konstaterende.
Hvorefter vi er flade af grin.

* Jeg stolt kommer hjem med nyindkøbt tøj og fremviser en bluse, hvortil Jakob har kommentaren:
"Det ligner DAD's logo" og jeg overvejer om jeg så stadig kan bruge den. Hvornår lærer jeg, at man aldrig skal bede mænd om at have en holdning til ens tøj, hår, vægt, chokolade-indtag, you name it.

* Jeg kommer for sent til yoga og må forstyrre et helt rum fyldt med fokuserede unge damer i lotusstilling. I et ihærdigt forsøg på at gøre mig usynlig sniger jeg mig ned langs væggen, får fat i en forkert/for tyk/for kort yogamåtte og finder en trang plads nede i hjørnet.

Sådan en dag havde jeg i går.
Godt det snart er weekend.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar