tirsdag den 18. december 2012

Den tunge telefon

Som barn kunne jeg godt lave alverdens krumspring for at undgå, at skulle snakke i telefon. Især med mennesker jeg ikke kendte - særligt hvis det var autoriteter af en eller anden slags. Eller bare voksne i det hele taget. Det var lige så man næsten tissede i bukserne af skræk.

Jeg har kun fået det moderat under kontrol.

At dømme efter hvor stor tilslutning der var til det foredrag om "telefonisk kontakt" der blev arrangeret på jobsøgningskurset, så er jeg ikke den eneste, der stadig synes at telefonen godt kan virke en anelse tung - hvis man altså skal løfte den for at tale med et fremmed menneske. Måske endda et menneske der sidder og kan give en det job man drømmer om.

Det er da sindssygt skræmmende.

Jeg kan huske engang jeg som barn skulle ringe til formanden for tennisklubben, fordi jeg skulle betale et depositum og derpå få en nøgle til tennisbanen. Det var kun under massivt pres fra mine forældre og min tennismakker, at det lykkedes mig at få løftet røret og ringet til den mand. Tilgengæld har jeg stadig nøglen, for da min tenniskarriere var slut, fik jeg aldrig lige ringet og aftalt noget med at få den afleveret tilbage igen.

Har du det også sådan? Så har jeg dårligt nyt. Til foredraget lærte jeg nemlig, at den eneste måde man kan få dæmmet op for sin lille telefon-samtale-angst er at ringe helt vildt meget. Jeg blev satme gruppepresset ud i to telefonsamtaler med virksomhedsledere på en formiddag! Avs avs. Heldigvis er jeg ikke helt stum at snakke i telefon med, når jeg først har ringet op...

4 kommentarer:

  1. Jeg har det bestemt også sådan. Eller havde. Måske ikke helt i samme grad længere. Følelsen af nervøsitet når man skal ringe op - den er der stadig.

    Det er ret uheldigt, da jeg er i gang med at læse journalistik og SKAL ringe kilder op for at kunne lave mine opgaver. Men det er en god udfordring :) Så bliv ved med at ringe til folk. Til sidst er det bare en vane - siger de.

    Cecilie Frøkjær var ude på universitet og holdte et foredrag. Her fortalte hun, at hun var dødens rag for at ringe op eller tale med andre. Og det er da gået hende meget godt ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Håber virkelig, at det engang bare bliver en vane for mig at tage telefonen og ringe - ligesom når jeg ringer til mine venner.

      Cecilie Frøkjær er hermed min rollemodel på området ;-)

      Slet
    2. Haha. Jeg håber på det samme! Men tror desværre ikke, at det bare lige sådan ændrer sig. Desværre :)

      Også her - jeg sender hende en god tanke hver gang, jeg skal ringe til endnu en ny kilde :)

      Slet
  2. Hvis du er interesseret i et godt studiejob, der hjælper med dit opringningsubehag, så tag kontakt til Telemind nede på banegårdspladsen. De mangler ofte phonere. Og nej, ikke sælgere. Du skal måle telefonservice ved fx at ringe op til folk, spørge efter en bestemt medarbejder og så notere hvad de svarer.
    vh
    Liv

    SvarSlet