fredag den 2. november 2012

De små ting

Horisont - horisont - horisont. Det er noget af det man aldrig må give slip på - så hellere det sidste sæt tøj!

En dag hvor jeg snakkede i telefon med min søde mor rådede hun mig (som mødre nu gør) til at passe på ikke at komme til at gå for meget op i de små ting, nu når jeg er jobsøgende. Det har jeg tænkt meget over - for jeg synes det er rigtig klogt.

Når man har et liv der er så ustruktureret og så meget bundet op på selvdisciplin og selvmotivation som mit, så er det vigtigt at man ikke lader hverdagens små ubehageligheder vokse sig store og uoverskuelige. Sådan Maude-agtigt. Man skal passe på, hvor små ting man begynder at gå op i. Lade være med at blive forvirret hvis man skal et eller andet der gør, at man ikke har ligeså lang tid til at spise frokost som man plejer osv.

Heldigvis har det ikke påvirket mig vældig meget på den front at være jobsøgende. Lige siden jeg var 13 har jeg fulgt ivrigt med i verdenssituationen - og det gør jeg stadig. Jeg diskuterer den også - især med Jakob. Hvis jeg skal være helt ærlig, så adskiller den tilværelse jeg har lige nu sig ikke specielt meget fra da jeg var studerende. De eneste forskelle er, at jeg står tidligere op og at det er mig der bestemmer pensum.

Nu undrer du dig sikkert. For handler den her blog da ikke lige netop om hverdagens små finurligheder? Handler den ikke om de helt små ting? Jo det er nok rigtigt, at det gør den for det meste. For jeg kan godt lide at bemærke og berette om de små ting - men det er ikke det samme som at lade dem vokse sig store.

Bare fordi de fylder meget på bloggen, betyder det jo ikke nødvendigvis, at de fylder meget i mit liv sådan generelt. For, indrømmet, så gemmer der sig mere bag kulissen end det der kommer med her.

Men okay. Selvfølgelig er der masser af tidspunkter hvor småting bliver altoverskyggende - det tror jeg de fleste har oplevet. Og, apropos, så kan du stadig nå at deltage i min give-away HER.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar