Bertel-Haarder-træt

Herhjemme arbejder vi med et udtryk, som jeg kalder Bertel-Haarder-træt. Hvis der er andre, der kan huske det klip med gal-i-skralden Bertel Haarder, der var i omløb for et par år siden, så ved i måske hvorfor.

JEG ER TRÆT!

Råber Bertel Haarder, og åh hvor jeg kender lige netop den træthed. Fra alle mulige sammenhænge. Folk gider ikke lytte til hvad man siger, vil man have noget gjort ordentligt, skal man gøre det selv, og ingen gider tage én seriøst.

Men det er slet ikke Bertel Haarder, det skal handle om, for den træthed, vi opererer med her, er af en lidt mildere karakter.

Når Jakob begynder at tale om sit ingeniør-projekt og stål og beton og jeg-ved-ikke-hvad, men ordet konstruktioner indgår mange gange og noget med stabil - eller var det robust? Så kan jeg, som litteraturhistoriker, godt nogle gange have lidt svært ved at afgøre, hvad jeg skal svare.

"Jeg er træt!" sker det, at jeg svarer - men det falder ikke i god jord. Det er faktisk heller ikke særlig pænt svaret, så det er godt det også går den anden vej.

For eksempel en aften hvor vi lå og skulle til at sove og mit blik faldt på den hvide væk over sengen.

"Ej, skat!" sagde jeg, "kunne det ikke være fedt, hvis jeg lavede en kollage med nogle flotte grafiske billeder over sengen? Så skal jeg bare lige have købt sådan nogen - og nogle rammer. Vi kan også flytte nogle af de andre billeder og hvad med verdenskortet? Bla bla bla..."

"Jeg er træt" svarede Jakob, oprigtigt.